Af Graham Vanbergen

Der har for nylig været mange spekulationer i pressen om det forestående globale krak og de uundgåelige konsekvenser, som det vil medføre. Selv om dette fortsat er spekulationer, mener mange ekspertøkonomer, at disse spekulationer faktisk allerede er en realitet. Her analyserer forfatteren nogle af de grunde, som nogle af de mest kendte økonomer verden over anfører, og han har flere dårlige nyheder til os alle. Den forudsagte globale recession i 2020 kan være optimistisk.

Forudsigelserne kommer nu tæt og hurtigt. Det ser ud til, at det er givet, at 2020 er datoen, hvor krak 2.0 vil skabe ravage endnu en gang. Desværre er disse forudsigelser blevet mere og mere sande. I takt med at mange virksomheder har indgivet konkursbegæring og lukning, går økonomierne over hele kloden i stykker. I skrivende stund er 2020 allerede i sin anden halvdel. Men der ser ikke ud til at være noget lys for enden af tunnelen endnu. “Selv om antallet af konkursbegæringer fra forbrugere er faldet i år, forudser vi, at vi vil se en kraftig stigning i sidste halvdel af 2020 og ind i 2021”, udtalte Ben Tejes medstifter og administrerende direktør for Ascend Finance, som har bygget beregnere til konkurs- og gældsafvikling.

Forudsigelserne fra kendte økonomer og tidsskrifter

The Independent har sagt: “Den næste globale finanskrise vil ramme i 2020, advarer investeringsbanken JPMorgan – udløst af automatiserede handelssystemer. “1

Forbes: “2020’erne kan blive det værste årti i USA’s historie – udløst af afsmitning fra en global kreditkrise. “2 Denne Forbes-forudsigelse har aldrig været mere præcis. I dag, hvor flere enkeltpersoner har gældsat sig, er der en global kreditkrise. Pandemien har medført lukning af virksomheder. Derfor har økonomierne lidt under det; arbejdspladser er gået tabt. Bare for at opfylde deres daglige behov har mange gældsat sig og betaler stadig for det nu.”

Mark Zandi, cheføkonom hos Moody’s Analytics, sagde, at “2020 er et virkeligt vendepunkt.”

True Tamplin fra Finance Strategists sagde: “Selv om vi har set et V-formet opsving på markederne, er de fundamentale målinger, som skaber langsigtet vækst, i opløsning. Det, vi ser, er det direkte resultat af enorme stimuleringspakker, lave renter, lave skatter og andre løftestænger, der er blevet trukket for midlertidigt at støtte aktiemarkedet.”

Da aviserne, magasinerne og kreditinstitutterne spekulerer. (Læs mere om bedste kreditkort efter konkurs.) Men hvad med dem, der har viden?

De økonomiske institutioners forudsigelser

Ud over de ovennævnte økonomiske tidsskrifter er her også nogle analytikerprognoser fra kendte økonomer i den akademiske verden.

Nouriel Roubini,3 professor ved NYU’s Stern School of Business. Han er også seniorøkonom for internationale anliggender i Det Hvide Hus under Clinton-administrationen. Han har også arbejdet for IMF, den amerikanske centralbank og Verdensbanken.

Roubini forudsiger, at den nuværende globale ekspansion sandsynligvis vil fortsætte ind i næste år, men advarer om, at betingelserne vil være modne til en global recession i 2020.

Han gør opmærksom på, at de globale stimuleringspakker er ved at være slut, at inflationen er på vej, at handelskonflikter vil skabe en bremse for økonomierne, og at renterne nu er på vej opad. Han har naturligvis ret på alle punkter.

Interessant nok kommenterer Roubini, at en begrænsning af indvandringen vil bremse væksten, fordi de aldrende befolkninger ikke vil være i stand til at tage den manglende arbejdskraft op. Det er en ironi, som vil gå tabt for den samme befolkningsgruppe, der stemte for populistiske bevægelser for at fjerne dem.

Selv om det er en ironi, er det også sandt. Indvandring på tværs af nationer er også blevet bremset, om end midlertidigt, på grund af rejserestriktioner. Da disse håbefulde indvandrere er tvunget til at blive i deres hjemlande, kan nogle også lide at være arbejdsløse eller tjene mindre end det, de håbede på. Dette bremser den økonomiske vækst, da folks købekraft også falder.

