Profil
Bretonerne er keltere, der bor i det nordvestlige Frankrig. Den nuværende administrative region Bretagne indeholder kun fire af de fem historiske provinser (départements). Provinsen Atlantique Maritime og byen Nantes, der tidligere var hovedstad i Bretagne, er nu en del af regionen Pays de la Loire.
Ifølge det franske kulturministerium er der 280.000 bretonsksprogede samt over 600.000 mennesker, der taler det lejlighedsvis. Der findes fire hoveddialekter i områderne Leon, Treger, Kernev og Gwened. Bretonsk tales mest i landområderne i det centrale Bretagne blandt ældre mennesker. Der er dog nogle talere i byerne Rennes, Nantes og Paris.
Bretonisk er tættest på walisisk blandt de keltiske sprog, men det indeholder også elementer fra cornisk. Det er blevet påvirket mere af ikke-keltiske sprog end noget andet i den keltiske sproggruppe.
Historisk kontekst
Bretonerne kom til det nordvestlige Frankrig fra Storbritannien i det 5. århundrede som keltiske flygtninge på flugt fra angelsernes og saksernes invasioner. De bragte de walisiske og corniske sprog med sig, hvorfra bretonsk udviklede sig som et særskilt sprog.
Efter århundreders turbulens og erobring af forskellige angribere blev hertugdømmet Bretagne indlemmet i Frankrig i 1532. Det beholdt sine egne love og skatter, indtil den franske revolutionære regering afskaffede dem og forbød brugen af det bretonske sprog i 1790. Den nationalistiske bevægelse, der begyndte i slutningen af det nittende århundrede, var stærkt katolsk. Fremme af det bretonske sprog i undervisning og litteratur og i samfundet generelt var et centralt krav fra alle grupper, uanset om de gik ind for selvstændighed inden for Frankrig eller uafhængighed. Der blev udgivet romaner og digte på bretonsk, og der blev gjort forsøg på at standardisere og modernisere sproget.
Men bevægelsen blev miskrediteret, og Bretagne blev udsat for en voldsom og vilkårlig undertrykkelse efter Anden Verdenskrig, fordi nogle få nationalistiske ledere havde samarbejdet med nazisterne og Vichy-regeringen i håb om at opnå uafhængighed for Bretagne. At andre nationalister udgjorde en vigtig del af modstandsbevægelsen blev ignoreret.
Brittanien fik generelt ikke del i det økonomiske opsving efter krigen, og mange yngre bretoner emigrerede. Regionen blev militariseret med væksten af flåde-, luftvåben- og hærbaser. Fransktalende militærfolk kom til at bo i byerne og skabte beskæftigelse for lokalbefolkningen i ekstra tjenester.
Deixonne-loven fra 1951 samt efterfølgende dekreter og cirkulærer fra ministeriet for nationalundervisning tillod en minimal tilstedeværelse af regionale sprog i den offentlige undervisning og overlod det til privatskolerne at træffe deres egne beslutninger. Loven blev først gennemført i begyndelsen af 1960’erne, og den tillod kun en time om ugen med bretonsk, hvis lokale lærere var villige til at tage undervisningen uden løn. Efter de parisiske studenteroprør i 1968 blev det bretoniske sprog set som et symbol på frihed. Bretonsk musik og dans blomstrede og blev populært i regionen og internationalt. Der blev udgivet bretonsksprogede bøger og ordbøger, og der blev organiseret sprogkurser for voksne. Den uafhængige skoleorganisation Diwan blev grundlagt i 1977 for at etablere et system med bretonsk undervisningssystem fra børnehaveklasseniveau. I 1981 godkendte den franske regering oprettelsen af en uddannelse på bretonsk ved Université de Haute Bretagne, og i 1985 godkendte den et læreruddannelsescertifikat (CAPES) på bretonsk. I 1999 blev Office de la Langue Bretonne/Ofis ar Brezhoneg oprettet af den bretonske region for at fremme brugen af sproget, tilvejebringe nye ord for at imødekomme den moderne udvikling og for at udføre forskning.
Den bretonske nationalisme genopstod i 1960’erne. Den militante separatistiske Front de Libération de la Bretagne (FLB – Bretonsk Befrielsesfront) blev oprettet i 1963, og forskellige andre grupper er fulgt efter, som går ind for voldelige aktioner. Det moderate nationalistiske parti, Union Démocratique Bretonne (UDB – Bretonsk Demokratisk Union), der blev grundlagt i 1964, går ind for selvstændighed inden for Frankrig, samarbejder med almindelige venstrefløjspartier og har opnået en vis valgsucces på lokalt og regionalt plan.
Over 200 voldelige angreb i de fire årtier fra 1960’erne og fremefter er hovedsageligt blevet tilskrevet Armée Révolutionnaire Bretonne (ARB), en forbudt organisation. Angrebene var ikke rettet mod mennesker; faktisk døde to ARB-aktivister ved at desarmere bomber, som kunne have forårsaget personskade. Men en servitrice døde som følge af et angreb på en fastfoodrestaurant i 2000. Seks af de 11 anklagede blev dømt og fik fængselsstraffe i 2004. Fire af dem blev betragtet som terrorister, og to havde forbindelse til en anden separatistisk og antikapitalistisk organisation Emgann, der blev dannet i 1982.
Fire medlemmer af Union Démocratique Bretonne (UDB) blev valgt ind i den bretonske regionalforsamling i 2004. UDB og andre partier i regionsrådet fører kampagne for at få Atlantique Maritime-provinsen, den femte historiske provins i Bretagne, med i den bretonske region.
Aktuelle problemer
Selv om der er bretonske skilte og reklamer på offentlige steder, tv- og radioudsendelser og hjemmesider på bretonsk, og der er en stigning i undervisningen i bretonsk i skolerne, er brugen af bretonsk i familierne stort set ophørt, ifølge Office de la Langue Bretonne. De, der bruger sproget mest, er den ældre generation. Deres traditionelle bretonsk er ved at uddø og bliver erstattet af en standardiseret version af sproget, som undervises i skolen og bruges i radio og tv og i trykte medier. UNESCO klassificerer nu det bretoniske sprog som alvorligt truet med kun 250.000 talere – selv om dette tal ifølge nogle skøn sandsynligvis reduceres med omkring 10.000 talere årligt, efterhånden som ældre bretonere går bort.
Aktualiseret september 2018