Syndefaldet er en integreret del af den himmelske Faders frelsesplan (se 2 Nefi 2:15-16; 9:6). Den har en todelt retning – nedad og alligevel fremad. Ud over at indføre den fysiske og åndelige død gav det os mulighed for at blive født på jorden og for at lære og gøre fremskridt. Gennem vores retfærdige udøvelse af handlekraft og vores oprigtige omvendelse, når vi synder, kan vi komme til Kristus og gennem hans forsoning forberede os på at modtage gaven af evigt liv. Profeten Lehi lærte:

“Hvis Adam ikke havde overtrådt, ville han ikke være faldet, men han ville være blevet i Edens have. Og alle ting, der blev skabt, skulle være forblevet i den tilstand, de var i, efter at de blev skabt, og de skulle have været evigt og ikke have haft nogen ende.

“Og de ville ikke have fået nogen børn; derfor ville de være forblevet i en tilstand af uskyld, uden glæde, for de kendte ingen elendighed, uden at gøre noget godt, for de kendte ingen synd.

“Men se, alt er sket i visdom af ham, der kender alle ting.

“Adam faldt, for at menneskene kunne være, og menneskene er, for at de kunne have glæde.”

“Og Messias kommer i tidens fylde, for at han kan forløse menneskenes børn fra syndefaldet” (2 Nefi 2:22-26; se også 2 Nefi 2:19-21, 27).

Adam og Eva udtrykte deres taknemmelighed over de velsignelser, der kom som følge af syndefaldet:

“Adam velsignede Gud og blev mæt og begyndte at profetere om alle jordens slægter og sagde:

“Adam velsignede Gud og blev mæt, og han begyndte at profetere om alle jordens slægter og sagde Lovet være Guds navn, for på grund af min overtrædelse er mine øjne blevet åbnet, og i dette liv skal jeg have glæde, og igen i kødet skal jeg se Gud.

“Og Eva, hans hustru, hørte alt dette og glædede sig og sagde: “Jeg skal se Gud igen i dette liv: Hvis det ikke var for vores overtrædelse, ville vi aldrig have fået afkom og aldrig have kendt godt og ondt og glæden ved vores forløsning og det evige liv, som Gud giver alle lydige” (Moses 5:10-11).