Da jeg voksede op med en søster, der dansede seks gange om ugen, kaldte jeg hendes passion for “spart”, et portmanteau-ord for sport og kunst. Som pianist og konkurrerende bjergbestiger genkendte jeg dobbeltheden i dansen, der er fuldt ud kunst og samtidig fuldt ud sport. Jeg genkendte dens spartanske karakteristika: anstrengende, stiv, fysisk, fleksibel, fleksibel, selvfornægtende. Det er en praksis, der skubber grænserne og hindrer det personlige rum. Så da coronaviruset – som spredes via luftvejsdråber og tæt kontakt – kom på banen, blev danseforestillingerne aflyst.

“Sved er et problem”, siger Vanessa Logan, administrerende direktør for Texas Ballet Theater. Hun tilføjer frem for alt, at på grund af partnering er “social distancering ikke rigtig mulig for dansere.”

Sammen med de sociale distanceringsforanstaltninger slog lukningen af teatre i Dallas og et forbud mod sammenkomster danseselskaberne koldt ned. Og det er ikke kun danseselskaber. Charles Santos, den administrerende og kunstneriske direktør for TITAS, en nonprofit danseformidler, forklarer, at kunstorganisationer udgør en brøkdel af den “kreative økonomi”, som skaber tusindvis af arbejdspladser på scenen, bag kulisserne og i køkkener, spisestuer og parkeringspladser for parkeringsvagter. Alt dette genererer igen skatteindtægter til byen.

“Dette er en meget succesfuld økonomisk motor,” fortalte Santos mig i marts. “Og den er bare gået fuldstændig i stå.”

Som danseformidler blev TITAS ladt i stikken. For det første, forklarer Santos, opfører præsentatører ikke originale værker, men henter i stedet kompagnier til Dallas for at opføre deres egne værker. For det andet har præsentanterne ikke ophavsret til nogen af de værker, de præsenterer, så de kan ikke streame noget på deres websted for at skaffe penge. TITAS henvendte sig derfor til føderal finansiering og private midler og indgav ansøgninger til Paycheck Protection Program (PPP), Economic Injury Disaster Loan (EIDL) og til The Arts Community Alliance (TACA), en nonprofitorganisation i Dallas, der startede Emergency Arts Relief Fund som reaktion på pandemien.

Danseselskaberne måtte også hurtigt blive kreative, da deres indtægtskilder nærmest forsvandt. Mange startede nødhjælpsfonde på deres websteder, bad kunderne om at donere billetter til aflyste forestillinger og henvendte sig til virksomheder og donorer. Texas Ballet Theater og Bruce Wood Dance, et moderne dansekompagni fra Dallas, streamede tidligere optagede forestillinger.

Både TBT og Bruce Wood samt Dallas Black Dance Theatre har energisk søgt om tilskud og statslån, f.eks. i forbindelse med PPP. I mellemtiden afholder de tre kompagnier selskabskurser virtuelt, og deres dansere – som alle tre kompagnier er fortsat med at betale – bruger Facebook og Instagram til at holde kontakten med publikum og deler deres træning, opskrifter og yndlingsbøger og -spil.

DBDT-dansere inviterer for eksempel kompagniets Instagram-følgere til at deltage i selskabets danseundervisning om tirsdagen, og om onsdagen deler de øvelser og strækøvelser for at lindre den kropslige stress, der følger med hjemmearbejdet.

“Det handler bare om at skabe forbindelse til vores fællesskab – for det er normalt det, vi skal gøre med vores forestillinger”, siger Joy Bollinger, kunstnerisk leder af Bruce Wood Dance.

“Lige så vigtigt”, tilføjer Logan, “er det at holde vores dansere engagerede og holde alle forbundet. Du ved, at denne branche er for folk, der har en ægte passion for den. Og når det bliver taget væk, er det en udfordring. Ikke kun fysisk, men også mentalt. Og hvordan sikrer vi os, at vi tager os af alle efter bedste evne og holder dem fokuseret på noget, som de er fokuseret på hele tiden?”

Der er nu kNOwBOX, et digitalt dansekompagni. KNOwBOX er medstiftet af Martheya Nygaard og YeaJean Choi fra Texas Woman’s University (nu henholdsvis administrerende direktør og programdirektør for kNOwBOX), og kNOwBOX fungerer til at forbinde ressourcer og mennesker gennem det digitale rum.

Selskabet startede med at dele ressourcer via sociale medier hver uge; kNOwBOX gav en beskrivelse og et link til blogs, websteder, bøger eller dansekompagnier. Dernæst kom podcasten, hvor kNOwBOX er vært for dansekompagnier og lokale kunstnere, som fortæller om deres kreative proces og deres forhold til dans.

Manager of Development Reyna Mondragon forklarer, at podcasten på det seneste har budt på dansekompagniernes direktører, som har diskuteret, hvordan COVID-19 har påvirket dem. Værterne har stillet spørgsmål som: Hvordan kan en danseunderviser eller en kompagnichef fortsætte med at undervise virtuelt? Hvordan gør vi undervisningen og ressourcerne tilgængelige for studerende uden internet?

Det digitale selskab startede også en video-miniserie som svar på social distancering og hjemmeboende ordrer, hvor de interviewer dansere og danseformidlere, der kender det digitale rum, og som kan rådgive dansemiljøet om, hvordan man kan fortsætte med at programmere på afstand.

