Engels and Satan: A Christian Perspective

Engel i den kristne tro er Guds budbringere og agenter. Det hebraiske ord malak (budbringer) er oversat med det græske udtryk angelos (budbringer) og med det engelske “angel”. I den kristne tro findes der imidlertid gode og onde engle; Satan betragtes som en falden engel, som af Jesus forbindes med andre onde engle (Matthæus 25:41). Denne artikel vil først behandle de gode engle i kristendommen og derefter Satan og de onde engle.

Aldt Testamente

Engle optræder ofte i Det Gamle Testamente som Guds budbringere eller agenter. Således viser en af Herrens engle sig for Hagar (1. Mosebog 16) og fortæller hende, at hun vil få en søn af Abraham. I 1. Mosebog 18 viser tre engle sig som mænd for Abraham og fortæller ham, at om et år vil han og hans hustru Sara få en søn. Engle er budbringere af ødelæggelse i 1. Mosebog 19, hvor de advarer Lot og hans familie om at flygte fra Sodoma, som er på vej til at blive ødelagt af Gud. Det siges, at en engel fra Herren går foran den israelitiske hær i kamp (2. Mosebog 23:20, 23). Igen i 2. Samuelsbog 24 sendes en Guds engel for at ødelægge folket i Jerusalem (2. Samuelsbog 24:16). I Job optræder Satan blandt de “himmelske væsener” (sandsynligvis engle), der rådfører sig med Gud i hans himmelske domstol. Tobias, Tobits søn, får hjælp af englen Raphael på sin rejse for at finde en hustru. Engle nævnes også ofte i salmerne, f.eks: “Velsign Herren, I hans engle, I mægtige, som udfører hans bud, lydige mod hans talte ord” (Sl 103,20). Endelig siges ærkeenglen Mikael at være Israels store fyrste og beskytter (Daniel 12:1).

I Det Gamle Testamente optræder engle ofte som mennesker og bliver ikke genkendt som engle, før de melder sig som engle – dette gælder f.eks. den engel, der viser sig for Samsons forældre (Dommerne 13), eller Raphael på sin rejse med Tobias (Tobit 5-12). Nogle gange viser en engel sig også for Guds ånd. Kort sagt, selv om engle er hyppige i Det Gamle Testamente, er deres natur og rolle ikke klart adskilt fra menneskers eller Guds.

Nyt Testamente

Engeler spiller også en fremtrædende rolle i Det Nye Testamente. En Guds engel fortæller Josef i hans drøm, at Marias barn er undfanget af Helligånden (Matthæus 1:20-21). I Lukas’ barndomsberetning viser englen Gabriel sig først for Zakarias og derefter for Maria og meddeler hende, at hun vil blive gravid med en søn ved Helligånden (Lukas 1:19-38). Engle viser sig for hyrderne og bringer de gode nyheder om, at en Messias og frelser er blevet født i Davidsbyen (Lukas 2:9-14).

Jesus selv rapporteres i de synoptiske evangelier at have talt om englene. Her er nogle eksempler: “Og jeg siger jer, at enhver, som anerkender mig foran andre, vil Menneskesønnen anerkende foran Guds engle” (Lukas 12,8). “For når de genopstår fra de døde, bliver de hverken gift eller bortgiftet, men de er som englene i himlen” (Markus 12,25). “Pas på, at I ikke foragter en af disse små, for jeg siger jer, at deres engle i himlen hele tiden ser min himmelske Faders ansigt i himlen” (Matthæus 18,10 – dette er kilden til den kristne tro på “skytsengle”). Igen siger Jesus før sin korsfæstelse: “Tror I ikke, at jeg ikke kan appellere til min Fader, og at han straks vil sende mig mere end tolv legioner af engle?” (Matthæus 26:53). Endelig henviser Jesus i lignelsen om fårene og bukkene både til de gode engle i himlen – “Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham…” (Matthæus 25,31) og til Satan og hans onde engle: “I forbandede, gå bort fra mig til den evige ild, som er beredt for Djævelen og hans engle…”. (Matthæus 25:41). Engle nævnes også i andre bøger i Det Nye Testamente, især i Johannes’ Åbenbaring, hvor Mikael og hans engle kæmper mod dragen og hans engle (Åbenbaringen 12). Derfor har ærkeenglen Mikael været et særligt genstand for hengivenhed i kristendommens historie.

