Spørgsmål

Hvordan ville Anden Verdenskrig sandsynligvis være endt, hvis USA ikke havde grebet ind? Hvem så ud til at vinde krigen, før USA gik ind efter angrebet på Pearl Harbor? Ville de allierede have været i stand til at sejre uden USA’s hjælp?

Svar

I månederne forud for angrebet på Pearl Harbor var krigen i Europa i alt væsentligt kogt ned til en kamp mellem aksemagterne Tyskland og Italien og imod dem Sovjetunionen og Storbritannien.

Seks måneder før Pearl Harbor havde Tyskland indledt en invasion af Sovjetunionen, sin tidligere allierede. Den 5. december, to dage før det japanske angreb på Pearl Harbor, var de tyske hære rykket frem til inden for 8 km fra Moskva.

Hitler havde besluttet at udskyde en invasion af selve Storbritannien på tværs af kanalen, indtil hans hære var i stand til at besejre Sovjetunionen, men Tyskland bekæmpede stadig Storbritannien ved hjælp af luft- og missilbombardementer og var engageret mod Storbritannien på havet samt andre steder i det britiske imperium, som i Nordafrika. I Sydasien forsvarede Storbritannien også sine kolonier og sit Commonwealth mod Japan. Det er umiddelbart svært at se, især på lang sigt og selv med Lend-Lease-hjælp fra USA, hvordan Storbritannien kunne have fortsat krigen uden USA’s indtræden i konflikten på dets side. Formentlig ville Winston Churchill have været nødt til at søge om fred eller udholde en tysk invasion af de britiske øer, når nazisterne havde konsolideret deres militære styrke i Europa.

Det skete naturligvis ikke. Efter at Churchill havde hørt, at USA var blevet angrebet i Pearl Harbor, skyndte han sig hen til en sikker telefon for at ringe til Franklin Roosevelt. Hans Memoirs of the Second World War fortæller følgende:

I løbet af to eller tre minutter kom Roosevelt igennem. “Hr. præsident, hvad er det for noget med Japan? “Det er ganske rigtigt,” svarede han. “De har angrebet os ved Pearl Harbor. Vi er alle i samme båd nu.”

Ingen amerikaner vil synes det er forkert af mig, hvis jeg proklamerer, at det at have USA på vores side var for mig den største glæde. Jeg kunne ikke forudsige begivenhedernes gang. Jeg foregiver ikke at have målt Japans krigsmagt nøjagtigt, men nu, i dette øjeblik, vidste jeg, at USA var med i krigen, op til halsen og ind til døden. Så vi havde altså alligevel vundet!

Ja, efter Dunkerque; efter Frankrigs fald; efter den forfærdelige episode i Oran; efter truslen om invasion, da vi, bortset fra luftvåbnet og flåden, var et næsten ubevæbnet folk; efter den dødbringende kamp i ubådskrigen – det første slag om Atlanterhavet, vundet med et håndsræk; efter sytten måneders ensomme kampe og nitten måneder med mit ansvar i en frygtelig stress. Vi havde vundet krigen. England ville leve; Storbritannien ville leve; Commonwealth of Nations og Empire ville leve.

Hvor længe krigen ville vare, eller på hvilken måde den ville ende, kunne ingen mand sige, og jeg var heller ikke i dette øjeblik ligeglad. Endnu en gang i vores lange ø-historie skulle vi komme sikkert og sejrrigt ud af det, uanset om vi blev makuleret eller lemlæstet. Vi skulle ikke blive udslettet. Vi skulle ikke blive udslettet. Vores historie ville ikke få en ende. Vi behøver måske ikke engang at dø som enkeltpersoner. Hitlers skæbne var beseglet. Mussolinis skæbne var beseglet. Hvad angår japanerne, ville de blive malet til pulver.

De amerikanske styrker spillede en direkte rolle i at besejre Tyskland, men tvang også Hitler til at beholde store militære styrker i Vesteuropa i stedet for at sende dem til at forstærke hans hære, der kæmpede mod Sovjetunionen, hvor de sandsynligvis ville have været en afgørende faktor mod Sovjetunionen. I stedet mislykkedes den tyske invasion af Rusland efter den indsats, der kulminerede ved Stalingrad, og de tyske styrker i Vesteuropa blev til sidst alligevel presset tilbage, begyndende med landgangen i Normandiet.

Dine spørgsmål er hypotetiske. De indbyder til spekulation. En af glæderne ved den alternative historisk fiktionsgenre er, at dens forfattere generelt gør sig store anstrengelser for at finde frem til selve begrebet historie, især den måde, hvorpå historien udspiller sig ud fra et spind af både store og små årsager. I disse romaner er der store og velkendte årsager, forhold og kræfter, der udfolder sig over hele verden, men små menneskelige detaljer, som f.eks. en overset aftale i Reichsministeriet, et overset telegram, Hitlers elskerinde Eva Brauns valg af parfume på en skæbnesvanger dag eller en tilfældig række solpletter, der forstyrrer en bestemt radiotransmission, kan undertiden føre til en helt anden historie end den, vi kender.