Denne artikel blev oprindeligt vist på VICE UK.
I et afsnit af Seinfeld i sæson otte med titlen “The Bizarro Jerry” begynder Elaine at hænge ud med en flok sunde mænd i stedet for den trio af skod, hun normalt går rundt med. Jerry, George og Kramer er alene tilbage til at skændes indbyrdes – og uden Elaine er truppen ikke helt den samme. De er fortabte, vandrende, deres drillerier er halveret.
Dette afsnit er et glimt af den Seinfeld, der kunne have været.
Pilotfilmen af Seinfeld – en sitcom om en fiktionaliseret version af komikeren Jerry Seinfeld og hans venner, der råber ad hinanden – blev sendt i 1989. Den oprindelige besætning bestod kun af Jerry, George og “Kessler”, og da NBC’s chefer fortalte skaberne Seinfeld og Larry David, at de ikke ville bestille showet uden at tilføje en kvinde til ensemblet, hentede de to Julia Louis-Dreyfus ind som Jerrys ekskæreste.
Der var modstand fra NBC, der – som det er i tv-komedieform – ønskede, at hun skulle være en potentiel kæreste for Jerry. David og Seinfeld nægtede, og således blev den fordømmende, serie-datingende, absolut tiltrækkende-dansende Elaine Marie Benes født, som viste sig at være en helt afgørende del af serien indtil dens sidste afsnit for 20 år siden i dag.
Som bekendt er Seinfeld meget god. Den skabte en skabelon, som de serier, vi elsker i dag, kopierer fra og hylder. Uden den ville vi ikke have Friends, It’s Always Sunny in Philadelphia eller Arrested Development. Mange af de troper, jokes og formater, som vi forbinder med den moderne sitcom, skylder vi Seinfeld. Men en overset del af det, der gør Seinfeld så speciel, er Elaine.
For hende havde kvinder på tv ikke lov til at være så uperfekte. De var fornuftens stemme, den nagende kone eller kærlighedsinteressen. Det er svært at forstå, hvor radikal en karakter hun var, nu hvor vi har så mange rodede, uperfekte og egoistiske kvinder at se op til – Fleabag, Dee fra It’s Always Sunny in Philadelphia og Lindsay fra Arrested Development, for blot at nævne tre af dem. Men i 1989 var der ingen som Elaine.
Af en eller anden grund har tv-forfattere altid kæmpet med at repræsentere kvinder ordentligt. Hvad gør de? Hvad nyder de? De ønsker monogami, ikke sandt? Og at de til sidst får et barn i slutningen af en niårig sitcom? Eller måske er de “en af drengene”, der drikker øl og hader andre kvinder?
Seinfeld faldt ikke i nogen af disse fælder. Elaine eksisterer ikke som en ønskværdig, moralsk dommer over mændene omkring hende, sådan som kvindelige karakterer ofte fungerer. Hun er lige så forfærdelig, beskidt og egoistisk som mændene. Hun har dialoger og handlingsforløb, som sagtens kunne have været Jerrys. Hun tager røven på andre mennesker for at få ting gjort. Hun råber, hun skubber, hun skubber, hun svindler. Med tre sæsoners erfaring og utilfredshed med Saturday Night Live i bagagen var Julia Louis-Dreyfus med til at forme, hvem Elaine var – en revolutionær antihelt med en “stor hårvæg” og et “ansigt som en stegepande”, som George beskriver hende i et afsnit af fjerde sæson.
Screenshot via YouTube
Vi introduceres til Elaine som Jerrys eks i “The Stake Out”. Han har det underligt med at flirte med andre kvinder foran hende, men i slutningen af afsnittet bliver de enige om, at de er nødt til at være ærlige over for hinanden om deres erobringer, hvis de virkelig skal være venner. Derfra er der meget lidt forholdsbaseret akavethed mellem parret, og de undgår den “vil de ikke, vil de ikke, vil de ikke, vil de ikke, nu er der en, der er ked af det, der trækker komedien i andre sitcoms ned.
Faktisk beslutter Elaine og Jerry i sæson 2’s afsnit “The Deal” at kneppe uden betingelser, fordi de ikke har gjort det i et stykke tid, og fordi de hver især ved, hvad den anden vil have. De udvikler regler og grænser, som de overskrider – ikke fordi hun er en kvinde, der søger monogami, men fordi de begge ønsker at komme ud af det med venskabet stadig intakt.
