Bibelens bønner: Jonas’ bøn i Jonas 2:1-9

1 Inde fra fiskens indre bad Jonas til Herren, sin Gud. 2 Han sagde: “Jeg har ikke sagt noget:
“I min trængsel råbte jeg til Herren,
og han svarede mig.
Fra dybt inde i de dødes rige råbte jeg om hjælp,
og du lyttede til mit råb.
3
Du slyngede mig ned i dybet,
ind i havets hjerte,
og strømmene hvirvlede om mig;
alle dine bølger og brydninger
svømmede over mig.
4
Jeg sagde: “Jeg er blevet forvist
fra dit syn;
og dog vil jeg igen se
på dit hellige tempel.
5
Det opslugende vand truede mig,
dybet omgav mig;
tang var viklet om mit hoved.
6
Til bjergenes rødder sank jeg ned;
jorden under mig spærrede mig inde for evigt.
Men du, Herre min Gud,
bragte mit liv op af graven.
7
“Da mit liv var ved at ebbe ud,
hukommede jeg på dig, Herre,
og min bøn steg til dig,
til dit hellige tempel.
8
“De, der klamrer sig til værdiløse afguder
vender sig bort fra Guds kærlighed til dem.
9
Men jeg, med råb af taknemmelig lovprisning,
vil ofre til dig.
Det, jeg har lovet, vil jeg indfri.
Jeg vil sige: ‘Frelsen kommer fra Herren’.”

Det er nok en af de mest unikke indstillinger for en bøn i hele Skriften og et sted, som ingen af os nogensinde ville ønske at være. Jonas er berygtet som profeten, der lander inde i en hval (eller i hvert fald i en stor fisk, det står ikke specifikt i Bibelen). Han har truffet nogle dårlige valg, fulgte sit hoved i stedet for Helligånden og befinder sig på en båd til et sted, som Gud ikke havde bedt ham om at tage hen. Båden løber snart ind i dårligt vejr og stormfuldt hav. Jonas indser sin fejl ved ikke at adlyde Guds befaling om at sejle til Nineva, det folk, han var sendt ud for at prædike for. Han ved, at hvis han ikke er med på båden, vil resten af besætningen overleve. Han bliver kastet over bord og bliver slugt af hvalen.

Vi kender historien ganske godt. Men har vi set et lignende sæt af omstændigheder udspille sig i vores liv? Sådan plejer det at foregå:

1. Gud giver os en befaling om at gøre noget
2. Vi ønsker ikke at følge “nævnte befaling”
3. Vi beslutter os for, at vi ikke vil lytte til Gud
4. Gud tillader et krisemoment i vores liv, hvor vi råber til ham
5. Vi beder om Guds tilgivelse og muligheden for at blive genoprettet ud af det rod, vi har lavet
6. Gud genopretter os og sætter os på rette vej igen
7. Vi forstår hans oprindelige befaling og følger den i lydighed

Hvis du er som mig, har du gennemgået trin 1-7 en gang eller to (eller halvtreds) i dit liv. Det er den menneskelige tilstand, som vi alle er født ind i. Vi vælger synd frem for frelser. Vi vælger selvet frem for overgivelse. Det er grimt, og det kan føre til, at vi havner i nogle ret grimme situationer. Se bare på Jonas: en mand, der ligger i en hvals mave med tang viklet om halsen og lugter af hvad ved jeg hvad inde i dyret … alt sammen fordi han valgte at sige nej til Gud.

Der er tale om dagens afsnit af Bibelens bønner, som virkelig kan tale på flere forskellige niveauer. Nogle vil måske opleve, at de befinder sig i hvalen, et sted, der er et resultat af dårlige valg og ulydighed. Der er noget i Jonas’ bøn til dig i dag. Andre har måske forladt hvalen, men føler stadig en nagende fornemmelse af, at de har svigtet Gud, og at skyldfølelsen ikke vil aftage. Jonas har også noget til dig. Endelig er der nogle, der ser de dårlige valg, som andre tæt på dem har truffet, og som spekulerer på, hvad der skal til, for at de endelig kan blive befriet; for at komme ud af det dårlige sted, de er i. Jonas har også noget trøstende til dig i dag!

Guys, jeg er begejstret for denne bøn i dag. Jeg elsker Jonas’ bog. Lad os grave os ned i den!

1. Jonas forstår, at Gud er en Gud, der er nær

Fra dybt inde i de dødes rige råbte jeg om hjælp, og du lyttede til mit råb. Jonas 2,1

Det er let at sige, at Jonas som profet havde alle de rigtige svar. Han var i kontakt med Gud. Han var endda et talerør for Gud til at kalde folk ud af deres ondskab. Det betyder ikke, at han var ufejlbarlig. Mænd og kvinder i lederstillinger i kirken er mennesker, og de kan let komme på afveje og fejle. Gud havde klart sagt til Jonas, at han skulle gå: Herrens ord kom til Jonas, Amittajs søn: “Gå til den store by Nineve og prædiker imod den, fordi dens ondskab er kommet frem for mig.” Jonas 1,1 Af en eller anden grund: måske af frygt, måske af tvivl, måske bare af fordomme mod befolkningen i Nineva, besluttede Jonas sig for at flygte i den modsatte retning. Hans handling var ren og skær trods og ulydighed over for Gud.
Bønnen i Jonas 2 er ordene fra en desperat mand, som kunne have vendt sig indad og sunket yderligere ned i adskillelse fra Gud. Men han indså, at selv i sin synd var Gud stadig tæt på ham. Gud kunne have tilladt Jonas at drukne. Han kunne have startet forfra med en anden. Det gjorde han ikke. I sin nåde tillader han fisken at sluge Jonas, og i det indser Jonas, at han er blevet skånet og har fået en ny chance. Selv om det sted, hvor han sidder, er mørkt, er Gud ikke langt væk og fjernt. Gud er nær. For dig og mig giver det et stort håb. Jesus forlader os aldrig, når vi befinder os i livets afgrund. Hans tilstedeværelse er der, og vi behøver blot at påkalde hans navn for at blive bragt på ret køl igen.

2. Jonas husker på, at Gud er en Gud, der genopretter

Da mit liv var ved at ebbe ud, kom jeg i tanke om dig, Herre, og min bøn steg op til dig, til dit hellige tempel. Jonas 2,7

Nogle gange, når vi befinder os et sted, som Jonas var, og så kommer vi ud af det, føler vi os uværdige og ufortjente. Helt ærligt, det er en naturlig reaktion, og der bør være en vis grad af erkendelse fra vores side af vores uværdighed. Vi er ikke værdige til at modtage Guds generøse nåde i vores liv. Vi har intet at give ham, og vi kan heller aldrig betale ham tilbage. Men for nogle hænger skyldfølelsen ved. Satan bruger vores uværdighed til at sige: “Se, du er for langt ude. Du har lavet et rod i tingene, og Gud kan aldrig bruge dig.”

Den store ting ved Jonas’ omvendelsesoplevelse i hvalen er, at den tvinger ham til at stole på Guds karakter og ikke på sin egen. Han kender sin egen syndighed. Han ved, at bortset fra Gud er han en fiasko, et rod, og at han aldrig vil få det godt igen. Men … han husker på Gud! Hvor ofte glemmer vi ikke, at vores identitet er blevet ny, når vi sætter vores lid til Kristus? Vi er bogstaveligt talt ikke længere vores egne længere, men vi er hans. Hans mest værdifulde ejendom. Det er den sandhed, vi skal holde fast ved, når fjenden banker på.

Ved I ikke, at jeres legemer er templer for den Helligånd, som er i jer, og som I har modtaget fra Gud? I er ikke jeres egne; I blev købt for en pris. 1 Korinther 6:19,20

3. Jonas ved, at Gud er en håbets Gud

De, der klamrer sig til værdiløse afguder, vender sig bort fra Guds kærlighed til dem. Jonas 2:8

I disse få korte vers har Jonas fået at vide, at Gud er nær, at han genopretter, og at der endelig er håb i ham. Han løb den anden vej i fuld forventning om at undgå Guds kald. Jeg er ikke sikker på, hvorfor han troede, at han kunne snyde Gud, men på den anden side er jeg heller ikke sikker på, hvorfor jeg tror, at jeg kan snyde ham! Vi følger alle Jonas’ vej på et eller andet tidspunkt. Vi tror alle, at vi har regnet livet ud, og at vi bare skal tage det herfra. Men Gud ved bedre og ved, at vi ikke kan overleve længe i dette liv uden hans tilstedeværelse.
For nogle af jer er dette sidste punkt svært, fordi den situation, I har befundet jer i (eller en anden person), virker så håbløs. Den synes umulig at reparere og uden for ethvert niveau af genoprettelse. Og lad mig sige, at ud fra vores begrænsede formåen er alting uopretteligt. Vi har ingen midler til at reparere vores ødelæggelse. Vi har ingen mulighed for at bygge bro over den store kløft, der ligger mellem os og Faderen. Men lovpris Gud, at Jesus blev ofret for os! Hans død dækker al vores synd … hele vores synd. Vi kan godt lide at kategorisere og sige, at nogle synder er større og andre mindre. Noget er let at tilgive, og noget kan ikke tilgives. Men at acceptere Kristi frelsesværk betyder at acceptere det på det rene. Din synd bliver ikke længere husket.

Han har fjernet vores synder så langt fra os, som øst er fra vest. Salme 103:12

Som noget af det, jeg har skrevet i år, kommer dette budskab hjem som nok den stærkeste frelsesagtige blog, jeg har lavet i 2019. Jeg har brugt noget tid på at kaste visioner for det, