Apple skal fremlægge sine kvartalsresultater på tirsdag, og Wall Street Journal forventer, at Apple vil rapportere, at de har mere end 250 milliarder dollars i kontanter – et ufatteligt beløb, der gør Apple til langt den rigeste virksomhed i USA.

Apples voksende kontanter er drevet af iPhone’s forbløffende rentabilitet. Og det er symbolsk for en større debat om virksomheders investeringer. Amerikanske virksomheder har haft et sundt overskud i de seneste år. Men i stedet for at investere disse overskud tilbage i nye investeringer har mange virksomheder valgt at give kontanter til deres aktionærer via tilbagekøb eller udbytte.

Som nogle kritikere skyder skylden på Wall Street og hævder, at presset for udbetalinger til aktionærerne får virksomhederne til systematisk at underinvestere, hvilket skader væksten i den amerikanske økonomi. Det er en af grundene til, at republikanerne har en nedsættelse af selskabsskattesatsen i luften – i håb om, at virksomheder som Apple bringer deres overskud tilbage til USA til investering her.

Men det kan få årsag og virkning til at blive omvendt. Måske giver den modnende amerikanske økonomi bare ikke så mange muligheder for rentable investeringer som tidligere.

I Apples tilfælde er der i hvert fald tale om så store beløb, at det ville være næsten umuligt for Apple at investere det hele produktivt. Hvis Apple skulle bruge alle sine penge, ville det være nødvendigt at iværksætte snesevis – måske hundredvis – af forskningsprojekter af iPhone-størrelse på samme tid. Det ville være svært for enhver virksomhed at gøre, og Apple har en usædvanlig virksomhedsstruktur, der gør det særligt vanskeligt.

Apple investerer meget, men kunne investere meget mere

Apple er næppe nogen slat, når det kommer til investeringer. Virksomheden brugte mere end 10 milliarder dollars på forskning og udvikling i 2016. Vi ved ikke, hvad Apple bruger alle de penge på, men vi ved, at Apple har et aktivt forskningsprojekt om blandt andet selvkørende biler.

Men mens 10 milliarder dollars om året er mange penge for de fleste virksomheder, er det ikke særlig meget for Apple. Ud over sine 250 milliarder dollars i kontanter på hånden tjener Apple omkring 4 milliarder dollars om måneden i overskud.

For at sætte det i perspektiv fortalte en Apple-insider forfatteren Fred Vogelstein, at Apple brugte 150 millioner dollars over flere år på at udvikle den originale iPhone. Dengang var Apple naturligvis en meget mindre virksomhed, så 150 millioner dollars var en relativt stor satsning. Men nutidens Apple ville være nødt til at lancere omkring 25 projekter i iPhone-størrelse hver måned bare for at undgå at få sin pengemasse til at fortsætte med at vokse.

Hvor meget plads er der for Apple til at blive mere aggressivt? Her er det nyttigt at sammenligne Apple med Google og dets moderselskab Alphabet, der generelt anses for at være førende inden for investering af penge i ambitiøse langsigtede “moonshot”-projekter på lang sigt. Googles medstiftere Larry Page og Sergey Brin besluttede nemlig at give Google et nyt moderselskab, Alphabet, netop for at få en ramme, så de effektivt kunne investere Googles overskud fra søgemaskinerne i ambitiøse projekter.

I de seneste par år har Alphabet hældt penge i sit selskab for selvkørende biler, Waymo, anti-aldringsprojektet Calico, en afdeling for biovidenskab kaldet Verily, et energidrager-selskab kaldet Makani, et ballon-internetprojekt kaldet Project Loon, et drone-leveringsprojekt kaldet Project Wing og meget mere.

Men Googles samlede kombinerede tab fra alle disse projekter var kun 3,6 mia. dollars i 2016. Det er selvfølgelig et enormt beløb for enhver normal person, men det er en beskeden investering i forhold til Alphabets overskud på 19,5 milliarder dollars for året.

Apple er endnu mere latterligt overskudsgivende end Google og tjente 45,7 milliarder dollars for sit regnskabsår 2016. Så Apple ville være nødt til at investere i moonshots mere end 10 gange så meget som Alphabet for blot at stoppe sin likviditetsbunke i at vokse.

Og der er to store problemer med det. Det ene er, at det ikke er let for en enkelt virksomhed at identificere snesevis af forretningsidéer, der hver især er værd at bruge hundredvis af millioner dollars på.

Sommetider lykkes de store idéer ikke

X, den afdeling, der forsøger at skabe nye virksomheder inden for Alphabet, overvejer hvert år en masse nye projektidéer. Hvis en idé er lovende, ansætter X et par personer til at undersøge idéen nærmere og bygge en fungerende prototype. Hvis ideen derefter stadig synes at have værdi, får den yderligere midler og bliver i sidste ende en fuldgyldig virksomhed i Alphabet-porteføljen.

Men langt de fleste af de ideer, som X overvejer, bliver aldrig færdigudviklet til at blive virksomheder i stil med Waymo. I 2014 udviklede X for eksempel en teknologi til at skabe en benzinerstatning af havvand. Men efter at have bygget en fungerende prototype besluttede virksomheden, at det ikke ville være muligt at få omkostningerne ned nok til at gøre det konkurrencedygtigt med benzin.

Det, der er værd at bemærke om denne form for mislykkede eksperimenter, er, at det ikke er så dyrt. En virksomhed på størrelse med Google eller Apple kan sagtens tillade sig at udforske hundredvis af idéer som denne på et år. Problemet er, at de fleste af disse idéer ikke bliver til noget.

Det andet er, at Apple har en usædvanlig struktur, der gør det svært for virksomheden at gøre en masse forskellige ting på samme tid.

De fleste organisationer er struktureret omkring divisioner, hvor hver division er ansvarlig for en bestemt produktlinje. Apple har derimod en funktionel organisation. I stedet for at have vicepræsidenter for Mac, iPhone, iPad osv. har Apple en vicepræsident for software engineering, en vicepræsident for hardware engineering osv.

Det betyder, at det er svært for Apple at gøre mange ting på samme tid. Da Apple har fokuseret sin indsats på iPhone og iPad i de seneste år, er Apples Mac-linje – især den avancerede Mac Pro – blevet forsømt. Denne struktur er en væsentlig årsag til, at Apple har et meget smallere produktsortiment end en konventionel virksomhed som General Electric, der fremstiller alt fra pærer til MRT-maskiner.

Så hvis Apple ønskede at bruge sine enorme kontantreserver, ville virksomheden sandsynligvis være nødt til at indføre en traditionel opdelingsstruktur, så den kunne forfølge mange forskellige projekter parallelt. Problemet er, at Apples funktionsstruktur spillede en afgørende rolle for iPhone’s og andre produkters succes ved at give virksomheden mulighed for at trække de bedste ingeniører fra hele virksomheden til at arbejde på ét projekt. Indtil videre synes Apple at have besluttet, at potentialet til at producere virkelig gode produkter som iPhone vejer tungere end de potentielle fordele ved en mere decentraliseret struktur.