Da Japan blev tvunget til at “åbne sig” i 1853 efter mere end 200 år med sakoku-politik, var landet et mysterium for omverdenen. Det er det på nogle måder stadig. Men som en tidlig adoptant af vestlige ting, lige fra ideer til tøj, er det let at se Japan som et velkendt sted. Selv det ukendte – shinto-helligdomme, sumo-kampe – kan genkendes som “Japan” i dag. Hvad der er mindre genkendeligt er, hvad japanske forfattere siger om deres eget land. Forfattere – ikke dokumentaristerne om familier, der lever med robotter – afdækker mysteriet. Disse bøger taler for et Japan, som der ofte tales for og om, og som andre spekulerer om; de taler for dets historie, som den udfoldede sig, for dets kultur, som den praktiseres, og dets samfund, som det leves i og bekæmpes.

Coin Locker Babies af Ryū Murakami

Ryū Murakamis fortællinger viger aldrig tilbage for at kaste lys på de mørkeste hjørner af samfundet. I denne roman fra 1980 bliver denne stråle forstærket, da den følger hovedpersonerne Kiku og Hashi gennem hele deres liv og alle de grusomme hændelser, de møder. Drengene er begge “møntboksbørn” – børn, der er efterladt i en af Japans møntbokse (et problem, der opstod i 1970’erne) – og de bliver adopteret af et barnløst par, der bor på en ø ud for Kyushu, den sydvestligste af Japans hovedøer. De vokser op i et miljø præget af forfald i byerne og på landet. Snart bliver de forflyttet til “Toxitown”, et fiktivt område med kaos i Tokyo – der tilsyneladende er hjemsted for alt, hvad der fejes ind under gulvtæppet i Japan, lige fra udlændinge og hjemløse til narkohandlere og andre kriminelle – og det, der følger, er en surrealistisk gyserhistorie om at blive voksen, der går vildt gennem kærlighedens og superstjernens højder og sindssyge og mordets lavpunkter.

Convenience Store Woman af Sayaka Murata

“En nærbutik er en verden af lyd.” Åbningslinjen i fortælleren Keikos åndeløse fortælling om at arbejde på deltid i en konbini (nærbutik) er vidunderligt stemningsfuld. Hele vejen igennem sammenligner hun lydene i butikken med kirkeklokker og sig selv og sine kolleger som medlemmer af en religion. Det er ikke blot et vidnesbyrd om detaljerne i Japans udvalg af Lawsons, 7-11’ere og Family Marts, men også en eksistentiel udfordring til normaliteten. I et forsøg på at blive et medlem af samfundet bliver Keiko et “tandhjul” ved at arbejde i dagligvarebutikken, før hun finder ud af, at der er mere i det end det. Ligesom Jean-Paul Sartres tjener, der er alt for “tjener-agtig”, legemliggør Keiko, hvordan en nærbutiksarbejder bør opføre sig – det japanske samfund i miniature – men derved bevæger hun sig længere væk fra det virkelige samfund med dets konventionelle ægteskaber og babyer og de hovmodige par, der beskæftiger sig med alt dette.

Sejleren, der faldt fra nåde med havet af Yukio Mishima

Delen af Fluernes Herre, delen Ødipuskomplekset, denne bog er en efterkrigstidens hyle af angst. Skuespiller, model, instruktør og forfatter Mishimas hovedperson Noburo er en teenagedreng, der bor hos sin enlige mor, Fusako, i Yokohama. Han er tilfældigvis også med i en nihilistisk bande sammen med sine skolekammerater, som på overfladen er “gode” elever. Selv om der hele tiden antydes sex – Noboru opdager bl.a. et kikhul til sin mors soveværelse – er det den ekstreme skuffelse, Noburo føler over Fusakos nye elsker, en sømand ved navn Ryuji, som han engang beundrede, der sætter hjulene i gang for en helt igennem brutal plan for at genoprette æren. I det virkelige liv blev Mishima desillusioneret over Japans efterkrigssituation, og i 1970 stormede han – sammen med andre medlemmer af en højreorienteret milits, som han stiftede under navnet Tatenokai – en militærbase i Tokyo og forsøgte at inspirere til et kup ved at holde en tale til de soldater, der var stationeret der. Han blev mødt med hån og begik seppuku (rituelt selvmord med et sværd).

Strange Weather in Tokyo af Hiromi Kawakami

Denne skildring af Tokyo-borgernes interaktioner og aktiviteter er en blid, moderne udgave af Edo-periodens (1603-1858) ukiyo eller “flydende verden”, der refererer til epokens spirende bylivsstil. Kawakamis flygtige verden er en verden med endeløse middage på izakaya (japanske barer), med hanami-fester (blomsterfremvisning) i kirsebærblomstsæsonen og med diskussioner om baseball, som er en national besættelse. Tilføj nu historien om en kvinde på tredive år, der har et voksende forhold til en meget ældre mand, som hun kalder “Sensei” – et ældre-junior-tema, der minder en smule om Natsume Sosekis bestseller Kokoro – og Strange Weather In Tokyo vil få dig til at blive indhyllet i en hjertevarm tåge.

