Cyanose

Cyanose henviser til en blå farve på huden og slimhinderne som følge af for høje koncentrationer af reduceret hæmoglobin i kapillærblodet. Iltindholdet i kapillærblodet antages at ligge midtvejs mellem det i arterielt og det i venøst blod. Områder med en høj blodgennemstrømning og en lille arteriovenøs iltforskel (f.eks. tungen og slimhinderne) bliver ikke så let cyanotiske som områder med en lav blodgennemstrømning og en stor arteriovenøs iltforskel (f.eks. huden på kolde hænder og fødder). Der skelnes derfor mellem perifer cyanose (akrocyanose), som er begrænset til huden på ekstremiteterne, og central cyanose, som omfatter tungen og slimhinderne. Cirkumoral cyanose er ikke et udtryk for central cyanose og er sjældent patologisk. Den absolutte koncentration af reduceret hæmoglobin i kapillærerne, der er nødvendig for at frembringe cyanose, er mellem 4 og 6 g/100 mL blod. Dette niveau er normalt til stede, når koncentrationen af reduceret hæmoglobin i det arterielle blod overstiger 3 g/100 mL. Klinisk cyanose vil forekomme ved forskellige niveauer af arteriel iltmætning, afhængigt af mængden af total hæmoglobin (Fig. 1.13).

Fysiologisk set kan fem mekanismer forårsage arteriel hæmoglobin-desaturering hos patienten, der indånder stueluft i normal højde: (1) alveolær hypoventilation, (2) diffusionsforringelse, (3) højre-venstre shunting, (4) mismatch mellem ventilation og perfusion og (5) utilstrækkelig ilttransport med hæmoglobin. Klinisk er diffusionsforringelse af ringe betydning som en enkeltstående årsag. Ubalance mellem ventilation og perfusion er langt den mest almindelige mekanisme og kan korrigeres ved administration af 100 % ilt. Lægen bør derfor kigge efter en ændring i cyanosen, mens patienten indånder ilt.

Observatøroverensstemmelse med hensyn til cyanose blev fundet at variere fra dårlig ved vurdering af acrocyanose til meget god ved vurdering af små børn med bronchiolitis. For at minimere variabiliteten af dette fund, observeres cyanose bedst i dagslys og med patienten hvilende i et behageligt varmt rum. Cyanosens fordeling og den perifere perfusionstilstand bør noteres. Patienter med nedsat hjertemængde og dårlig perifer perfusion kan være cyanotiske på trods af normal arteriel hæmoglobinmætningsmætning. Nogle patienter kan kun blive cyanotiske under træning, hvilket er en almindelig reaktion, når restriktiv lungesygdom reducerer det pulmonale kapillærbed, og erythrocytternes transittid bliver for kort til, at der kan ske fuld saturation under episoder med øget hjerteydelse. Medfødte hjertesygdomme hos spædbørn kan føre til differentiel cyanose, som kun påvirker den nederste del af kroppen (f.eks. hos patienter med præduktal coarctation af aorta). Det er mindre almindeligt, at kun den øvre del af kroppen er cyanotisk (f.eks. hos patienter med transposition af de store arterier i forbindelse med patenteret ductus arteriosus og shunting fra pulmonal til aorta).

Det kliniske indtryk af cyanose bekræftes normalt ved en arteriel blodgasanalyse eller, mere almindeligt, ved pulsoximetri. Pulsoximetri vil imidlertid ikke tage hensyn til tilstedeværelsen af unormalt hæmoglobin. Ved f.eks. methæmoglobinæmi er blodets ilttransporterende kapacitet nedsat, og patienterne kan fremstå lavendelblå, men pulsoximetri kan overvurdere iltmætningen i arterielt blod (SaO2). Blodet hos nyfødte spædbørn kan omvendt være godt mættet og ikke cyanotisk ved lavere arteriel iltspænding på grund af den anderledes iltbindingskurve for føtal hæmoglobin. Hos den patient med hypoxæmi, som ikke viser cyanose (f.eks. den anæmiske patient), skal lægen være særlig opmærksom på andre kliniske tegn og symptomer på hypoxi. Disse omfatter tachypnø og takykardi, anstrengelsesdyspnø, hypertension, hovedpine og adfærdsændringer. Ved mere alvorlig hypoxi kan der forekomme synsforstyrrelser, somnolens, hypotension og i sidste ende koma. Desuden kan patienten have et forhøjet kuldioxidniveau. Afhængigt af hvor hurtigt og i hvor høj grad kuldioxidniveauet er steget, vil de kliniske tegn på hyperkarbiditet i høj grad afspejle vaskulær dilatation. Disse tegn omfatter blussende, varme hænder og fødder; springende puls; forvirring eller døsighed; muskelsvind; muskelsvind; overfyldte nethindevener; og i de mest alvorlige tilfælde papilledema og koma.