Det 21. århundrede har vist sig at være lige så økonomisk omtumlet som de to foregående århundreder. I denne periode har flere finanskriser ramt nationer, regioner og – i forbindelse med den store recession – hele den globale økonomi. Alle finanskriser har visse karakteristika til fælles, men hver krise fortæller sin egen unikke historie med sine egne unikke erfaringer for fremtiden. Læs videre for at få mere at vide om de tre mest bemærkelsesværdige finanskriser, som verden har oplevet i det 21. århundrede.

Finansielle vs. finanspolitiske kriser

Finansielle og finanspolitiske kriser kan opstå af en række årsager og skyldes både interne og eksterne faktorer. En krise kan udgå fra det indre af et lands finansielle system eller den føderale regering.

Omvendt kan en eksogen begivenhed, såsom en naturkatastrofe eller en global recession, sende et land ud i en finansiel og finanspolitisk krise. Selv om de kan forekomme samtidig, er der tydelige forskelle mellem en finansiel og finanspolitisk krise.

Finanskrise

En finansiel krise er en generaliseret betegnelse for systemiske problemer i den større finansielle sektor i et land eller flere lande. Finanskriser fører ofte, men ikke altid, til recessioner. Hvis den amerikanske banksektor kollektivt træffer dårlige udlånsbeslutninger, eller hvis den er uhensigtsmæssigt reguleret eller beskattet, eller hvis den oplever et andet eksogent chok, der forårsager tab i hele branchen og tab af aktiekurser, er der tale om en finanskrise.

Af alle sektorer i en økonomi anses den finansielle sektor for at være det farligste epicenter for en krise, da alle andre sektorer er afhængige af den for monetær og strukturel støtte.

Finanskrise

En finanskrise henviser på den anden side til et problem med de offentlige balancer. Hvis en stats gældsbyrde skaber finansierings- eller præstationsproblemer, kan man sige, at den oplever en finanspolitisk krise. En finanspolitisk krise kunne opstå i USA, hvis den føderale regering f.eks. lånte for mange penge og blev lukket ude fra kreditmarkederne. En finanspolitisk krise kan også opstå, hvis et større kreditvurderingsbureau nedgraderer amerikanske statsobligationer, eller hvis den føderale regering er nødt til at indstille betalingerne på grund af et budgetunderskud.

En finanspolitisk krise kan også opstå efter en recession og perioder med høj arbejdsløshed, hvilket normalt resulterer i færre skatteindtægter, der opkræves, hvilket skaber et indtægtstab for staten. Overdreven låntagning eller gæld i krigstider kan også skubbe en nation ud i en finanspolitisk krise, hvis landet ikke kan tilbagebetale gælden på grund af skader på landets økonomi og infrastruktur.

Finansielle og finanspolitiske kriser kan opstå uafhængigt af hinanden eller samtidig. Det er muligt, at en stats finanspolitiske krise kan medføre en finansiel krise enten direkte eller indirekte, især hvis regeringen reagerer uhensigtsmæssigt på sine budgetproblemer ved at konfiskere opsparing, plyndre kapitalmarkederne eller ødelægge værdien af den lokale valuta. For eksempel var den statsgældskrise, der ramte store dele af Sydeuropa i 2010, en finanskrise, men det var ikke en finanskrise.

2001-2002 Argentinas økonomiske krise

Argentinske kriser har været et velkendt træk siden den store finansielle panik i 1876. Landet oplevede sin første krise i det 21. århundrede fra 2001-2002, som indebar en kombination af en valutakrise og en finansiel panik. En mislykket fastlåsning af hård valuta til den amerikanske dollar efterlod den argentinske peso i uorden. Bankindskydere gik i panik, da den argentinske regering flirtede med en indskudsblokering, hvilket fik rentesatserne til at stige kraftigt.

Den 1. december 2001 vedtog økonomiminister Domingo Cavallo en blokering af bankindskud. Familier blev låst inde fra deres opsparing, og inflationen nåede astronomiske 5.000 %.Inden for en uge meddelte Den Internationale Valutafond (IMF), at den ikke længere ville yde støtte til Argentina, da landet blev anset for at være en seriel misligholder. De internationale myndigheder troede ikke på, at der rent faktisk ville blive gennemført ordentlige reformer.

Finanskrise

Den argentinske regering mistede adgangen til kapitalmarkederne, og de private argentinske finansielle institutioner blev også afskåret. Mange virksomheder lukkede. Nogle udenlandske banker – som var en stor tilstedeværelse – trak sig ud i stedet for at risikere deres aktiver. De uberegnelige og ekstreme rentesatser gjorde det praktisk talt umuligt for nogen finansiel virksomhed at fungere ordentligt.

Den argentinske banksektor blev rost for sin progressive regulering i slutningen af 1990’erne, men det stoppede ikke blodbadet i forbindelse med krakket i 2001-2002. I 2002 var misligholdelsesprocenten blandt obligationsudstedere næsten 60 %. Lokale debitorer klarede sig ikke bedre, og deres efterfølgende manglende betalinger knuste de kommercielle långivere.