Lige Jerry har Elaine en anden partner i hvert afsnit. Hendes eneste gennemgående elsker er Puddy, en mand, som hun beskriver som “dryppende af dyrisk seksualitet”, og som hun gentagne gange vender tilbage til, selv om hun ikke bryder sig specielt meget om ham. Hun synes, han er dum, men kan ikke holde op med at kneppe ham, og hver eneste gang hun støder på ham, ender de i sengen, for derefter at slå op igen. For mand eller kvinde, i Seinfeld – ligesom i livet – er der ingen af os, der har meget selvkontrol, når det kommer til at kneppe folk, som vi absolut ikke burde kneppe.
Elaines opfattede promiskuitet (også kendt som et sundt, aktivt sexliv) kommer til sin spids i sæson 7’s “The Sponge”, da hendes yndlings præventionssvamp bliver stoppet. Da hun ikke kan finde flere, udsætter hun sin potentielle elsker for en række tests for at se, om han er “svampe-værdig”. I et af de mest kontroversielle (og bedste) Seinfeld-episoder, “The Contest”, deltager karaktererne i en konkurrence for at se, hvem der kan holde længst tid uden at onanere. Da Elaine erklærer, at hun vil være med, fortæller mændene hende, at hun ikke kan deltage, fordi “det er lettere for en kvinde, vi er nødt til at gøre det”. De får hende til at betale højere odds for at være med, og hun bliver den anden til at tabe konkurrencen efter at have talt med en mand i fitnesscenteret. Sådanne åbenhjertige (om end tilslørede) diskussioner af onani mellem tv-karakterer var uhørt dengang, og at en kvinde talte om det 20 år før Broad Citys Ilana Wexler onanerede i et spejl var revolutionerende, og det var revolutionerende, at en kvinde talte om det 20 år før Broad Citys Ilana Wexler onanerede i et spejl.
Det ville have været let for Elaine at falde ind under en stereotype, som Sex and the City næsten et årti senere etablerede med Samantha: en stærk, uafhængig og sexpositiv kvinde, men hvis egenskaber ofte tillades (og undermineres) af, at man insisterer på, at de er maskuline (i det allerførste afsnit af SatC afviser Samantha forhold til fordel for at gå ud og have sex, “som en mand”).
Omvendt er Elaine ikke “en af fyrene” – hun er en højlydt feminist, der dropper en mand, fordi han er imod abort. Hun siger sin mening om alle emner fra pels til at hade en film til hvor grimt et barn er, uanset hvor skadeligt det er for hendes eget image. Når hun bliver bedt om at vise nåde, erklærer hun højlydt, at hun “ikke engang siger nåde”. Da hun og Jerry taler om kvinder, der simulerer orgasmer, nægter hun at lyve for at redde hans følelser (igen), og fortæller ham i stedet: “Vidste du det ikke?” “Hvad med åndedrættet, gispningen, stønnen, skriget?” spørger han, vantro og med en maskulinitet i stykker. “Falsk, falsk, falsk, falsk, falsk,” svarer hun og skjuler knap nok et grin.
For Elaine var der ingen kvinder på tv, der var så åbenhjertige, så taktløse og så ægte som hende. Hvor hun måske burde skjule, hvordan hun føler, gør hun det aldrig.
Elaine er ikke perfekt. Hun dropper mænd, fordi hun er handicappet, fordi hun er fattig, og fordi hun bare ikke er helt nok. Hun er taktløs og fornærmende, egoistisk og grusom. Hun buldrer gennem livet med den samme skødesløshed som alle mændene i Seinfeld. Men det er, i det mindste i en sitcom-sammenhæng, derfor, at hun er så perfekt: Aldrig før og sjældent efter har en kvinde fået lov til at være så hektisk på skærmen og så uden stereotyp femininitet. Hun får lov til at opleve alle sprækker i spektret af grove, egoistiske menneskelige følelser på samme måde som mændene.
I en mindre komedie ville “The Contest” have fået Elaine til at være ulækker og fordømmende. Men i Seinfeld har Elaine frie tøjler over sit domæne; hun er dronning af slottet. Noget af det skyldes en stærk tekst, men meget af det skyldes den kontrol, som Julia Louis-Dreyfus tog for at skabe en karakter, der ikke kun brød grænser i 1989, men som – 20 år efter seriens afslutning – fortsat giver sitcom-folk, der skriver kvindelige karakterer, en høj målestok at nå.
Abonner på vores nyhedsbrev for at få det bedste fra VICE i din indbakke hver dag.
Følg Marianne Eloise på Twitter.