“Der er plastik i din brødrister, i blenderen og uret, i lampen og i risteren, på døren og i låsen, i vaskemaskinen og tørretumbleren og de haveredskaber, du låner, i din musikforstærker og din elektriske frituregryde – du har en ven af plastik!” Sådan lyder en sang fra verdensudstillingen i 1964, hvor der blev talt om den evigt elskelige ære af den syntetiske partner i alle vores liv – plastik! Det er et materiale, der er blevet så allestedsnærværende i vores kultur, at vi har en tendens til ikke at tænke så meget over det. I hvert fald ikke før det er tid til at tage ud til genbrug. Men hvor kommer alle disse plastvarer fra? En ny udstilling på American History Museum tager et kig på celluloid – den bedstefar til alle moderne plastmaterialer.

Så hvad var det præcis, der fik bolden til at rulle med plastik? Det var, ja, bolde. Før syntetiske materialer kom frem, blev billardkugler fremstillet af elfenben, som var både sjældent og dyrt. (For ikke at nævne de etiske problemer, der opstår ved at fange elfenben, men på en eller anden måde tror jeg ikke, at det var et stort problem dengang). Opfinderen John Wesley Hyatt blandede kamfer med nitrocellulose – på trods af professionelle kemikeres advarsler om, at det kunne forårsage en eksplosion – og fremstillede et hårdt, formbart stof, som han kaldte “celluloid”. Hyatt og hans bror fik patent i 1869, begyndte at producere celluloid i 1871 og markedsførte det som en erstatning for naturmaterialer som elfenben og skildpaddeskal, og det blev brugt til at fremstille genstande som smykker, kamme, spejle, legetøj og endda skjortekraver. “Det vil ikke længere være nødvendigt at gennemsøge jorden for at finde stoffer, som hele tiden bliver mere og mere sjældne”, stod der i en reklamepamflet.

“Celluloid var et nyt materiale”, siger Ann Seeger fra American History Museum, der sammen med Eric Jentsch har været kurator for udstillingen. “Det var den første halvsyntetiske plast, og på trods af en vis ambivalens fra producenternes og forbrugernes side blev det bredt accepteret og anvendt i produktionen af smarte varer, der var rettet mod den voksende middelklasse.” Det tog dog et stykke tid at udvikle et marked for plastik, der lignede plastik. “Det var i 1920’erne, da DuPont lancerede en serie af kommodesæt lavet af celluloid, der tydeligvis er syntetiske, at de innovative aspekter af celluloid blev mere bredt anerkendt,” siger Seeger. “Måske blev den kunstige æstetik accepteret, fordi celluloid (og de andre plastmaterialer, der fulgte efter) blev opfattet som mere moderne end traditionelle materialer.”

Oh, sikke en herlig familie af plastmaterialer, der efterfulgte celluloid! Den omfatter bl.a. polypropeline, polyetheline, polystyren, polyester, nylon, bakelit, lucit og den plast, der almindeligvis er kendt som vinyl. (Du kender det måske ikke ved de mærkelige navne, men du er nok mest bekendt med polypropelin og polystyrenpolyethylen via Tupperware-produkter.)

Men selv om celluloid var innovativt, havde det også sine problemer – nemlig dets letantændelige karakter. “Når celluloid opbevares, skal det have luftcirkulation, så vi opbevarer det på åbne hylder i stedet for i lukkede skabe”, siger Seeger. “De syrer, der anvendes ved fremstillingen af celluloid, kan undertiden afgives, og hvis disse stoffer får lov til at ophobe sig, er resultatet katastrofalt, selv for genstande, der opbevares i nærheden.” Når det er sagt, kan det være lidt af en udfordring at finde genstande af celluloid i uberørt stand, hvilket er endnu en grund til, at denne udstilling helt klart er et kig værd.

Celluloid er siden blevet erstattet af mere stabilt og solidt plastik, med én bemærkelsesværdig undtagelse: produktionen af bordtennisbolde. Af en eller anden grund har man endnu ikke fundet en egnet syntetisk erstatning. Jeg elsker livets små ironier.

“Celluloid: The First Plastic” – som fremhæver en samling på over 1 700 celluloidgenstande, som Dadie og Norman Perlov har doneret til museet – er i øjeblikket planlagt til at blive udstillet indtil årets udgang.