Originally posted December 2009

Den skade, som tre årtiers krig har påført Afghanistans befolkning og land, har været kumulativ. Det er vanskeligt at finde hårde statistikker, og mange af de tilgængelige data er skøn. I løbet af det årti af krig efter den sovjetiske invasion i 1979 mistede Afghanistan skønsmæssigt 1,8 millioner dræbte, 1,5 millioner invaliderede (heriblandt var mere end 300.000 børn), og der var 7,5 millioner flygtninge. Mere end 14.000 landsbyer blev også ødelagt. Under den nuværende krig, som USA indledte mod Afghanistan den 7. oktober 2001, skønnes det, at over 100.000 afghanere har mistet livet, og mange er blevet invalideret.

Det samlede antal dræbte børn kendes ikke. Men med en befolkning, hvor tæt på 50 % er under 20 år, kan tabene blandt børnene med rimelighed antages at være proportionale med befolkningens aldersfordeling. Ifølge FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) er ca. 235 000 fordrevet.

Omkring 78 % af afghanerne bor i landsbyer på landet. Familierne er store, med mange børn og udvidede relationer. Den samlede mængde oplysninger om de afghanske børns skæbne giver umiddelbart bevis for, at de har været udsat for mere dramatiske skader end de fleste andre i de seneste konflikter. I 1980’erne var børn et særligt mål for den sovjetiske kampagne for at fordrive landbefolkningen som led i den sovjetiske kampagne. De sovjetiske styrker kidnappede anslået 50.000 afghanske børn fra landsbyer, børnehjem og byens gader i et forsøg på at indoktrinere dem i kommunistisk ideologi og bruge dem til at danne militser. Sovjetiske fly kastede også en række “legetøjs”-bomber over afghanske landsbyer og marker i landdistrikterne – miner og bomber, der var lavet til at ligne legetøj – hvilket lemlæstede mange børn.

Børn led også under de borgerkrige, der udkæmpedes mellem forskellige fraktioner mellem 1989 og 2001, hvor mange blev rekrutteret til militser. På det seneste har amerikanske/NATO-luftangreb dræbt en række børn i landsbyer i de sydlige og østlige provinser.

Afghanske børn er blevet kidnappet og solgt som “terrorister” af medlemmer af den nordlige alliance til de amerikanske specialstyrker for 5.000 dollars stykket. Ifølge nogle rapporter er de blevet fængslet i årevis i Guantanamo Bay og i hemmelige fængsler i Afghanistan. Afghanske børn er også blevet tvunget ind i hæren, politistyrken og militserne. De Forenede Nationers Børnefond (UNICEF) rapporterede fra Kabul den 24. juni 2004, at 2.205 børn i alderen 14-18 år var demobiliseret. UNICEF rapporterede også, at der kan være så mange som 8.000 tilbageværende børnesoldater, politifolk og militsfolk.

Krigens farer har også taget andre former. FN’s Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (UNOCHA) rapporterede i 1999, at 31% af de afghanske børn havde været ofre for landminer. Selv i 2007 var antallet af ofre for landminer 811, hvoraf mange var børn. Børn er ligesom den almindelige befolkning også blevet udsat for farlig stråling gennem luft- og jordangreb, hvor der er blevet anvendt bomber og granater med forarmet uran. Klyngebomber, der ligner madbeholdere, har også skadet børn. Ifølge UNHCR’s direktør i Kabul, Ruud Lubbers, forværrer dette problem: “Regeringen i Kabul har bedt os om at indstille bistanden til flygtningene.” Som følge heraf er nogle af disse flygtninge, herunder børn, døde af kulde.

Arias tv rapporterede flere gange, at børn blev solgt for mad af deres familier i den nordlige del af landet under tørken i 2007. De er blevet sat til at arbejde i en ung alder, hvor omkring 60.000 arbejdede på Kabuls gader i 2009 og nægtet skolegang.

Dertil kommer, at missionærer stjæler deres religion fra dem i bytte for hjælp til mad og skoleartikler. De afghanske børn er vokset op som flygtninge og internt fordrevne, og de har lidt under forsømmelse og mangel på love og institutioner til at beskytte dem.