“Der var en masse snak om, hvad man skal gøre , især fordi dans er en fysisk praksis,” forklarer Nygaard. “Vi ønskede at samle disse eksperter, der allerede har været i det digitale rum eller har navigeret i det, for at dele nogle råd og værktøjer.”

Da kNOwBOX desværre måtte aflyse den internationale turné af sin dansefilmfestival 2019, og de kunstnere, der udgør kompagniet, har mistet freelanceoptrædener og koreografioptrædener. Men som kompagni trives kNOwBOX i dette miljø og ønsker at hjælpe andre med at gøre det.

Kompagniet startede NB Short Series, hvor dansere kan indsende 30-60 sekunders dansefilm til, som senere på sommeren kan streames på kNOwBOX’s Facebook, YouTube og IGTV. Kompagniet streamer også sin filmfestival 2019 på Vimeo og donerer en del af indtægterne til Artist Relief Tree, en fond for kunstnere, der er ramt af COVID-19-lukninger.

“Vi forsøger at støtte kunst, der allerede er blevet skabt”, siger Nygaard, “og så bruger vi indtægterne fra det til at gå tilbage til kunstnermiljøet for at støtte kunstnere.”

I lighed med Texas Ballet Theater, Bruce Wood og DBDT bruger Indique Dance Company, et Dallas-baseret Bharatanatyam-danskollektiv, også sociale medier til at holde kontakten med publikum og med hinanden på trods af udsættelsen af deres største forestilling.

Indique skulle efter planen have opført deres originale stykke Satyam/Bias i Winspear Opera House som en del af AT&T Performing Arts Centers Elevator Project. (Bharatanatyam er en klassisk indisk danseform, der kombinerer ren dans og nonverbal historiefortælling; Satyam er sanskritordet for sandhed). Alligevel gør kompagniet det.

“Lige nu ser vi vores rolle, om man vil, som: Vi skal forsøge at løfte alle op med vores kunst”, siger Saumya Tayi, danser i Indique. “Og så har vi det bare sjovt med det.” De sætter lidt lethed ind i en tung situation ved at lægge komedierutiner ud på deres sociale medier.

Det har vist sig at være en udfordring at bevare forbindelsen som kompagni: “Vi savner alle at danse sammen,” siger Tayi. “Mit nuværende mål er at vælge et stykke musik og koreografere et minut af det og derefter udfordre en anden pige på holdet til at koreografere det næste minut af det, lidt ligesom en isspand-udfordring, men med dans.”

Interessant nok portrætterede Tayis stykke til Satyam/Bias på forhånd de usynlige barrierer for social distancering og beskyttelse på stedet. Hendes stykke, der er løst baseret på historien om Berlinmuren, fortalte historien om en mur, der er bygget midt i en by. Det er en historie om familier, venner og elskende, der pludselig blev splittet op, en historie om virksomheder, der kæmper efter at have mistet halvdelen af deres kunder.

“Når muren kommer op, og den egentlige lidelse sker efter at være blevet splittet op,” siger Tayi, “er det, der sker i stykket, at folk faktisk indser, at de burde være et fællesskab sammen, og at de var stærkere sammen på trods af deres forskelligheder.”

Stykket skildrer karantænelivet op til dette punkt, griner Tayi. Ironien er, at nogle mennesker, selv om vi alle higer efter menneskeligt samvær, i virkeligheden politiserer coronaviruset og bruger det til at understrege deres uenigheder. Men det bør være ligegyldigt, hvad ens politiske holdninger er, siger Tayi, vi bør blot sympatisere med dem, der har mistet deres levebrød på grund af pandemien.

Men selv om Indiques Elevator Project-forestilling er blevet flyttet til juni, er Tayi usikker på, om vi vil se Satyam/Bias til den tid. Hun tror, at folk vil have lyst til at se noget sjovt og let frem for noget intenst og indadvendt.

Oprigtigt talt beskriver usikkerheden alle dansekompagniernes tilstand i øjeblikket.

Theatre fik officielt lov til at genåbne den 1. maj, men guvernør Abbotts ordrer gør det uklart, om det omfatter scenekunststeder ud over biograferne. At åbne ved 25 procent af den maksimale kapacitet giver alligevel ikke økonomisk mening.

I mellemtiden har det vist sig at være en heltids- og hæslig proces at omlægge årets udsatte forestillinger.

“Det er som et puslespil lige nu,” siger Bollinger, “hvor man flytter en begivenhed – vores forestilling i Fort Worth gik for eksempel fra den 25. april til den 5. september – og vi håber, at det stadig kan ske, og at der til den tid er nogle ting, der er klaret op. Men vi ved det bare ikke. Og så ja – det er bare at skabe en ny tidsplan, men så må vi se.”

Social afstand udgør også en reel forhindring, tilføjer hun: “Det, der er en ting ved vores øveproces, er partnering. Vi ville være ude af stand til at udføre en del af vores arbejde med social distancering i orden. Så vi er nødt til at gå meget forsigtigt og forsigtigt til værks.”

På trods af, at vi mangler penge, er TITAS fortrøstningsfuld. De har fjernet alle internationale kompagnier fra den kommende sæson og fremstiller den som en “helt amerikansk sæson”. Dels fordi ingen ved, hvordan rejserne vil se ud i fremtiden, dels fordi det er det rigtige tidspunkt.

“Mens vi alle forsøger at genopbygge, vil vi fokusere vores energi på kunstnerne fra vores eget land, som forsøger at genopbygge,” siger Santos. “Vi vil komme tilbage. Jeg mener, vi har planer om en rigtig god sæson.”