Den argentinske regering klarede sig ikke meget bedre. Med en økonomi i en nedadgående spiral, høj arbejdsløshed og ingen adgang til kreditmarkederne misligholdte den argentinske regering sin gæld til en værdi af 100 mia. dollars. Med andre ord gik regeringen fra de investorer, der købte argentinske statsobligationer.

Valutakrise

Med en økonomi i krise og usikkerhed omkring den føderale regerings stabilitet flygtede investeringskapitalen fra landet. Resultatet blev en devaluering eller depreciering af den argentinske peso, da investorerne solgte deres investeringer i peso til fordel for udenlandske beholdninger.

Det er almindeligt for vækstøkonomier at denominere deres gæld i amerikanske dollars, og under en devaluering kan det lamme et land. Enhver gæld, der var denomineret i dollar for regeringen, virksomheder og enkeltpersoner, steg betydeligt næsten fra den ene dag til den anden, da skatter og indtægter blev tjent i pesos.

Med andre ord var der brug for langt flere pesos for at betale den samme skyldige hovedstol for de dollardenominerede lån alene på grund af devalueringen af peso-kursen over for dollaren.

Den globale finanskrise i 2007-2009

Den globale finanskrise i 2007-2009, der generelt betragtes som den værste globale økonomiske krise siden den store depression, tog sin begyndelse i USA og spredte sig over det meste af den udviklede verden. Der er blevet skrevet meget om den store recessions karakter og årsager, men den væsentligste historie drejer sig om store investeringsbanker, der overbelånte sig selv ved hjælp af realkreditobligationer (MBS).

Afkastet og priserne på bankernes MBS-instrumenter var baseret på stigende boligpriser forårsaget af en uholdbar aktivboble på det amerikanske boligmarked. Faldende boligpriser skabte en kædereaktion af misligholdelser hos obligationsudstedere i hele landet, der startede med subprime-hypoteser og til sidst spredte sig til hele MBS-markedet.

Uheldigvis for de internationale investeringsbanker blev hele det globale finansielle system i stigende grad sammenkoblet i 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne. Junk securities med sikkerhed i justerbare realkreditlån (ARM’er) – hvoraf mange uforklarligt nok fik AAA-ratings fra Moody’s og Standard & Poor’s – gennemsyrede japanske og europæiske investorers porteføljer.

Den tidlige fase af krisen begyndte i anden halvdel af 2007 og kulminerede til sidst i september 2008. Flere globale investeringsbanker blev kompromitteret, herunder Lehman Brothers, AIG, Bear Stearns, Countrywide Financial, Wachovia og Washington Mutual.

Der var også adskillige bankkrak i Europa, herunder Royal Bank of Scotland, som havde et tab på 34 mia. dollar i 2008. RBS var en af de banker, som den britiske regering måtte redde med sin redningspakke på 63 mia. dollar. Den værste af den amerikanske recession indtraf i slutningen af 2008 og begyndelsen af 2009, men det tog et par måneder, før panikken ramte Europa. Lande som Grækenland, Irland og Portugal blev ramt hårdest.

Den finansielle krises konsekvenser var imidlertid ikke begrænset til USA og Europa. Det globale bruttonationalprodukt (BNP), som måler den samlede produktion af varer og tjenesteydelser for alle lande, faldt i 2009 til -1,67 % fra 1,85 % i 2008 ifølge Verdensbanken.

2014 Russisk finanskrise

Den Vladimir Putin-ledede russiske økonomi voksede mærkbart i første halvdel af det 21. århundrede, i høj grad takket være den blomstrende energisektor og de stigende globale råvarepriser. Den russiske økonomi blev så afhængig af energieksporten, at næsten halvdelen af den russiske regerings indtægter stammede fra salg af olie og naturgas.

Men de globale oliepriser tog et styrtdyk i juni 2014. Den gennemsnitlige pris for en tønde olie faldt med næsten 40 % på seks måneder fra den tidligere tærskel på 100 USD. Dykningen under 100 dollars var bemærkelsesværdig, da det var det tal, som russiske embedsmænd anslog var nødvendigt for at holde et budget i balance.

Putin forværrede energiproblemet ved at invadere og annektere Krim fra Ukraine, hvilket resulterede i økonomiske sanktioner fra USA og Europa. Store finansielle institutioner, såsom Goldman Sachs, begyndte at afskære kapital og kontanter til Rusland. Den russiske regering reagerede med en aggressiv monetær ekspansion, hvilket førte til høj inflation og lammende tab blandt russiske banker.

Som følge heraf blev der indført økonomiske sanktioner fra USA og Europa samt andre lande, som bl.a. omfattede et forbud mod at købe vestlig teknologi til udvikling af olie. Andre sanktioner omfattede bl.a. blokering af russiske banker for at få kapital fra Europa eller USA.

Krisens og sanktionernes indvirkning på den russiske økonomi var betydelig. I 2015 faldt BNP med -1,97 % i forhold til året før. Det var først i 2017, før den russiske økonomi ifølge Verdensbanken havde en årlig vækstrate på over 1,5 %.