Hvad er englenes natur? Selv om nogle tidlige teologer (f.eks. Augustin) mente, at engle kunne have en slags materielle legemer, er der i dag kristen konsensus om, at engle er ånder. Som det hedder i brevet til Hebræerne: “Er ikke alle engle ånder i guddommelig tjeneste, udsendt til at tjene til gavn for dem, der skal arve frelsen?” (Hebræerbrevet 1:14). Men engle kan vise sig for mennesker, og der findes mange nutidige beretninger om disse møder (se f.eks. Howard Storm, My Descent into Death ). Det er vigtigt at forstå, at engle er skabninger, der er skabt af Gud, traditionelt set før skabelsen af vores univers.

Naturligvis er der også udbredt skepsis over for englenes eksistens, da deres eksistens ikke kan påvises af videnskaben eller ved nogen empirisk test eller metode. Den moderne naturvidenskabs hegemoni har resulteret i en generel skepsis over for det overnaturlige, og engle anses traditionelt for at være overnaturlige væsener – det vil sige, at de er uden for naturlovene.

Satan og onde engle

Den kristne teologi forklarer Satan som en faldet engel. Jesus rapporteres at have sagt i Lukas: “Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lynnedslag” (Lukas 10:18). Beretningen i Åbenbaringen 12 om Michaels og hans engles kamp mod dragen og hans engle er i den kristne tradition blevet opfattet som historien om Satans fald fra himlen. (Engle anses derfor af kristne for at være i stand til frit at vælge for eller imod Gud). Satan peger på eksistensen af en personlig kraft for det onde, som er ældre og større end menneskeheden. Men det er vigtigt at forstå, at Satan ikke har nogen magt over mennesker, medmindre de tillader det, f.eks. ved at give samtykke til radikal ondskab, deltage i sataniske ritualer osv.

De onde engle, som Jesus siger, at de ledsager Satan, er mystiske. Måske er de de dæmoner, som ofte nævnes i Det Nye Testamente, og som bliver drevet ud på Jesu befaling. Alle beretninger om hans tjeneste i de synoptiske evangelier fremhæver eksorcismer (uddrivelse af dæmoner) som et hovedelement i hans arbejde (se f.eks. Markus 1,21-28). Jesus selv taler om dette: “Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg uddriver dæmoner, så er Guds rige kommet over jer” (Matthæus 1:28). Jesus gav faktisk myndigheden over dæmoner videre til sine disciple: “Så kaldte Jesus sine tolv disciple sammen og gav dem myndighed over urene ånder til at uddrive dem og til at helbrede enhver sygdom og enhver lidelse” (Matthæus 10,1). Det har således været og er de kristnes lære, at dæmoner kan drives ud ved hjælp af Jesu Kristi kraft. Katolske bispedømmer har normalt en præst, der er specialiseret i at udføre eksorcismer, selv om det nu ikke længere er almindeligt.

Engle og den kristne tradition

Engle har spillet en vigtig rolle i kristen kunst og hengivenhed – især ærkeenglen Michael. I kunsten er engle tegn på himlens tilstedeværelse. De er almindelige i renæssancens og den katolske barokkunst, men langt mindre almindelige i protestantisk og moderne kunst.

Terence Nichols

Engel og djævelen (et muslimsk perspektiv)

Koranen omtaler engle som Guds direkte tjenere. Et af deres primære formål er at viderebringe Guds budskab til menneskeheden. Hver eneste handling fra deres side er fuldført for at opfylde Guds vilje, og de besidder ikke evnen til at afvige fra dette ansvar. De er faktisk fuldstændig ufejlbarlige, og det skal de forblive for at være rene væsener, der er i stand til at viderebringe det retfærdige budskab. Hvis englene havde mulighed for at blive faldet og derfor kunne begå synd eller afvige fra deres pligt over for Gud, ville det budskab, de videregiver, også være ufuldkomment.

I henhold til muslimer adskiller englenes rolle sig meget lidt fra den opfattelse af de hellige væsener, som de fleste kristne sekter har af de hellige væsener. Måske er den primære forskel mellem den islamiske og den kristne forståelse af engle den skala, som de opererer på i vores daglige liv. Muslimer mener, at ethvert menneske bl.a. har to engle, der ledsager ham fra undfangelsen til det tidspunkt, hvor hans sjæl forlader hans krop (døden). Disse to engle er ansvarlige for at registrere de gode og dårlige gerninger, som deres respektive vært begår. Men det er ikke bare en simpel lovgivning, som disse engle registrerer, de er ansvarlige for at registrere, hvordan de synder eller gode gerninger, som et menneske begår, påvirker hans personlighed, hans sjæl og i et vist omfang endda hans fysiske udseende. Det er naturligvis i sidste ende Guds beslutning om, hvad resultatet af ens handlinger skal være, men Gud anvender sin hær af ufejlbarlige engle til at gennemføre sine love. Det er accepteret i islam og kristendommen, at ærkeenglen Gabriel er ansvarlig for at overbringe Guds budskaber til sine budbringere. Der er talrige eksempler på dette i den hellige Koran. Selve diktatet af Koranen blev modtaget af profeten Muhammed direkte fra englen Gabriel, som overbragte budskabet direkte fra Gud.

