Jeg har set noget andet under solen:
Løbet er ikke for den hurtige, og kampen er ikke for den stærke,
eller mad kommer til den kloge, eller rigdom til den dygtige
eller gunst til den lærde;
men tid og tilfældighed sker for dem alle.
Og desuden ved ingen, hvornår deres time kommer:
Som fisk fanges i et grusomt net, eller fugle fanges i en snare,
så bliver folk fanget af onde tider
, der uventet falder over dem (Prædikeren 9: 11-12).

Jeg var for nylig til en kunstudstilling, hvor en kunstner reflekterede over det, han havde set i et observatorium og stjernernes enorme kunstfærdighed. Når kunstneren ser på stjernerne og reflekterer over vores omgivelser og vores plads i verden, siger han: “Der må være mere end religion”. Det er der, vi er nået til i vores studie af Prædikerens Bog. Salomon reflekterer over livet, og han fastslår, at der må være noget mere.

Hvordan ser vi på livet? Hvilken slags verdenssyn har vi? Lukket eller åbent? Lukket er, når vi, når vi står over for livets store spørgsmål (eller blot over for de små hovedpiner og den daglige slid), har et sæt parametre, overbevisninger, som gør os i stand til at klare os. Alt, hvad der ligger uden for disse rammer, accepterer vi ikke. Med andre ord skaber vi vores eget lille univers med os selv i centrum – og Guds væsen i bedste fald som perifert, der er der, hvis det passer os, og vi har brug for ham, men som let kan kasseres og ignoreres, hvis han ikke passer ind.

Et åbent system er, når vi anerkender, at der er mange ting, vi ikke ved, at vi ikke har kontrol, at vi ikke er Gud. Det er skræmmende og risikabelt, men det er i virkeligheden den eneste mulighed, hvis vi virkelig skal leve vores liv fuldt ud og realistisk. Det giver os mulighed for at stille de spørgsmål, som Salomon stiller, uden at vi nødvendigvis behøver at have alle svarene.

Salomon overvejer igen livet under solen – og han overvejer i dette afsnit (9: 11 til slutningen af kapitel 10) to måder at leve på – den kloge og den tåbelige. Nogle mener, at disse vers ligner ordsprog med lidt eller ingen sammenhæng, men jeg mener, at sammenhængen er visdom og især tåbelighed. Så hvordan skal vi leve dette meningsløse liv?

Den første del, i slutningen af kapitel 9, fortæller os om visdommens grænser. I de foregående kapitler har Salomon argumenteret om spørgsmål om liv og død. I disse vers ser han på nogle af de mere banale daglige realiteter. Han argumenterer for, at der findes en fornuftig tilgang til livet, men at den menneskelige tåbelighed gør os blinde for meget af det.

Hans første pointe er, at livet er tilfældigt -(9:11-12). Det første svar på det foregående kapitel er i retning af: “Hvis døden er uundgåelig, så bør du leve efter dine kræfter, arbejde hårdt, opnå en vis succes”. Men, siger Salomon, livet er ikke forudsigeligt. Man ville forvente, at den hurtigste person ville vinde løbet, den stærkeste kampen. At den mest intelligente ville få de bedste ting i livet. Men sådan er det ikke. Vores evner er ingen garanti for succes. Tid og tilfældigheder sker for dem alle.

I hele Prædikerens Bog får vi at vide, at tiden sætter grænser for os. Vores tid er i Guds hænder. Her får vi også at vide noget om tilfældigheder. Der synes at være en tilfældighed over den menneskelige eksistens. Man får ikke, hvad man fortjener, og udfald sker uventet og pludseligt. Døden afbryder. Tiden og tilfældighederne sker for alle. Fiskene svømmer lykkeligt rundt, fuglene flyver, og så kæmper de pludselig i en fælde. Det er det samme med mennesker.

Han har netop sagt: “Nyd livet”. Han siger nu ‘mens du kan’, for hvem ved, hvad der vil ske. Det er den samme gamle historie – carpe diem – grib dagen.

På grund af tid og tilfældigheder kan man på ingen måde forberede sig på et sejrigt liv, hvor vi altid er garanteret succes. Det fører ham til en vis grad af frustration. Her synes Salomon at sige det samme, som Richard Dawkins argumenterer for i sin bog Out of Eden: “I et univers af elektroner og selviske gener, blinde fysiske kræfter og genetisk replikation vil nogle mennesker komme til skade, andre mennesker vil være heldige, og du vil ikke finde nogen rim og rytme eller fornuft i det, ej heller nogen retfærdighed. Det univers, som vi observerer, har netop de egenskaber, som vi burde forvente, hvis der i bund og grund ikke findes noget design, intet formål, intet ondt, intet godt, intet andet end ubarmhjertig ligegyldighed.’

Det er et dystert syn på universet. Der er ingen rim, fornuft, retfærdighed, design, formål, ondskab, godhed i et gudløst univers (‘under solen’) – kun ubarmhjertig ligegyldighed. Oxford-professoren med sine penge og sin dejlige livsstil tænker måske, at “sådan er det bare, når kagen smuldrer – kom over det og accepter din lod”.

Men skal den mand, der lider under undertrykkelse og fattigdom, bare acceptere, at “tid og tilfældigheder” sker for alle, og at hans karma bare var dårlig? Nej – livet er ikke reduceret til et lotteri, og vi lever heller ikke i et moralistisk univers, hvor de gode får, hvad de fortjener, og de dårlige får, hvad de fortjener. Vi lever ikke i et dystert og meningsløst univers, og vi lever heller ikke i et retfærdigt univers. Fordi vores univers er bøjet og skævt, forvrænger og perverterer syndens virkninger vores verden. Men der er en Gud, som en dag vil gøre alle ting retfærdige på den dommedag, han har fastsat. Og der er en Gud, som elskede verden så højt, at han gav sin eneste søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes. Der skal komme en fornyelse af alle ting, også af himlene og jorden.

Omkring tidens og tilfældighedernes realiteter er Paulus’ svar noget anderledes: “Det afhænger altså ikke af menneskets vilje eller anstrengelse, men af Guds barmhjertighed” (Romerne 9,16). Menneskets manglende evne driver Paulus til Guds barmhjertighed og nåde. Livets tilfældighed bør drive os til Gud. “Hør nu efter, I, som siger: “I dag eller i morgen vil vi tage til denne eller hin by, tilbringe et år der, drive forretning og tjene penge.” I ved jo ikke engang, hvad der vil ske i morgen. Hvad er jeres liv? I er en tåge, som dukker op i et kort øjeblik og derefter forsvinder. I stedet burde I sige: “Hvis det er Herrens vilje, vil vi leve og gøre dette eller hint.”” (Jakob 4:13-15).”

Under solen (uden Gud) står I tilbage med et Dawkeynsiansk dystert syn på universet. Med Sønnen har vi håbet om en herlig og fornyet skabelse. Vælg selv!

David Robertson er associeret leder af Solas CPC i Dundee og præst ved St Peter’s Free Church. Følg ham på Twitter @TheWeeFlea