Roubini siger også, at Kina skal bremse sin vækst for at håndtere overkapacitet og overdreven gæld. I den anden del af verden vil Europa være nødt til at håndtere sin egen aktuelle politiske dynamik og trusler om flere udtrædelser. Brexit har desværre sat denne form for model for andre lande i EU. Som det har vist sig i tidligere recessioner, “vil risikoen for illikviditet og brandudsalg/undershooting blive større, og sandsynligvis endnu vigtigere er det, at man ikke længere kan regne med den bagstopper, som centralbankerne leverede i årene efter krisen.”

Med andre ord har den keynesianske økonomi netop fejlet. Kun få regeringer var i stand til at redde noget fra det sidste krak til at betale for det næste.

William White4 er tidligere viceguvernør i Bank of Canada og tidligere chef for den monetære og økonomiske afdeling i Bank for International Settlements.

White er ligesom Roubini af den opfattelse, at den næste recession kan blive endnu dyrere end den sidste, “ikke mindst fordi de politiske beslutningstagere vil stå over for hidtil usete økonomiske og politiske begrænsninger, når de skal reagere på den.”

Nationer over hele kloden har pådraget sig så meget mere gæld fra Verdensbanken og andre globale bank- og låneinstitutioner. Det er ikke længere en politisk kamp fra den ene nation til den anden. Men en forenet kamp mellem politikere for at redde deres respektive lande fra en pandemi, der skaber større ødelæggelse, end man nogensinde kunne have forestillet sig.

White fokuserer mere på de seneste pengepolitikker, der har ført til en kontinuerlig stigning i forholdet mellem ikke-finansiel gæld og globalt BNP. Han påpeger med rette, at gælden har hobet sig op over hele verden, og at de mest markante stigninger findes i de private sektorer på de nye markeder.

“Genopretningen i de nye markedsøkonomier skulle være en del af løsningen efter krisen. Nu er disse økonomier en del af problemet. Det faktum, at en stor del af denne dollardenominerede gæld er blevet udstedt af personer, der ikke er bosiddende i USA, betyder, at der kan være en ny kostbar valuta-mismatch-krise i vente.”

Efterhånden indgår overopblæste aktiver som aktier og ejendomme i disse økonomiske eksperters kritik, og alle ser ud til ikke at blive fanget i “vi så det ikke komme”-lejren ligesom sidste gang. Der er nu tale om “covenant-lite”-lån – de lån, der mangler mange grundlæggende beskyttelsesforanstaltninger for långiveren, som har skabt et miljø for overdreven risikotagning. Sådan var det i 2008 – udlån til demografiske grupper med høj risiko.

Richard Kozul-Wright, direktør for afdelingen for globalisering og udviklingsstrategier ved FN’s konference om handel og udvikling, anlægger en lidt anden vinkel på den kommende krise. Men i sidste ende løber det hele op i det samme. Han siger, at et underreguleret, eller endnu vigtigere og ureguleret “skyggebanksystem” er vokset til en forretning på 160 billioner dollars. Det er dobbelt så stort som den globale økonomi.”

“Takket være de billioner af dollars i likviditet, som de store centralbanker har pumpet ind i den globale økonomi i løbet af det seneste årti, er aktivmarkederne steget igen, virksomhedssammenlægninger er gået i gang, og aktietilbagekøb er blevet et benchmark for ledelsesmæssig skarpsindighed. I modsætning hertil har realøkonomien sprudlet af sted gennem flygtige anfald af optimisme og periodisk snak om nedadrettede risici. Og mens de politiske beslutningstagere fortæller sig selv, at høje aktiekurser og eksport vil øge gennemsnitsindkomsterne, er det en kendsgerning, at størstedelen af gevinsterne allerede er blevet taget af dem helt oppe i toppen af pyramiden.”

Andrei Shleifer, den kendte professor i økonomi ved Harvard University, siger, at ingen af erfaringerne fra krisen i 2008 er blevet lært, uanset hvad forskellige regeringer har sagt, at de har gjort. Det interessante er, at det, som Shleifer mest af alt siger, er, at det sidste krak faktisk var forudsigeligt, og at det derfor også burde være tilfældet med det næste krak. Han kommer naturligvis til de samme konklusioner, der vil komme et krak, men af andre årsager.

Min pointe er meget enklere. Jeg forudsagde krakket i 2008 og flyttede alle penge væk fra aktier (tjek det automatiserede handelssystem (bitcoin pro)) og investerede nogle af dem i ædelmetaller. Mange mennesker er begyndt at investere deres stimuluspakke i cryptocurrency, som ser ud til at blomstre i øjeblikket som bemærket af Coinformant. På det tidspunkt var min bekymring, at væksten blev drevet af gæld og ikke af produktion eller hurtigt stigende lønninger (hvoraf ingen af dem faktisk skete), der blev genanvendt tilbage i økonomien. Jeg mente, at markedet var bygget på blufærdighed og overtillid. Det viste sig, at det var et bankstyret tillidstrick. De satsede større end nogensinde før og spillede på, at redningspakker ville komme – og de havde ret.