Englernes ansvarsområder går ud over at viderebringe guddommelige budskaber til Guds udvalgte budbringere og registrere menneskehedens handlinger og natur. Englene er faktisk ansvarlige for at opretholde den perfekte ligevægt i naturen og alle Guds guddommelige love. De står bag hver eneste dråbe regn, der falder ned fra skyerne, hver eneste storm, der brygger sig over os, og selv de mikroøkologiske mirakler i form af bakterier og bakterier. Det skal bemærkes, at englene ikke arbejder autonomt, faktisk er hver eneste af deres handlinger villet af Gud, og de besidder ikke engang evnen til at handle ud fra den frie vilje.

Mange tror, at Helligånden er en engel. Der er to fremherskende synspunkter i islam om Helligånden. Den første og mest almindelige er, at det er ærkeenglen Gabriel. Selv om denne opfattelse er den traditionelle, er der mange, der mener, at den er en unik skabelse af Allah, som er anderledes og måske et højere væsen end englene.

Englene har mange andre roller ifølge islams lære. Der er skytsengle, der beskytter os mod daglige uheld; der er engle, der beskytter os mod djævlens hvisken, og der er engle, der har til opgave at få os til at dø. Muslimer mener dog, at engle ikke udfører onde handlinger, når de bringer os død eller ulykker, da de kun udfører opgaver, der er ordineret af Gud.

Eksistensen af et væsen, der er opsat på at vildlede de retfærdige, er et tema, der er fælles for mange trosretninger. Islam har et noget unikt perspektiv på djævelens oprindelse, rolle og natur. I modsætning til kristne tror muslimer ikke på, at Satan var en faldet engel; i stedet er han et væsen, som Gud skabte af ild blandt en art af skabninger, der i Koranen omtales som Jinn (Koranen 7:13). Medlemmerne af denne art har evnen til at begå synd ligesom deres menneskelige modstykker. Dette er en vigtig forskel, da islam afviser tanken om, at engle har evnen til at afvige fra den vej, de er udpeget fra Gud. Desuden hedder det i Koranen, at englene udelukkende er skabt af lys i modsætning til ler som mennesker eller ild som jinn’er ( Koranen 7:12-18).

Det islamiske perspektiv på Satans fald er centreret om Adams skabelse. I Koranen står der, at da Gud skabte Adam, beordrede han alle sine engle til at underkaste sig sin nye skabelse. Iblis var til stede sammen med englene og blev af Allah beordret til at kaste sig ned for Adam. Iblis er navnet på en jinni, som Gud tillod at opholde sig blandt englene. Historien er fortalt i kapitel syv i Koranen:

7: 12. Og VI skabte dig sandelig, og så gav VI dig form, og så sagde VI til englene: “Underkast dig Adam”, og de underkastede sig alle. Men Iblis gjorde det ikke; han vil ikke være blandt dem, der underkaster sig. 7: 13. Gud sagde: “Hvad forhindrede dig i at underkaste dig, da jeg befalede dig det? Han sagde: `Jeg er bedre end han. Du har skabt mig af ild, mens du har skabt ham af ler.’ 7: 14. Gud sagde: “Så gå ned derfra; det er ikke meningen, at du skal være arrogant her. Gå ud; du hører ganske vist til dem, der er ydmyget.’ 7: 15. Han sagde: “Vær mig nådig indtil den dag, hvor de skal rejses op. 7: 16. Gud sagde: “Du er en af dem, der er opgivet. 7: 17. Han sagde: “Nu, da du har dømt mig for at være vildfaren, vil jeg i sandhed lægge mig på lur efter dem på din lige vej.” 7: 18. “Så vil jeg i sandhed komme over dem fra foran dem og bag dem og fra deres højre og venstre side, og du vil ikke finde de fleste af dem taknemmelige. 7: 19. Gud sagde: “Gå bort derfra, du foragtede og forviste! Hvem af dem end der følger dig, vil jeg fylde Helvede med jer alle sammen. (Koranen 7: 12-19).”

