“Denne lidelse er let og forbigående.”

Hvordan siger man det til en ung kone, der lige har mistet sin mand på traumatisk vis? Til en kvinde, der lider under infertilitet? Til de børn, der har mistet deres far? Eller til den mand, der har fået en dødelig diagnose?

Disse lidelser føles ikke flygtige. Nej. I stedet sætter sådanne prøvelser deres præg på vores liv. Mennesker bliver for altid forandret af lidelser som disse. Mens mange omkring dem vil gå videre, vil de, der lider et stort tab, nogle gange bære spørgsmål, ar og sorg, så længe de lever.

Men alligevel må dette udsagn være sandt, da det findes i Guds ord:

Thi denne lette, øjeblikkelige trængsel forbereder os en evig vægt af herlighed, der er uden sammenligning, når vi ikke ser på de ting, der er synlige, men på de ting, der er usynlige. For de ting, der ses, er forgængelige, men de ting, der ikke ses, er evige. (2 Korintherbrev 4:17-18)

Vi stønner og sørger…

Vi føler ikke, at vores trængsler er forbigående. Og det er her, vi fejler i vores menneskelige evne til at forstå, hvor smuk og langvarig evigheden vil være for dem, der har troet på Jesus Kristus. Enhver uhyrlig tåre vil blive tørret væk, enhver smerte vil blive helbredt, og vi vil være sammen med Jesus, vores sjæls trøster, for evigt.

Vi kan ikke fatte en sådan lettelse, fordi vi er her, omgivet af hjertesorg og ødelæggelse på alle sider. Vores kære dør, masseskyderier tager til, kroniske sygdomme fortsætter, ufødte børn bliver myrdet, og kræft ødelægger os. Endnu værre er det, at den synd, der findes i vores egne knogler, hjemsøger os. Spøgelset fra vores fortid, det vil sige vores kød, fortsætter med at skamme os for tidligere synder og forsøger samtidig at friste os på ny.

Og med byrden af denne tunge smerte på vores hjerter, stønner vi sammen med hele skabningen: “Kom snart, Herre. Kom snart.”

For vi ved, at hele skabningen har stønnet sammen i fødselssmerter indtil nu. Og ikke kun skabningen, men også vi selv, som har Åndens førstegrøde, stønner indvendigt, mens vi ivrigt venter på adoption som sønner, på forløsningen af vort legeme. (Romerne 8:22-23)

Med håb

Ja, vi stønner og sørger. Men vi stønner og sørger med håb.

For i dette håb blev vi frelst. Men håb, som ses, er ikke håb. For hvem håber på det, som han ser? Men hvis vi håber på det, vi ikke ser, så venter vi på det med tålmodighed.

På samme måde hjælper Ånden os i vor svaghed. For vi ved ikke, hvad vi skal bede om, som vi burde, men Ånden selv går i forbøn for os med sukader, der er for dybe til ord. (Romerne 8:24-26)

Men vi ønsker ikke, brødre, at I skal være uvidende om dem, der er sovet ind, for at I ikke skal være bedrøvede som andre, der ikke har noget håb. (1 Thessalonikerbrevet 4:13)

Sørger I, som om jeres håb er tabt? Når alting smuldrer omkring dig, hvad (eller snarere hvem) står du så på? Hvis du ser under dine fødder noget andet end Jesus Kristus, vil du ikke overleve dette livs kaos. Øjeblikkelige lidelser vil trække din sjæl ned i fortvivlelsens dybder.

Med glæde

Vi må sætte vores håb til Frelseren, Jesus Kristus, liv, død og opstandelse. Kun da vil vi kunne holde ud gennem dette livs storme.

Velsignet være Gud og Fader til vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader! Efter sin store barmhjertighed har han gjort, at vi er blevet genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en arv, som er uforgængelig, ubesmittet og uforgængelig, bevaret i himlen for jer, som ved Guds kraft bevogtes gennem troen til en frelse, der er rede til at blive åbenbaret i den sidste tid.

Derpå glæder I jer, selv om I nu for en kort tid, om nødvendigt, har været bedrøvet af forskellige prøvelser, for at jeres tros prøvede ægthed – mere værdifuld end guld, der forgår, selv om det bliver prøvet ved ild – kan vise sig at resultere i ros, herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbaring. (1 Peter 1:3-7, fremhævning tilføjet)

Vi, som har sat vor tro på Jesus Kristus, kan sandelig glæde os, skønt vi nu for en lille stund er bedrøvet af forskellige prøvelser. Peter giver os lov til at sørge over de prøvelser, vi står over for, men han minder os også om, at vores tid på jorden er kort. Hver eneste modgang, vi oplever, er blot et blink med øjet sammenlignet med evigheden.

Kan du forestille dig et liv uden den sorg, sygdom og synd, som plager os? Hvad med et liv, der fortsætter og fortsætter i al evighed uden en eneste plage? Evigheden føles fremmed for os; den virker til tider umulig, hvis vi skal være ærlige. Men i løbet af et øjeblik vil evig glæde i Guds nærvær være vores virkelighed.

Midt i dette livs barske dale har vi så mange grunde til at glæde os! De, der er blevet “født på ny”, modtager ikke blot frelse, men også en uforkrænkelig arv. Denne arv omfatter ikke blot himlen, men endnu vigtigere, Jesus selv. Desuden ved vi, at alt, hvad vi møder, bliver brugt til vores helliggørelse. Ingen af vores smerte er spildt. Og endelig kan vi glæde os, fordi vi også vil blive oprejst til livet.

Med sejr

Det er muligt at sørge med håb, fordi Jesus har besejret synden og døden. Fordi Jesus døde den død, som vi fortjente for vores synd, og blev oprejst til livet af Helligånden, vil de, der sætter deres lid til ham, en dag også opstå en dag. Døden har ikke længere herredømme over os!

Vi vil råbe sammen i al evighed: “O død, hvor er din sejr? O død, hvor er din brod?” (1. Korinther 15:55). Og døden vil ikke give noget svar tilbage.

Jesus knuste slangen – han overvandt forbandelsen – ved sit arbejde på korset, ligesom det blev profeteret om ham fra begyndelsen (1. Mosebog 3:15). Vi lever i “allerede, ikke endnu” i forløsningshistorien. Forløsningsarbejdet er allerede fuldført, og alligevel er virkeligheden ikke fuldt ud realiseret. Selv om vi er tilgivet og genoprettet til rette forhold til Gud, fører synden stadig krig i vores hjerter. Men sejren er beseglet.

De vil føre krig mod Lammet, og Lammet vil besejre dem, for det er Herrernes Herre og Kongernes Konge, og de, der er sammen med det, er kaldede og udvalgte og trofaste. (Åbenbaringen 17:14)

Vi venter på herlighed

Mange gange føles vores trængsler ikke momentane, gør de? Og jeg synes, at det er helt i orden. Måske er det meningen, at vores stønnen skal bringe os tættere på den eneste, som kan bringe glæde og fred midt i stormen.

Lad os klamre os til denne sandhed: En dag vil vi blive oprejst til livet med Kristus. På den dag vil vores tårer ikke være mere, og vi vil se, hvor kortvarig enhver lidelse – selv den sværeste at forstå – i virkeligheden var.

Thi jeg mener, at lidelserne i denne tid ikke er værd at sammenligne med den herlighed, som skal åbenbares for os. (Romerbrevet 8:18)

Dette føles måske ikke lige nu som om, at det kan være sandt, men det er sandt. Må Gud give os nåde til at stønne og sørge med håb, selv når vores øjeblikkelige trængsler ikke føles så øjeblikkelige.