Administration

Miljøet og den kliniske præsentation vil diktere den type medicin, der ordineres, doseringen og indgiftsvejen. En omhyggelig gennemgang af symptomerne og den tidligere sygehistorie, allergier og tidligere eksponering for/brug af disse lægemidler vil føre til et bedre resultat for patienten.

Serotonin-receptor antagonister: Ondansetron, granisetron, dolasetron, palonosetron. Virkningsmekanismen er at blokere serotonin fra at interagere med 5-HT3-receptoren. Af disse er ondansetron og granisetron de hyppigst forekommende. Der findes intravenøse (IV) og orale (PO) præparater. Bivirkninger omfatter hovedpine, svimmelhed og forstoppelse. Den mest foruroligende bivirkning er QTc-forlængelse, og klinikere bør undgå disse lægemidler hos patienter med kendt forlænget QTc.

Glukokortikoider: Virkningsmekanismen er ikke klart forstået. Mulige mekanismer er ændringer i blod-hjerne-barrieren og nedsættelse af syntesen af prostaglandin-budbringere. Dexamethason har været genstand for omfattende undersøgelser i litteraturen om kemoterapi og forebyggelse af postoperativ kvalme og opkastninger. Bivirkningerne er milde ved kortvarig anvendelse og omfatter søvnløshed, ophidselse og ændringer i humøret. Der findes PO- og IV-formuleringer.

Anticholinergika: Scopolamin er den mest almindeligt forekommende medicin i denne klasse. Det virker ved at antagonisere den M1 muskarinreceptor. Det anvendes fortrinsvis til behandling af køresyge eller profylaktisk i perioperative omgivelser. Bivirkningerne er typisk milde, men omfatter mundtørhed, synsændringer eller døsighed. Administrationen er transdermal.

Neurokinininreceptorantagonister: Aprepitant (PO) og fosaprepitant (IV) fremhæver denne klasse af lægemidler, der indebærer antagonisme af NK-1-receptoren, hvilket forhindrer frigivelse af stof-P, som er en inducerende faktor for opkastning. Som med mange andre lægemidler omfatter bivirkningerne hovedpine og svimmelhed, men der er blevet publiceret caserapporter, der nævner betydelige overfølsomhedsreaktioner, herunder anafylaksi og anafylaktisk chok.

Dopaminreceptorantagonister: Phenothiaziner antagoniserer D2-receptoren, især i det postrema-område i hjernen. Prochlorperazin og chlorpromazin er eksempler på denne klasse af medicin. Der findes IV-, PO- og rektale (PR) formuleringer. Bivirkninger omfatter svimmelhed, hovedpine og ekstrapyramidale symptomer, herunder dystoni og tardive dyskinesi.

Butyrophenoner virker også som antagonister på D2-receptoren. Droperidol og haloperidol har vist sig at være meget effektive anti-emetika, men er på grund af bivirkningsprofilerne faldet ud af popularitet i mange miljøer. Intramuskulær (IM) og IV er effektive administrationsveje. Ud over de mere typiske bivirkningsprofiler kan disse lægemidler forårsage dosisafhængig QTc-forlængelse og kræver forsigtighed hos personer med kendt eller formodet QTc-forlængelse.

Benzamider antagoniserer D2-receptoren ved lave doser, men antagoniserer også 5-HT3-receptoren ved højere doser. Metoclopramid er det mest almindelige lægemiddel i denne klasse og anvendes typisk som et pro-motilitetsmiddel til at reducere kvalme og opkastninger. Der findes PO- og IV-formuleringer. Denne medicin kan krydse blod-hjerne-barrieren. Som med andre dopaminantagonister kan denne medicin forårsage dystoni, tardiv dyskinesi og akathisia. En “Boxed” advarsel fra FDA advarer mod gentagen og langvarig brug, da det kan forårsage irreversibel tardiv dyskinesi.

Cannabinoidbehandling er relativt ny og noget kontroversiel. Nabilon og dronabinol er blevet undersøgt og viser en vis fordel, selv om betydelige bivirkninger såsom svimmelhed, hypotension og dysfori har begrænset deres anvendelse i nogle befolkningsgrupper. Der findes IV- og PO-formuleringer.

Antihistaminer virker som antagonister på histaminreceptorerne (H1, H2). Diphenhydramin, meclizin, promethazin er almindelige lægemidler i denne klasse. De er almindeligt tilgængelige, generelt veltolereret, og der findes PO-, IV-, IM- og PR-formuleringer. Sedation er en almindeligt rapporteret, almindelig bivirkning.