MEXICO CITY – Fejringen af Andrés Manuel López Obradors to års jubilæum som Mexicos præsident startede med en lille ændring af tempoet. Præsidenten sprang den sædvanlige mañanera, hans daglige pressekonference tidligt om morgenen, over og talte i stedet til nationen om at indfri 97 % af sine valgløfter i valgkampen. Men et punkt gik galt.

Trods løftet om at afmilitarisere den offentlige sikkerhed har præsident López Obrador (i daglig tale kendt som AMLO) i løbet af sine to år på posten i stedet udvidet de mexicanske væbnede styrkers beføjelser på en hidtil uset måde, ud over nationale sikkerhedsopgaver. Den nylige løsladelse fra et amerikansk fængsel af general Salvador Cienfuegos, den tidligere chef for Mexicos forsvarsministerium (SEDENA), af hensyn til udenlandske forbindelser fortæller os noget om militærets nye rolle i den mexicanske regering.

Sjældent går amerikanske retsembedsmænd med til at droppe anklager så let. Cienfuegos havde befundet sig i den forkerte ende af veldokumenterede anklager om narkohandel og hvidvaskning af penge. Men at stille generalen for retten i USA ville have kastet et ubehageligt lys på det mexicanske militær og skabt mistanke om en institution, der er blevet et centralt element i regeringens strategi.

Den første symbolske begivenhed for, hvad der skulle komme for de væbnede styrker, kom i løbet af AMLO’s første år i embedet med oprettelsen af den mexicanske nationalgarde. Selv om den forfatningsmæssigt er en civil kontrolleret sikkerhedsstyrke, kontrolleres garden af en militær operationel kommando, rekrutterer primært fra de væbnede styrker, bruger militære våben og militær træning og lader medlemmer, der er anklaget for forbrydelser, anbringe i militærfængsler i stedet for civile fængsler (dette på trods af at den opretholder sine egne disciplinære rammer). Da seks medlemmer af nationalgarden blev arresteret for uretmæssig brug af dødbringende magt under en protest ved Chihuahuas Boquilla-dæmning i oktober, blev de f.eks. overført til et militærfængsel i Sinaloa i stedet for at blive efterforsket og stillet for en civil dommer.

Som institution besidder vagtholdet en foruroligende mængde magt og opretholder 44 vagt formulerede tildelinger, der spænder fra “forebyggelse af kriminalitet” og “aflytning af kommunikation” til “tilbageholdelse af migranter og inspektion af deres dokumenter” og “deltagelse i fælles operationer”. Det er i sig selv foruroligende at koncentrere disse ansvarsområder under et enkelt tag. At overdrage dem til militæret, et organ, der ikke overholder reglerne om gennemsigtighed eller endog respekterer civil jurisdiktion, når et medlem af dets rækker tager livet af en civilperson, giver anledning til endnu større bekymring.

I maj 2020 dekreterede AMLO pludselig, at de væbnede styrker ville være “permanent til rådighed for at udføre offentlige sikkerhedsopgaver”, hvilket effektivt udvidede deres beføjelser ud over den nationale sikkerhed og ind i den indenlandske sfære. Uden at give klare regler eller revisionsmekanismer bemyndiger dekretet hæren og flåden til at foretage anholdelser, beslaglægge aktiver, bevare gerningssteder og inspicere folks ind- og udrejse af landet. Tilsynet med de væbnede styrker er overladt til disse institutioners interne organer – dvs. til militære myndigheder, der ikke er underlagt lovene om gennemsigtighed. Dekretet fastsætter ingen klare mål for indsættelsen og udelader enhver formulering, der underordner de væbnede styrker under de civile myndigheder i forbindelse med udførelsen af offentlige sikkerhedsopgaver, som det kræves i Mexicos forfatning og i henhold til international ret. Selv om disse principper er med i dokumentets titel, fremgår de ikke noget sted i selve teksten. Antallet af militærpersoner, der er involveret i indenlandske operationer, hvad enten det sker gennem vagten eller gennem dekretet, er forbløffende stort. Ifølge data fra præsidentens kontor var der i oktober 2020 214.735 medlemmer af de væbnede styrker, der udførte offentlige sikkerhedsopgaver.

Militærets beføjelser er imidlertid blevet udvidet langt ud over offentlige sikkerhedsopgaver til områder inden for regeringsførelse. AMLO’s administration har givet dem beføjelser over toldkontorer, vandveje, lufthavne, motorveje, sundhedsprogrammer og opbygning af infrastruktur. Programa Sembrando Vida, for eksempel, et bistandsprogram for samfund i landdistrikterne, forvaltes nu af de væbnede styrker. Militæret har nu beføjelse til at uddele medicin og vacciner, tage sig af COVID-19-patienter og uddele lærebøger. I mellemtiden er der opstået militærkontrollerede gymnasier rundt om i landet; SEDENA forvalter mindst 22 gymnasier i 11 delstater. Militæret har endda fået en hånd med i skovrejsningsprocessen.

Den nuværende tendens skal forstås som to parallelle og samtidige processer, nemlig militarisering (militærets udvidelse af de offentlige sikkerhedsopgaver) og militarisme (militærets indblanding i regeringsførelsen). Den mexicanske regerings reaktion på arrestationen af general Cienfuegos viser, at de væbnede styrkers rækkevidde endda har strakt sig ind på det udenrigspolitiske område. Militariseringsprocessen viser, at den mexicanske stat er ude af stand til at standse kriminalitet ad de almindelige forfatningsmæssige kanaler, mens militarismen fremmer autoritarismen, hæmmer gennemsigtigheden og fjerner den civile kontrol med de militære institutioner. Det er den mexicanske stats demokratiske levedygtighed, der i sidste ende er i fare.

–

Pérez Correa er forsker i strafferet og professor ved Center for Forskning og Undervisning i Økonomi (CIDE) og medlem af bestyrelsen for Global Drug Policy Program (@cataperezcorrea)

Tags: AMLO, Mexico, Militær, Nationalgarde