I Baz Luhrmanns The Great Gatsby, en episk genfortælling af F. Scott Fitzgeralds roman om 1920’ernes aristokrati i New York, balancerer instruktøren mellem temaer, som var lige så fremherskende i begyndelsen af 1900-tallet, som de er det i dag. I dette eksklusive interview med Life+Times fortæller Luhrmann om sin fortolkning af den klassiske amerikanske fortælling, samarbejdet med JAY Z om filmens musik, og hvad han ønsker, at folk skal tage med sig fra filmen.

Life+Times: Det mest interessante ved filmen er spændingen mellem romanen (der foregår i 20’ernes aristokrati i New York), dit moderne filmiske øje og den musik, som JAY Z har lagt i den. Hvordan har du balanceret alle disse referencer?
Baz Luhrmann: Inspirationen til at flette disse referencer sammen kom fra F. Scott Fitzgerald selv, for selv om vi lavede meget præcis research om NYC i 1920’erne, og alle billeder og udtryk af byen i 1920’erne er korrekte i filmen (selv gummizebraerne i poolen), vidste vi, at vi var nødt til at frigøre en måde at lade publikum føle, hvordan det var at læse Fitzgeralds bog i 1920’erne – at være i New York City på det tidspunkt. Og en af de ting, som Fitzgerald gjorde med stor succes, var at tage alle de nye og moderne ting, tage popkulturen og lægge dem ind i sin roman. Især udnyttede han den dengang nye afroamerikanske gademusik – jazz, som af mange blev kaldt en “dille”, og placerede den i romanen for at hjælpe med at fortælle historien. Det var vores udfordring at gøre noget lignende for nutidens publikum. Og jeg er en stor fan af jazz. Men det er lidt sjældent i dag. Så det var et naturligt valg at oversætte den afroamerikanske musik, der kom fra gaderne og kaldes hiphop, og flette den ind i et jazzsprog. Når man taler hiphop, samarbejde og historiefortælling, er den første person, jeg tænker på, JAY Z, og her virkede det som en tilfældighed, at Leo og jeg fandt os selv sammen med Jay den aften, hvor han indspillede “No Church in the Wild” i New York.

L+T: Da det er en hellig, meget læst bog, følte I så, at I var nødt til at holde jer tæt på kildematerialet, eller gav I jer selv frihed i tilpasningen?
BL: Vores egentlige fokus var at afsløre bogen. Der var en række skridt, vi tog for at gøre det. Først og fremmest gik Craig Pearce og jeg bogen igennem og sagde: “Hvilke scener er helt grundlæggende for historien? Hvilke scener skal være med i vores film? Og hvilke scener kan vi undvære, selv om vi elsker dem?” Vi ved med sikkerhed, at hvis man læser hele bogen eller opfører den, tager det syv timer – der har for nylig været en glimrende sceneopsætning af hele bogen. Men vi havde ikke en syv timers film i tankerne. Vi var nødt til at gøre det på to. Så vi var nødt til at træffe valg, og vi valgte at holde os meget fokuseret på bogens lineære plot. For det andet er et af de store virkemidler i bogen, at historien fortælles indefra i hovedet på Nick Carraway (som i vores fortolkning minder meget om F. Scott selv). Han er “indenfor og udenfor”, en tilskuer og en deltager i historien. Faktisk hentyder Fitzgerald i romanen meget behændigt til, at Nick skriver en bog om Jay Gatsby i bogen, denne fascinerende person, som Nick har mødt – “Gatsby, manden, der giver sit navn til denne bog” – “Reading over what I have written so far…” Så Craig og jeg ledte efter en måde, hvorpå vi kunne vise, i stedet for bare at have en kropsløs voiceover gennem hele filmen, at Nick rent faktisk beskæftiger sig med at skrive, beskæftiger sig med sin oplevelse af Gatsby, som han gør i romanen. Hvordan vi gør det, er virkelig den eneste store forskel i filmen. Jeg vil ikke sige hvordan. Jeg vil lade publikum selv opdage det…

L+T: Hvad er det, der i 2013 gør denne filmatisering af filmen særligt gribende?
BL: Den store Gatsby har formået at være relevant i alle tider. Men den er særligt relevant i dag, fordi Fitzgerald, selv om han udgav romanen i 1925, i den mere eller mindre forudsiger det krak, der kommer i 1929. 20’erne var en tid, hvor man på grund af forbudstidens fælles nationale hykleri (folk rablede mod alkohol det ene øjeblik og krævede vin ved bordet det næste) fik lov til at blomstre en lidt gummiagtig moral, hvor der så at sige var forvirring i de nationale moralske urskiver. 1920’ernes New York var fyldt med penge og sprut, aktierne steg stadig højere, skyskraberne steg til nye højder, og det så ud til, at det kun kunne gå opad for mennesket. Men Fitzgerald – og jeg synes, at man kan se og læse det i Gatsby og i mange af Fitzgeralds værker – han kan se, at der er noget moralsk korrupt i samfundet, og at det vil styrte sammen. Og jeg tror, at vi i en vis udstrækning selv har været igennem det for nylig. Siden den 11. september 2001 er der kommet en lille smule moralsk gummiagtighed til i vores verden, og vi ved alle, at tingene styrtede sammen. Og det er det, der gør Gatsby-historien særligt relevant i dag.

