En konsonant er den lyd fra den mundtlige tunge, der produceres ved at lukke eller indsnævre stemmekanalen ved at bringe de organer, der er forbundet med artikulationen tættere sammen eller i kontakt, hvilket forårsager hørbar turbulens. Med andre ord er en konsonant en type bogstav i alfabetet.

Ordet konsonant betyder på latin “at lyde sammen med” og har at gøre med tanken om, at konsonanter ikke i sig selv har en lyd, men altid skal være ledsaget af en eller flere vokaler – den anden slags bogstaver – for at have en betydning. Dette er især tilfældet i det spanske sprog, da der i andre sprog findes ord uden vokaler.

Konsonanterne i det spanske sprog er: B, C, D, F, G, H, H, H, J, K, L, M, N, N, Ñ, P, Q, R, S, S, T, V, W, X, Y og Z.

Hver konsonant er karakteriseret ved særlige kendetegn, som definerer den som sådan, og som er særegne for alle sprog i verden. De er: artikulationsmåden (kriteriet afhænger af, hvordan luftstrømmen hindres), artikulationspunktet (det sted i mundvigene, hvor lufthindringen opstår), fonationsmåden (hvordan stemmelæberne vibrerer), VOT (eller “voice onset time”, dvs. forsinkelsestiden for fonation), luftstrømningsmekanismen, længden og artikulationskraften.

I udtalen af konsonanter findes der forskellige former for artikulation, som kan være: labial (bilabial, labio-velar, labio-alveolar eller labiodental), koronal (linguolabial, interdental, dental, dental, alveolar, apikal, laminar, postveolar, alveolo-palatal, retroflex), dorsal (palatalt, labio-palatal, velar, uvular, uvular-epiglottal), radikal (pharyngeal, epiglottal-pharyngeal, epiglottal) og glottal.

Kombinationen af konsonanterne med vokalerne resulterer i spansk i hvert enkelt ord fra det enkleste til det mest komplekse, og dermed i opbygningen af sætninger.