Jeg er en kat af Natsume Sōseki

Sōsekis første roman satiriserer Japans Meiji-æra (1868-1912) og landets urolige overtagelse af vestlige idéer gennem en skolelærers liv – hans dumhed, hans vennekreds, og hvad han gør med sin tid. Han er et almindeligt medlem af middelklassen i Tokyo og er en kræsen type person, der bliver irriteret, når nabobørnene bliver ved med at slå en bold ind i hans have med en træpind (baseball var nyligt kommet til Japan på dette tidspunkt). Det er en vild opfattelse af forfatterskabet på et hvilket som helst tidspunkt, men det er endnu mere mærkeligt, når man tænker på, at denne roman blev udgivet i serier fra 1905-06. På japansk findes der flere pronominer for “jeg”, men katten bruger wagahai til at referere til sig selv (en højstemplet formulering, der passer bedre til en adelsmand), hvilket var sjældent selv på udgivelsestidspunktet. Men bogens popularitet resulterede i en genopblomstring af wagahai – og det bruges stadig sjældent af fiktive, antropomorfiserede figurer.

Some Prefer Nettles af Jun’ichirō Tanizaki

Tanizaki spinder et net af modstridende interesser i sin roman fra 1929, som er et indblik i Japans fortid lige så meget som en plan for forståelsen af landets idiosynkratiske stil i forbindelse med vestliggørelsen. Kaname og hans kone Misako er gift, men ikke lykkeligt. Kanames svigerfar, “den gamle mand”, mener, at skilsmisse er udelukket, en vestlig løsning på problemer forårsaget af vestlige ideer. Den gamle mand forsøger at indgyde japanske idealer til parret og sin unge elskerinde O-Hisa og håber at opretholde traditionerne, mens Japan ændrer sig omkring ham. Kaname elsker imidlertid vestlige ting. Han beundrer datidens amerikanske filmstjerner. Hans hund har endda et engelsk navn.

The Pillow Book af Sei Shōnagon

Måske på grund af Meredith McKinneys oversættelse fra 2006 læser The Pillow Book sig lige så naturligt, som om den var blevet skrevet i dag. Bortset fra at den blev skrevet i 990’erne og begyndelsen af 1000’erne af en hofdame hos Fujiwara no Teishi, kejser Ichijos kejserindegemal. Denne æra i Japans historie, Heian-perioden (794-1185), var af stor betydning – i hvert fald for adelige. Sei’s bog er i bund og grund en samling tilfældige tanker, en gammel blog. Hun laver lister – over floder, markeder og andre steder, der enten er berømte eller har en poetisk forbindelse eller begge dele – og skriver meningsfulde indeks med titler som “mennesker, der virker misundelsesværdige” og “ting med skræmmende navne”. Det meste af tiden giver hun dog et vindue ind til den høviske verden: natlige besøg af mænd, Shinto-fester og den konstante udveksling af vittige digte mellem hoffolk som nøje gennemtænkte tweets.

Schoolgirl af Osamu Dazai

Dazai er måske mere kendt for sin svanesang – den selvbiografiske No Longer Human (1948) – men det er Schoolgirl, en novelle fra 1939, der gjorde ham berømt. Bogen, der er fortalt af den eponyme pige, er en ubesunget, japansk “Catcher in the Rye” fra førkrigstiden; for hende er alting deprimerende, patetisk og ulækkert: “Morgener er tortur.” Fortælleren er til tider en androgyn stemme, der er i konflikt med sig selv og verden omkring hende, men 81 år efter udgivelsen er hendes tanker i overensstemmelse med den moderne tid. Muligvis er Dazai (som var marxist) en skjult kritik af ultranationalismen, idet skolepigen på et tidspunkt “keder sig” over en lærer, der “blev ved og ved med at forklare os om patriotisme, men var det ikke ret indlysende? Jeg mener, alle elsker jo det sted, hvor de er født.”

Vibrator af Mari Akasaka

Titlen kan måske afskrække nogle, og afhængigt af hvilken udgave der er tilgængelig, har den måske eller måske ikke et elektrisk lyserødt cover, men Vibrator er herlig. Romanen foregår i Tokyo, i hvert fald for en stund, da hovedpersonen Rei Hayakawa begynder endnu en tur ned til sin lokale nærbutik. Hun er forresten en bulimisk freelanceforfatter, der drikker for meget. Efter et tilfældigt møde i butikken med en lastbilchauffør, Okabe, forlader hun sin sædvanlige, selvdestruktive rutine og hopper op i hans taxa for at tage på en køretur. Japans motorveje er ikke kønne, og dets vinterlandskab er ikke altid de delikate træsnitsscenerier, som du måske kender, men denne bog viser begge dele i deres højeste banalitet, mens Rei rejser til det høje nord med en fremmed og videre ind i sig selv.

Hard-Boiled Wonderland and the End of the World af Haruki Murakami

Kun halvdelen af denne bog foregår i Japan. Det skyldes, at hvert andet kapitel foregår et sted, der eksisterer (eller ikke eksisterer), som kaldes “Verdens ende”, hvis indbyggere er gribende tankeløse, måske endda sjælløse. Hvert kapitel derimellem foregår til gengæld i et alternativt Tokyo, “Hard-Boiled Wonderland”, hvor fortælleren arbejder som en slags menneskelig databehandlingsmaskine. Det er en hovedrystende historie. Den navnløse fortæller tilbringer en mindeværdig del af romanen under jorden, i en monstrøs form for kloaksystem, der vrimler med opdaterede kappa (amfibiske dæmoner i japansk folklore), og kommer ud af denne hemmelige underjordiske labyrint på Aoyama-itchōme station, en af en håndfuld steder i Tokyo, der nævnes ved navn i hele romanen.