L+T: Nu hvor filmens udgivelse er blevet skubbet tilbage fra den oprindelige dato, hvordan har du så fortsat med at udvikle filmen, og hvor meget har den ændret sig i forhold til filmen, siden du oprindeligt optog den?
BL: Med alt, hvad jeg laver, går jeg ud med en meget klar plan. Vi forfølger den plan. Men selvfølgelig vil der være deus ex machina, Guds handlinger, og i dette tilfælde var det vejret. Da vi var i gang med optagelserne, blev Sydney dag ud og dag ind gennemvædet af La Nina, noget af det vådeste vejr, der nogensinde er registreret, så vi måtte indstille optagelserne og genoptage dem året efter. Men det havde en positiv side. Jeg var lige begyndt at komme i kontakt med JAY Z, og vi havde begge to en idé om at gøre det, som Fitzgerald gjorde – at bruge populærmusik, gademusikken, en blanding af jazz, hiphop og populærmusik i hele filmen. I vores overvejelser blev det klart for os begge, især i betragtning af de mange forskellige kunstnere, vi arbejdede sammen med, at dette ikke var et almindeligt soundtrack og ikke et almindeligt musiksamarbejde. Og den ekstra tid gav os mulighed for at bruge mere tid sammen og inddrage nogle flere af Jays store samarbejdspartnere, herunder Jeymes Samuel, som efter min vurdering er kongen af populærkulturelle referencer og har en ægte musikalsk ånd, der løftede projektet. Alt dette gjorde også projektet til en større glæde, da jeg var i stand til at gå længere i samarbejdet, da vi havde mere tid.

L+T: Hvordan har soundtracket påvirket filmens overordnede tone?
BL: Faktisk taler de til hinanden. Ligesom musikinstrumenter skal de fungere i samspil. Men der er ingen tvivl om, at populærmusikken spillede en så grundlæggende rolle i Fitzgeralds kunst. Så musik og populærkultur var nødt til at spille en rolle i fortællingen af denne historie. Fitzgerald var f.eks. en elsker af alt det moderne, af film. Og det er derfor, jeg ønskede at tage springet til 3D. Ikke for at få tingene til at suse mod publikum, men fordi jeg havde det privilegium at se Hitchcocks første 3D-drama Dial M for Murder (1954) på de originale projektorer. Jeg så skuespillere (i dette tilfælde Grace Kelly) bevæge sig på kulisser, hvor kameraet ikke bevægede sig, men hvor de blot agerede i et rum. Meget ligesom i teatret. Og det slog mig, at vores virkelige særlige effekt kunne være at se en gruppe af nogle af de bedste skuespillere i denne generation gå på hinanden i intense dramatiske scener i 3D-idiomet. Når man tager musik i 3D, er man næsten også nødt til at tænke på det i 3D, når man tager musikken i lag. Der er f.eks. en scene i speakeasy’en, hvor vi på meget kort tid går fra JAY Z, der rapper over et moderne nummer, “100$ Dolla Bills”, til en jazzversion af det moderne nummer, til et stykke score, tilbage til det moderne nummer, tilbage til traditionel jazz med Bryan Ferry Orchestra, og så slutter vi scenen med et nyt moderne nummer, der er jazzpåvirket. Så det, vi siger, er, at selv om vores historie foregår i 1920’erne, kan vi for at citere et af Jays rim sige, at “historien gentager sig ikke, den rimer”. Det, jeg får ud af det, er bare, at den universelle sandhed bevæger sig gennem tid og geografi. Der var en Jay Gatsby i 1922; der er en Jay Gatsby i dag. Og vi kender alle en.

L+T: Hvad ønsker du, at folk skal tage med sig fra denne filmatisering af Den store Gatsby?
BL: I sidste ende er bogen, som Jay sagde, da han så den første gang, meget ambitiøs. Ideen er, at man i Amerika kan forfølge en drøm. Det er selvfølgelig meningen, at Gatsby skal ende tragisk, fordi han har et så absolut ideal i sit hoved, en absolut drøm, og han vil ikke lade virkeligheden omskrive den drøm. Det gør ham til en inspirerende figur for os mindre romantiske typer, men det betyder også, at han er på vej mod en tragisk afslutning. Udover det tiltrækkende ved denne tids dekadence, som JAY Z’s “No Church in the Wild” fremkalder tidligt i filmen, kan man i historien genkende, at Nick begynder med at opgive sin drøm, sin kærlighed og sit ønske om at skrive, og i stedet går ud for at tjene penge på Wall Street, og slutter med at begynde sit liv på ny og igen og indse, at han må åbenbare sig selv for sig selv, han må finde sin egen rejse. Det viser sig, at denne rejse for Nick er en kreativ rejse, og det første skridt i denne kreativitet er at skrive en bog om en fyr, som han engang mødte, og som alle afskrev som en gangster, men som i virkeligheden var meget mere end det. Jeg syntes, at JAY Z, da han først så den råskitse, udtrykte det meget kortfattet. Han vendte sig mod mig og sagde: “Det handler egentlig ikke om, hvorvidt Gatsby tjente sine penge ulovligt eller ej, det handler om, hvorvidt han var et godt menneske eller ej”. Og jeg tror, at det er den store idé i bogen. Den handler om at finde et personligt moralsk kompas, ikke et opfattet moralsk kompas.

The Great Gatsby får landsdækkende premiere den 10. maj 2013. Klik her for at få flere oplysninger.