ETHNONYMS: Kaldæere, Nestorianere, Surayi

De gamle assyrere var indbyggere i en af verdens tidligste civilisationer, Mesopotamien, som begyndte at opstå omkring 3500 f.Kr.c. Assyrerne opfandt verdens første skriftsprog og 360-graders cirklen, etablerede Hammurabis lovkodeks og er krediteret for mange andre militære, kunstneriske og arkitektoniske bedrifter. I 300 år kontrollerede assyrerne hele den frugtbare halvmåne, fra Den Persiske Golf til Egypten. I 612 f.Kr. blev Assyriens hovedstad, Nineveh, imidlertid belejret og ødelagt af en koalition af medere, skytere og kaldæere, hvilket decimerede det tidligere så magtfulde assyriske rige.

De moderne assyrere hævder, at de nedstammer fra indbyggerne i det gamle assyriske rige, og sproglige beviser synes at understøtte denne påstand. Forskellige dialekter har udviklet sig fra det gamle aramæisk, som var et sprog, der blev brugt i det assyriske rige. Det moderne sprog kaldes undertiden assyrisk, men nogle forskere forbeholder sig betegnelserne “assyrisk” og “babylonisk” for det gamle riges kileskrift. Det moderne sprog omtales derfor generelt som “neoaramæisk”, “kaldæisk” eller “syrisk” og anses for at være 75 procent rent (dvs. gammelt) aramæisk. De gamle og moderne assyriske sprog hører til den semitiske sprogfamilie. Overlevelsen af syrisk som et talesprog er et vigtigt tegn på, at assyrerne har været en sammenhængende, endogam gruppe i mere end to tusinde år.

Religion er en vigtig faktor i identifikationen og beskrivelsen af både gamle og moderne assyrere. Moderne assyrere betegner sig selv som “Surayi”, hvilket kan oversættes med enten “assyrisk” eller “syrisk”. Assyrere kan yderligere opdeles i assyriske nestorianere og assyriske jakobitter, hvoraf nogle foretrækker at blive kaldt syriske aramæere. I deres hjemlande anses nestorianerne for at være østlige og jakobitterne for at være vestlige. Forskellene mellem de to er primært baseret på religiøse forskelle. Udtrykket “nestorianer” stammer fra Nestorius, som var patriark i Konstantinopel fra år 428 til 431 e.Kr. Nestorius blev dømt for kætteri; han og hans tilhængere flygtede fra Syrien til Persien, hvor de praktiserede deres særprægede religion i femten århundreder. Jakobitterne er opkaldt efter Jacobus Baradeus, der også blev anset for kættersk på koncilet i Chalcedon i a.d. 451; hans tilhængere har bevaret deres tro lige så længe som nestorianerne.

Den gamle splittelse mellem Østens kirke (nestorianere) og kirken i Antiokia (jakobitter) og mellem disse to og resten af kristendommen er fortsat til i dag. Billedet blev yderligere kompliceret, da kristne missionærer fra forskellige trosretninger fra det 16. århundrede drog til Mellemøsten for at omvende de indfødte kristne. Deres begrænsede succes førte til en række forskellige kristne trosretninger og patriarker i Mellemøsten. Nogle nestorianere har fortsat støttet Kirken i Østen; andre, kendt som “kaldæere”, konverterede til romersk-katolsk tro. De fleste jacobitter forblev hos kirken i Antiokia, men de, der konverterede til katolicismen, kaldes syriske katolikker. Alle fire af disse grupper støtter et kirkehierarki eller patriarkat i hjemlandet.

Geografi har også spillet en vigtig rolle i assyrernes historie og kultur, især nestoriske assyrere. Assyriens geografiske hjerte var traditionelt placeret i det nordlige Tigris-højland, nord for Babylon og syd for Armenien. I klassisk tid indespærrede Persien og Byzans de assyriske bjergområder. Senere befandt de sig mellem tyrkere og persere, kurdere og arabere. Efter islams fremkomst blev assyrerne mål for konvergerende sunnitiske styrker fra syd og nord og shiitiske styrker fra øst. For at opnå sikkerhed og kollektivt velbefindende søgte de tilflugt i de klippefyldte Hakkâri-bjerge, der fungerede som en naturlig militær fæstning.

Assyrerne eller deres nestorianske efterkommere boede i små landsbyer langs den store Zab-fod og i Sapna-dalen i det nordlige Irak samt nær bredden af Urmia-søen i det vestlige Iran indtil det 20. århundrede. De overlevede som en gruppe i dette kompakte, relativt sammenhængende område i mere end 1.500 år. Desværre havde dette område den store ulempe, at det lå inden for grænserne af tre forskellige stater – Tyrkiet, Irak og Iran.

