Pantheonet af klassiske Universal-monstre har givet os en stor del af vores kollektive forståelse af historien. Den gotiske fortsættelse af den tyske ekspressionisme var velspillet og klogt skrevet. Dette tidlige udvidede univers havde også utrolige effekter og scenografi. Men på trods af et bestemt lagunekreatur trak serien ud. Disse monstre blev i det væsentlige videreformidlet til det britiske filmselskab Hammer Films. Dette gav legenderne et nyt gore, sensualitet og frodige farveskemaer. De emmer absolut af smuk, levende kunstnerisk kunstfærdighed, der minder om Guillermo Del Toros. Heldigvis havde Hammer Films ofte Peter Cushing med, en stærk skuespiller, der er kendt fra Star Wars. Til Halloween er her de bedste film, som Hammer har budt på.

10 Twins of Evil

Peter Cushing beviser, at han kan grundlægge alt, selv denne svage Hammer Films-bidrag. Han er faktisk den skillelinje, der gør det muligt for denne film at overskride nogle af dens mere klamme karakteristika. Tvillingernes hovedpersoner er portrætteret af tidligere Playboy Playmates, som byder på mere nøgenhed end skuespillerkompetence. Tvillingerne har sort-hvide personligheder, hvilket ikke giver meget dramatik på trods af al den sentimentale romantik. Men overraskende nok bliver gyset og vampyrismen håndteret med stor energi. Den opretholder en rå, primal tone, der korresponderer med forekomster af sensualitet. Kombineret med Cushings talent og et rask tempo skubber dette den knap nok over nogle af Hammers mere populære vampyrfortællinger.

9 The Abominable Snowman

Dette er måske den eneste Hammer Films produktion, der fuldstændig ligner Universal. For det første er den faktisk sort-hvid, hvilket er usædvanligt og udpræget bevidst i forhold til sine jævnaldrende film. Historien sender byboere til et eksotisk sted for metodisk at udfolde en original legende. Dette er sandsynligvis den bedste Bigfoot-film, der nogensinde er blevet vist på filmlærredet, med et rask tempo og en pålideligt overbevisende Peter Cushing. Selve monsteret ses sjældent, men det bidrager til mysteriet, og selve angrebene er gribende. Filmskaberne udnytter på fremragende vis deres unikke lokalitet, og tonen er passende oprigtig snarere end skikkelig.

8 The Plague of the Zombies

Ja, denne film er fra før George Romeros klassiker Night of the Living Dead. Med grå og rådnende zombier og den indledende antydning af en epidemi er selv dens billedsprog tydeligt potent. Der er ingen tvivl om, at den inspirerede en stor del af de zombiefilm og endda zombiespil, der fulgte efter. I hvert fald i betragtning af de visuelle billeder af selve zombierne. Alt dette på trods af en historie, der uvægerligt vender tilbage til voodoo, et resultat af Hammer’s interesse for at låne fra klassikere. Alligevel er der tale om en klar tærskel – det manglende led mellem sort magi og virus og zombier, som vi kender dem. Det er et indflydelsesrigt must-see, drevet af et overbevisende mysterium og rene horrorbilleder.

7 The Revenge of Frankenstein

Terrence Fisher er nok alles ubestridte mester for Hammer Film. Selvom selskabet måske har haft mange forskellige instruktører, udviklede Fisher sig over utallige film som den mest ikoniske og effektive. Dette er især praktisk for et væsen, der allerede havde set så meget tid på skærmen. Mens Hammers første udflugt med baronen mere eller mindre omgjorde Universals original, så svæver denne efterfølger på sine egne vinger. Flugt fra guillotinen er måske nok en af seriens udflugter, men den deraf følgende historie er fantastisk. Den pukkelryggede samarbejdspartner har en større rolle end nogensinde før og giver mulighed for overbevisende drama og gys.

6 Frankenstein Must Be Destroyed

Generelt set begynder det aftagende udbytte at synke ind ved det femte værk i en franchise. Men dette vildt underholdende blodbad af en film genopliver på passende vis den haltende serie. Den forrige del var ganske vist glansløs, på trods af præmissen. Omvendt drejer denne historie sig om en hjerneoverførsel, der vedrører en gammel kollega til Frankenstein. Det lyder intetsigende, men det halsbrækkende tempo og de blodige udskejelser er omhyggeligt håndteret. Det var en forfriskende tilbagevenden til formen for instruktør Terence Fisher. Denne gang er Frankenstein faktisk monsteret selv, med en skræmmende drejning af bevidst ondskab.