Som følge af disse forhold lider de afghanske børn af en af de højeste dødelighedsrater i verden. Ifølge FN-data lå dødeligheden for afghanske børn under fem år på andenpladsen i 2007. FN’s udviklingsprogram (UNDP) rapporterer, at 42 % af den afghanske befolkning lever for mindre end en dollar om dagen, mens UNICEF rapporterede om akut underernæring blandt 16 % af de afghanske børn. Den forventede levealder er fortsat lav og lå på 44 år i 2007. Ifølge UNDP’s indeks for menneskelig udvikling ligger Afghanistan på 174. pladsen blandt 178 lande. Med sådanne dystre statistikker for den voksne befolkning vil børn ikke kunne trives, selv under fredelige forhold.

Et stort antal afghanske børn er fysisk handicappede. I slutningen af 1980’erne var der ifølge FN’s skøn mere end 300.000 afghanske børn, der var ofre for krigen, handicappede. En undersøgelse foretaget i 2005-2006 viste, at der var mellem 747 500 og 867 100 handicappede afghanere, eller 2,7 % af befolkningen. Mere end 50 % af de handicappede boede i Kabul, Khandahar og Heart – områder, der har været udsat for de fleste kampe i de seneste tre årtier. Blandt de handicappede var halvdelen af dem under 19 år. Der er således sandsynligvis over 400.000 handicappede afghanske børn, som er ofre for direkte konflikter og efterladte landminer.

Afghanske børn har også måttet kæmpe med ødelæggelsen af uddannelsessystemet. En stor del af denne ødelæggelse fandt sted under den sovjetiske besættelse. Efter Sovjets tilbagetrækning i 1989 var der ikke nok skoler, og på grund af den konstante konflikt var det næsten umuligt at genopbygge uddannelsesinfrastrukturen for at opfylde kravene fra den større befolkning og moderne uddannelseskrav. Siden 2001 er argumentet om, at der er sket store fremskridt på uddannelsesområdet, blevet gentaget ofte. Den hyppigst citerede statistik er, at mere end fem millioner børn, både drenge og piger, nu går i skole. I betragtning af at der i 2001 gik en million børn i skole, er det nye tal en god nyhed.

Men denne gode nyhed giver et ufuldstændigt billede. Faktisk er der lige så mange børn i skolealderen, der ikke går i skole på grund af en række forskellige begrænsninger, herunder den primære årsag – de er hovedindtægtsbærere for både by- og landfamilier. Desuden er skolerne ikke jævnt fordelt over hele landet; i den sydlige og østlige del af landet, hvor krigen udkæmpes, er der f.eks. kun få skoler i drift. Nogle af de problemer, som man står over for på dette område, er omtalt i to nylige rapporter fra Kabul. Disse rapporter afslører bl.a. de amerikanske og andre udenlandske militærstyrkers praksis med at tilbyde skoleartikler som led i kampagnen for at vinde befolkningen til sig, hvilket har udsat børnene og de skoler, de går på, for risiko for angreb fra bevæbnede oprørere.

Slutning

I 2009 fortsætter det høje dødstal.FN’s bistandsmission i Afghanistan (UNAMA), der rapporterer fra Kabul, sagde, at 1 013 civile blev dræbt i krigen fra januar til udgangen af juni 2009, sammenlignet med 818 i første halvår af 2008 og 684 i samme periode i 2007.

I mellemtiden er op mod seks millioner afghanske børn akut sårbare. De går ikke i skole. De søger arbejde på gaderne i byerne og på markerne. Og de er i risiko for udnyttelse, dårligt helbred, alvorlige skader og unødvendig død. De er de tragiske ofre for krigen i et samfund, hvis institutionelle støttesystemer var svage eller ikke-eksisterende før konfliktens udbrud for 30 år siden, og som det har været næsten umuligt at genopbygge siden. Et samfund, hvor de traditionelle sociale netværk og skikke, der engang gav beskyttelse, næsten er gået i opløsning. Fred er den første forudsætning for den lange og besværlige opgave med at redde Afghanistans børn fra denne tragiske situation.