Har du hørt om bevægelse, der bruges som et undervisningsredskab? I nogle skoler og småbørnscentre har bevægelsesbaseret undervisning til formål at hjælpe børn med at lære bedre og samtidig fremme den fysiske, sociale og følelsesmæssige udvikling. I en tid, hvor den stillesiddende adfærd er stigende blandt børn og unge, er enhver indsats for at engagere dem i nogen form for fysisk bevægelse en god ting.

Hvordan bevægelse gavner indlæring

Forskning tyder på, at når børn udvikler grovmotoriske færdigheder som at gå, løbe og hoppe, udvikler de også deres kognitive evner. Forskerne mener, at det skyldes, at den vigtigste region i hjernen, der er ansvarlig for motoriske færdigheder – lillehjernen – også er forbundet med vores visuelle behandling, rumlige opfattelse og kognitive evner.

Det betyder, at når børn bruger deres hjerne til at udføre fysiske bevægelser, træner og udvikler de også mange af de samme neurale baner, der tjener kognitive præstationer og omvendt. Fysisk bevægelse bevirker også, at der kommer mere ilt, vand og glukose til deres hjerner, så det hjælper også deres kognitive aktivitet.

Relateret læsning: Roundup of physical literacy programs in Canadian schools

Dette beskriver den grundlæggende teori bag bevægelse i forbindelse med læring. Men hvordan ser det ud i praksis? Og hvad med påstandene om, at det faktisk forbedrer indlæringen at kombinere fag som matematik og sprog med bevægelse?

Du kan finde lærere i en række forskellige skoler og miljøer, der bruger bevægelse i deres undervisning, men især to uddannelsesmodeller er nok bedst kendt for at bruge bevægelse: Waldorf- og Montessori-modellerne er nok de mest kendte.

Aktiv læring i Waldorf-skoler

Waldorf-pædagogikken, også kendt som Steiner-pædagogik, blev udviklet af Rudolf Steiner fra Østrig (1861-1925). Waldorftilgangen sigter mod at udvikle elevernes akademiske, kunstneriske og praktiske færdigheder på en integreret måde, og dette omfatter inddragelse af fysisk bevægelse i nogle elementer af undervisningen.

Sær i den tidlige barndom er lærere i waldorfskoler kendt for at lede børn i fysiske bevægelser, mens de lærer indholdet. Lærerne kan f.eks. lede eleverne i rytmisk bevægelse og klapning, mens de tæller eller øver alfabetet. Alle former for fysisk aktivitet menes også at forberede eleverne bedre på et eventuelt efterfølgende stillesiddende akademisk arbejde.

Bevægelse i Montessori-klasselokaler

Som i Waldorf har Montessori-metoden, der er udviklet af Maria Montessori (1870-1952), til formål at støtte børn i at udvikle sig på en holistisk måde – fysisk, socialt, følelsesmæssigt og kognitivt. En del af metoden omfatter integration af fysisk bevægelse i den daglige leg og læringsaktiviteter.

Montessori anerkender, at børns tidlige udvikling er tæt forbundet med fysisk bevægelse, med den forståelse, at bevægelse stimulerer deres hjerne på en anden måde, end når de passivt ser og lytter. Maria Montessori siges at have skrevet: “Et af de vigtigste praktiske aspekter af vores metode har været at få træning af musklerne til at indgå i selve børnenes liv, så den er tæt forbundet med deres daglige aktiviteter.”

Vi kan igen antage, at lillehjernen er involveret i denne proces – den udvikler travlt de neurale netværk, der er fælles for motoriske færdigheder, rumlig perception og kognitive processer i hjernen.”

Sjovt faktum: Maria Montessori blev tre gange nomineret til Nobels fredspris for sine nyskabelser inden for pædagogisk teori.

Relateret læsning: Waldorf- og Montessoriskoler er måske de mest anerkendte fortalere for bevægelse i læring, men den samme teori gælder, når lærere af enhver art på enhver skole bringer bevidst bevægelse ind i deres undervisning. Man kan integrere bevægelse med læring gennem udendørs leg eller havearbejde, konstruktiv leg som f.eks. at bygge med klodser, udforskende leg som f.eks. gemmeleg og skattejagt og funktionel leg som f.eks. boldkast, mens man lærer ordforråd og opbygger historier, eller dans og sang for at øve sig i addition og subtraktion i matematik.

Mens mange af de praksisser, der er forbundet med læring og bevægelse, ikke er nye, er hjernevidenskaben, der støtter dem, stadig relativt ung. Med den fortsatte forskning i børns hjerneudvikling vil vi måske begynde at se endnu flere forbindelser mellem fysisk aktivitet og læring i de kommende år.