5 Taste the Blood of Dracula

Denne Dracula-fortælling byder på en mærkelig blanding af ukonventionelle manøvrer og klichéer. Selve Draculas genoplivninger var bestemt blevet lige så groteske som enhver 80’er slasher. Men Christopher Lee er en absolut nødvendighed, uanset hvor lidt skærmtid han får lov at få. Det er mærkeligt, at hovedpersonerne er så afskyelige mennesker. Tre hedonistiske mænd, der aktivt er deres koner utro, opsøger bevidst den overhængende fare. Det er umuligt at heppe på dem, men Draculas hævnkomplot er fascinerende, og tonen er undskyldende overbærende. Faktisk føles det noget forskelligt fra den sædvanlige Hammer-stemning. Men den byder stadig på de samme gys, med gore og unødigt øget seksualitet.

4 The Mummy (1959)

Her er et monster, der har fået mange nyfortolkninger. Mere omfattende end noget andet Universal-ikon, da resten stort set har været ensartede. I 90’erne fik vi et forrygende action-eventyr med Brendan Fraser. For ganske nylig forsøgte rebootet sig med … noget andet. Men Hammer Films leverer et utroligt bud på den bandagerede trussel. Selve mumien er mere en Terminator, en skånselsløs og ustoppelig tank. Der bruges en ordentlig mængde tid på gyldne, støvede udgravningssteder, men det er berigende, fordi historien ellers går overraskende hurtigt. Det kan godt være, at den bygger på Universals mumiekoncepter fra 40’erne, men det her spiller stadig som et effektivt greatest hits-album.

3 The Curse of the Werewolf

Dette er helt anderledes end nogen anden varulvehistorie, i hvert fald sammenlignet med Universals udflugt i lycanthropien. Dette skyldes i høj grad kildematerialet, en uforbeholden roman, der leverer en barsk og brutal tone. Dette resulterer endda i et voldtægtsplot, hvilket altid er foruroligende. Den visuelle atmosfære, der foregår i Spanien, er meget fascinerende, og special effects er overraskende effektive. Historien skrider frem over en usædvanlig lang tidsperiode, men overvinder de problemer, der er forbundet med at komprimere en roman. Præstationen er upåklagelig, hvilket er en nødvendighed for et så dystert emne. Mens mange varulvehistorier kalder lycanthropi for en forbandelse, behandler denne film det virkelig på den måde. Det føles mindre som en gimmick og mere som et middel til overbevisende menneskeligt drama.

2 Horror of Dracula

Denne første Dracula-udgave fordobler alt det, som The Curse of Frankenstein bød på. Og det cementerede dens position i Hammer Films historie, såvel som i gyserhistorien. Kombineret med denne Frankenstein-skildring definerede dette selskabet som sin egen genre. Christopher Lee selv, der er kendt for Ringenes Herre og Star Wars, skabte en så tydelig Dracula. Han er langt mere animalistisk og truende end teatralsk eller romantisk. Men der er stadig erotik under volden, hvilket gjorde det muligt for Hammer at udforske vampyrer med en hidtil uset troværdighed. Handlingen er spændende, gyset er skræmmende, og dramaet er overbevisende.

1 The Curse of Frankenstein

Dette var Hammers første hit-adaption af en Universal-klassiker, og faktisk opretholder den en overraskende grad af troskab. Den etablerede dog på intelligent vis alle de træk, der skulle gøre disse produktioner populære, i ét hug. De kendetegn, som er så vanedannende, såsom grovere vold, overdådige kulisser og konsekvent engagerende præstationer. For ikke at nævne det ustoppelige samarbejde mellem Peter Cushing og Christopher Lee. Alt, hvad Hammer har opnået, har udspringer af dette. Sammenlignet med Universals klassiker tillader denne genindspilning dog et langt mere metodisk tempo. Frankenstein er ikke bare en gal videnskabsmand, men letter langsomt ind i sine mørke aspirationer. Gysersekvenserne føles lige så spændingsfyldte og actionorienterede, snedigt instrueret og med utrolige effekter.