Celie

Det er hårdt derude for en… Black Woman in the Early 1900’s

Poor Celie. Hun har det svært lige igennem den første del af bogen. Hun er udelukkende et offer: Hun bliver gentagne gange voldtaget af sin far, hendes børn bliver taget fra hende, og hun bliver bogstaveligt talt solgt ind i ægteskab med en mand, der vil have en tjenestepige, ikke en kone. Den eneste person, hun elsker – og den eneste person, der elsker hende tilbage – er hendes søster Nettie. Og så bliver Nettie også taget fra hende. Sheesh! Når det regner, øser det ned.

Celies fortælling begynder faktisk som et resultat af hendes offergørelse: Hendes far fortæller hende, at hun hellere ikke skal fortælle nogen, at han voldtager hende, i hvert fald ikke nogen andre end Gud. Så Celie går hen og betror sig til Gud om sine kampe. I meget lang tid er Gud det eneste væsen, hun har at tale med, da hun enten er følelsesmæssigt eller fysisk isoleret fra de fleste af de andre personer i bogen. Tal om ensomhed.

I en stor del af romanen er Celie fuldstændig passiv. Hun møder andre kvinder, som fortæller hende, at hun bør stå op for sig selv og kæmpe, men Celie føler, at det er bedre at overleve end at kæmpe og risikere ikke at overleve. Der er dog visse udløsende faktorer, der får Celie til at stå op. Som en ægte fighter viser Celie sig at være villig til at stå op for de mennesker, hun elsker. Selv som et undertrykt offer for sin far ofrer Celie sig og tilbyder sig selv til sin far, så han holder fingrene fra Nettie. Hvis det ikke er kærlighed, så ved vi ikke, hvad det er.

Celie kæmper også for Shug, om end på en mindre måde. Da hr.__’s far kommer og kritiserer Shug, gør Celie lydløst oprør ved at spytte i mandens vand. Selvfølgelig er det ulækkert, men han fortjente det fuldt ud. Hvis der er noget, der får Celie til at blive rasende, er det folk, der mishandler hendes kære.

Eventuelt lader Celie sin offerrolle bag sig. Selv om hr.__ har mishandlet Celie fysisk i årevis, finder hun ikke sin egen styrke, før hun finder ud af, at han har adskilt hende fra Nettie på ondskabsfuld vis og med vilje i årtier. Dette følelsesmæssige misbrug påvirker ikke kun Celie – det påvirker også Nettie. Og det er dråben, der får bægeret til at flyde over. Celie indser endelig, at hun kan forlade hr.__, og det gør hun.

Så længe hun ved, hvordan man elsker, ved hun, at hun vil forblive i live

I løbet af sine år med mishandling og isolation – dvs. det meste af romanen – er Celie følelsesmæssigt følelsesmæssigt følelsesløst. Hun er følelsesløs, ikke kun fordi hun desperat har brug for nogen til at elske hende, men også fordi hun har brug for nogen at elske. Hun sidder fast i et dårligt ægteskab, hvor hendes stedbørn er “rådne”, og hvor hendes mand betragter hende som en tjenestepige. Endelig dukker der nogen op, som Celie kan tage sig af: Shug Avery.

Shug er ondskabsfuld. Selv Celie indrømmer det, men Shug er en at elske. Med blidhed og omsorg plejer Celie den syge kvinde tilbage til helbredet. Fordi Celie endelig åbner sig op ved at elske nogen, bliver Celie mere elskelig. Som hr.__ og Celie indser i en diskussion, når man begynder at elske andre mennesker, “begynder folk at elske dig tilbage”. Det er lidt ligesom at vinke.

Jamen, Shug elsker Celie tilbage. Gennem Shugs kærlighed begynder Celie at indse sit eget selvværd, hvilket igen øger hendes evne til at elske andre. Ved slutningen af romanen elsker Celie flere mennesker end nogensinde før – og hun er ikke engang vred på hr ___. Vi kan se, hvor langt Celie er kommet, da Nettie endelig vender hjem, og Celie præsenterer Albert (Mr.__) og Shug som “hendes folk”. Hvis det ikke er kærlighed, så ved vi ikke, hvad det er.

Celie er indbegrebet af den menneskelige ånds styrke og tilgivelsens kraft. Vi ser hende forvandle sig fra en såret, slået kvinde til et stærkt, uafhængigt og kærligt individ. Så næste gang du har en dårlig dag, så stop op og spørg dig selv: Hvad ville Celie gøre?