Koranen skelner tydeligt mellem Iblis (det egentlige navn for Lucifer på arabisk) og englene, da Iblis praler af sin sammensætning af ild, og Koranen anfører ved adskillige lejligheder, at englene er skabt af rent lys. Denne hændelse, hvor Iblis nægtede at kaste sig ned for Adam, fordi Adam var skabt af ler og Iblis af ild, ses af islam som roden til alle følelser af overlegenhed og dermed som årsagen til alt ondt.

På grund af ondskab og i sin søgen efter hævn svor Iblis at vildlede menneskeheden og føre dem til helvede. Iblis bruger sine mange tilhængere blandt jinn’erne og mennesker, som måske eller måske ikke er klar over, at de tjener hans sag, til at vildlede folk. Koranen gør det klart, at Iblis er menneskehedens fjende nummer et, og at vi skal vogte os mod ham og hans soldater (Koranen 6:142). Muslimer mener, at ethvert menneske er veludstyret til at beskytte sig selv mod Iblis og hans hær af jinns og mennesker, og at Gud har givet os den viljestyrke, visdom og viden, vi har brug for til at gøre det. Muslimer og kristne er enige om, at engle er rene venlige væsener, der har gode hensigter med menneskeheden. De er også enige om, at djævelen er menneskehedens fjende nummer et. Lucifer er en foragtet figur i begge traditioner. Der er også enighed om, at hvis vi ikke er opmærksomme på vores handlinger, kan mennesker blive udnyttet af ondskabens kræfter til at gøre skade på vores art og på Jorden, som Gud har gjort os ansvarlige for, fordi han gav os herredømmet over alt, hvad der er på den. Spørgsmålet er dog stadig, om vi kan finde et fælles grundlag i kraft af vores ærbødighed for engle og vores fælles tro på, at de altid er med os som menneskelige brødre? Kan vi på baggrund af disse fælles overbevisninger behandle hinanden som enten brødre i tro eller ligeværdige mennesker?

Muhammad H. Muhawesh

Områder for enighed, uenighed og punkter til yderligere diskussion

Engeler figurerer fremtrædende i både den traditionelle kristendom og den traditionelle islam. De udgør så at sige et helt univers af usynlige, men intelligente væsener, som i begge traditioner opfattes som Guds budbringere og agenter. Engle spiller sandsynligvis en større rolle i islamisk tænkning end i kristendommen, til dels fordi den moderne kristendom er blevet mere påvirket af videnskabelig skepsis end islam.

Den forskel i forståelsen af engle mellem kristendom og islam er slående. Kristne har antaget, at der findes gode og onde engle, at Satan er en faldet engel, og at englene derfor er i stand til frit at vælge for eller imod Gud. Muslimer derimod mener, at der kun findes gode engle, og at Satan og hans onde tilhængere i virkeligheden er jinn. Djin er en klasse af væsener, som ikke findes i kristendommen: usynlige væsener (lavet af ild), som er i stand til at vælge for eller imod Gud, og som derfor har brug for frelse, ligesom mennesker har brug for frelse. (Nisserne i eventyrene om 1001 nat og Aladdin er faktisk jinn.)

Udfordringen (for begge religioner) mod troen på engle kommer fra den videnskabelige naturalisme: den udbredte tro på, at naturen er alt, hvad der findes, og at naturen er det, som naturvidenskaben kender. Da videnskaben ikke kan opdage engle, eksisterer engle derfor ikke. Ifølge den videnskabelige naturalisme er engle levn fra en førvidenskabelig og animistisk tidsalder, hvor man ikke vidste meget om naturens virkemåde, og hvor man befolkede hele naturen med usynlige ånder, feer, dæmoner osv. Nu har videnskaben forklaret, hvordan naturen fungerer, og vi kan undvære overtro som engle, der er prævidenskabelig overtro. Udfordringen for både kristne og muslimer er at forklare, hvordan der kan være intelligente og personlige væsener, som ikke har fysiske kroppe. Eftersom det står mere og mere klart, at den menneskelige bevidsthed er tæt knyttet til hjernens tilstand og derfor synes at afhænge af den fysiske hjernes funktion, hvordan kan der så være intelligente væsener uden fysiske hjerner eller kroppe? Dette er et punkt til yderligere diskussion.