I dette miljø bestod de nestorianske assyrere af kunstvandingslandbrug. Afgrøderne omfattede hvede, byg, hirse, meloner, linser og andre grøntsager. Der blev også opdrættet nogle få får, geder, æsler og vandbøfler. Basisfødevarerne bestod af korn, grøntsager og mælkeprodukter. Kød blev sjældent spist.

Den udvidede patriarkalske familie var den primære sociale og økomiske enhed for de nestorianske assyrere. Stammeformationer førte undertiden til interne konflikter, men den konstante trussel om angreb udefra førte til intern sammenhængskraft og gruppesolidaritet. Nestorianske assyrere giftede sig ikke indbyrdes med andre kristne, og ægteskab med muslimer var generelt set ikke engang en mulighed.

Kvinder i det gamle Assyrien har muligvis fået større status eller værdighed, end deres modstykker i andre mellemøstlige kulturer har fået siden da. I midten af det tyvende århundrede blev nestorianske kvinder behandlet næsten på lige fod med mænd. For eksempel blev de fleste kvinder betragtet som ledsagere til deres mænd og deltog som sådan i sociale sammenkomster. I Irak var de assyriske kristne kvinder ofte mere belæste end de muslimske mænd. Den patriarkalske tradition sikrede imidlertid, at mandlig dominans i forholdet mellem mand og kone var normen.

På grund af mange faktorer, herunder massakrerne i 1918 (af tyrkere og kurdere) og 1933 (af irakiske arabere og kurdere), konstante kampe med kurderne, tvangsmigrationer, tvungen deltagelse i irakiske krige, assimilation og “arabisering” i majoritetskulturer og emigration ud af deres traditionelle hjemland, er assyrernes befolkning i deres traditionelle hjemland svundet betydeligt ind. Desuden gør forvirringen omkring begreberne “assyrisk”, “kaldæisk”, “nestorisk” og “jakobitisk” – samt manglende enighed om, hvilke grupper af mennesker de betegner – det endnu vanskeligere at tælle assyrerne. Et skøn over antallet af kaldeisk-katolske assyrere i Irak er 750.000, eller 4 procent af befolkningen (1991). Ifølge de tilgængelige folketællinger er der ca. 10.000 assyrere i Syrien (interpoleret fra Grimes 1988), 77.375 i Irak (1986), 40.000 i Iran (1982), 25.000 i Tyrkiet (1981) og 15.000 i det tidligere Sovjetunionen (1979). Det anslås, at der også er 150.000 assyrere i USA (Ishaya og Naby 1980); nogle assyriske ledere mener, at der er omkring en million assyrere spredt ud over hele verden.

I Irak er det ikke klart, i hvilket omfang assyrerne overlever eller tilpasser sig arabiseringsforsøgene. Uden for Mellemøsten, især i USA, afspejler det assyriske gruppeliv fortsat gamle religiøse såvel som relativt nye politiske opdelinger. F.eks. er de syriske aramæere i New Jersey jacobitter, men de foretrækker at kalde sig syrere frem for assyrere for at undgå politiske konsekvenser, som de er uenige med. Endvidere går nogle assyrere ind for oprettelsen af et assyrisk hjemland, og andre går ikke ind for det.

Inden for USA kan der være en kollektiv revitalisering i gang. Der er to store assyriske centre i USA – et i Chicago og et i Californien. Bevarelse af etniske bånd og dyrkning af sociale relationer er blevet vigtige mål for disse assyriske samfund. Der er en samordnet indsats fra assyrere uden for Irak for at bevare deres selvbestemmelse, og nogle assyrere håber stadig på deres eget territorium.

Bibliografi

Bynum, Joyce (1991). “Oral History and Modern Identity” (Mundtlig historie og moderne identitet): A Case Study.” Et Cetera 48:220-227.

Grimes, Barbara F., ed. (1988). Ethnologue: Sprog i verden, 406, 411, 418-419. Dallas: Summer Institute of Linguistics.

Ishaya, Arian, og Eden Naby (1980). “Assyrere”. I Harvard Encyclopedia of American Ethnic Groups, redigeret af Stephan Thernstrom, 160-163. Cambridge: Harvard University Press, Belknap Press.

Nisan, Mordechai (1991). Minoriteter i Mellemøsten: A History of Struggle and Self-Expression. Jefferson, N.C.: McFarland & Co.

Severy, Merle (1991). “Irak: Crucible of Civilization.” National Geographic 179(5): 102-115.

RONALD JOHNSON