I 2018 er den globale gæld steget til det iøjnefaldende beløb på 250 billioner dollar. Vokset fra lidt over 140 billioner dollars i 2008 – dette tal er nu mere end 300 procent af 2018’s forventede årlige globale produktion på 87 billioner dollars. Igen har øget produktion og stigende lønninger ikke været den primære drivkraft bag væksten, men det har gælden.

Kozul-Wright nævner med rette, at “vækstmarkedernes andel af den globale gældsbeholdning steg fra 7 % i 2007 til 26 % i 2017, og kreditgivningen til ikke-finansielle selskaber i disse lande steg fra 56 % af BNP i 2008 til 105 % i 2017.” Han nævner også med rette, at disse økonomier er langt mindre tilbøjelige til at kunne klare en eventuel nedtur.

Nomi Prins, tidligere direktør for Goldman Sachs, nu journalist, der skriver om Wall Street og den amerikanske økonomi, kommer med en lignende, men mere fokuseret årsag til udløsningen af den næste krise. Hun mener, at de fire søjler af gæld er på randen af sammenbrud.

Husholdningernes forbrugsgæld har nået alle tiders højdepunkter. Det samme gælder kreditkortsgæld og studentergæld (nu den næsthøjeste gæld i USA) og endelig bilgæld. Det er interessant, at bilgælden i USA ikke blot har nået et nyt højdepunkt, men også at de misligholdte lån nu har overhalet højdepunktet fra 2008. Dette er stort set det samme i Det Forenede Kongerige. (se listen over britiske børsmæglere)

“Vores økonomi hviler på fire smuldrende søjler af gæld. Hvis en af disse kollapser, kan hele overbygningen ikke være langt bagefter”, advarer Prins.5

Og så ser det ud til, at de fleste økonomiske eksperter går med 2020 for det globale krak til at vende tilbage på alle de førnævnte. Og de er alle gyldige grunde.

Min opfattelse er, at den næste globale krise allerede er begyndt, men at recessioner begynder, hvor vi ikke kigger efter, og når vi opdager det, er det for sent. Vi kan også godt lide at sætte en begivenhed på nedgangstider som den falske antagelse, at Lehman’s var epicentret for det værste økonomiske krak i 100 år. Virkeligheden er, at Lehman’s blot var en politisk syndebuk for de daværende underregulerede neoliberale markeder, som overdrev sig selv. Det var alt sammen røg og spejle.

Det, der skete dengang, vil ske igen, da reguleringen ikke har løst de underliggende problemer, blot vil reaktionerne på det denne gang blive dæmpet på grund af mangel på tilgængelige ressourcer, og det er naturligvis en bekymring.

Der er dog en større bekymring. Resultatet af nye redningsaktioner vil denne gang være helt ubærligt, især i lande med genopståede populistiske bevægelser og deres næsten insolvente regeringer. Og denne gang, som et direkte resultat af 2008, er der mange at vælge imellem. Nedfaldet kan denne gang være lige så spilforandrende, som det var sidste gang.

Slutord

Du kan vælge mellem de mange udløsere, der kan få skylden. Men uanset hvad årsagen er, kan man roligt sige, at forudsigelserne om en global recession i 2020 rent faktisk er blevet til virkelighed. Forskellige lande fordelt på alle kontinenterne har deres egne udløsende faktorer for hver deres respektive økonomiske recession. Truede, hvis ikke reelle handelskrige, geopolitiske spændinger, imploderende forbrugs- eller virksomhedsgæld, chokvalg, justerende priser på aktiver, Brexit, et destabiliseret EU, stigende renter, inflation. Det forventede krak i 2020 har allerede en fod i døren, fordi eksperterne allerede advarer om, at det vil blive sådan – tilliden svinder hurtigt ind. Inden sommeren næste år vil de globale markeder have en ubestridelig ny bane. Det eneste økonomer kan håbe på er, at markederne forhåbentlig vil begynde at blomstre igen og forbedre sig.

Om forfatteren

Graham Vanbergens erhvervskarriere kulminerede med en bestyrelsespost i en af Storbritanniens største ejendomsporteføljer, der ejes af en af de største finansielle institutioner i verden. I dag er han grundlægger og medvirkende redaktør af TruePublica.org.uk.