Den anden verdenskrig markerede revolutionerende ændringer i krigsførelsen og i støtten til krigen fra hjemmefronten. På grund af disse forandringer begyndte repræsentanter for landets politiske, økonomiske, industrielle, diplomatiske og militære samfund – kombineret og individuelt – at foretage justeringer og omlægninger i landets overordnede forsvarsorganisation, allerede inden krigen nærmede sig sin afslutning. Med Japans kapitulation i august 1945 forårsagede det offentlige pres imidlertid en øjeblikkelig og hastig demobilisering af hæren på trods af dens besættelsesansvar i Tyskland, Østrig, Japan og Korea. Fra en styrke på over 8.000.000 soldater i august 1945 faldt hæren til under 3.000.000 soldater i januar 1946 og til 554.000 soldater i marts 1948. Faldet i kampdygtighed var endnu hurtigere, da de fleste veteraner, bortset fra de relativt få karrieresoldater, blev afskediget og erstattet af uerfarne rekrutter.

Den kolde krigs indtog stimulerede imidlertid snart bestræbelserne på at genoprette den militære effektivitet, og den i 1940 indførte værnepligt i fredstid blev genindført i 1948 og derefter periodisk fornyet. Hærstyrken stabiliserede sig på omkring 600.000 soldater i 1949-50. I mellemtiden havde den teknologiske og militære udvikling, der var begyndt under Anden Verdenskrig, øget landets sårbarhed ved at reducere Atlanterhavets og Stillehavets beskyttende betydning. Delvis i erkendelse af denne kendsgerning og delvist for at rette op på organisatoriske fejl, der blev afsløret under krigen, blev forsvarsstrukturen ændret fundamentalt ved National Security Act of 1947. En væsentlig ændring var oprettelsen af et uafhængigt amerikansk luftvåben, der blev skabt af hærens luftvåben. I de efterfølgende år – da de tre tjenestegrene kæmpede for at strække deres budgetter for at opfylde omfattende militære forpligtelser og også forsøgte at tilpasse sig deres nye relationer og de enorme ændringer i krigens karakter – opstod der betydelig uenighed blandt dem om deres respektive roller og opgaver. Blandt de vigtigste spørgsmål mellem tjenestegrenene var: hvordan luftvåben skulle tilpasses til krig til lands og til søs såvel som i luften; hvordan langtrækkende missiler skulle indarbejdes i kampstyrkerne; og hvad der skulle ske med anvendelsen af atomkraft i kamp. Den 26. juli 1948 underskrev præsident Harry S. Truman dekret 9981, som afskaffede raceadskillelse i det amerikanske militær. Selv om hærens øverste ledelse i første omgang modsatte sig denne ændring, ville situationen i Korea snart tvinge dem til at gøre det.

Udbruddet af Koreakrigen i 1950 gav anledning til endnu en udvidelse af hæren, denne gang til 1.500.000 soldater i 1951. Men selv efter Koreakrigens afslutning i 1953 opretholdt hæren en styrke i fredstid, som var uden fortilfælde i landets historie. Ved udgangen af 1960 var hærstyrken f.eks. på i alt 860.000 mand. Behovet for en så stor stående hær blev forklaret med USA’s ledende rolle i den kolde krig og dets behov for at opretholde betydelige væbnede styrker i beredskab i Vesteuropa i tilfælde af en sovjetisk invasion. Efter Korea-krigen faldt hærstyrken, mens det meste af forsvarsbudgettet blev afsat til flådens og luftvåbnets atomvåben med langtrækkende atomvåben. Mere alvorlig end faldet i antallet af hærpersonel var i mange strategiske planlæggeres øjne et fald i kampeffektivitet på grund af manglende midler til at modernisere udstyr og våben. Hæren havde 14 divisioner, men kun 11 var organiseret og udrustet til kamp.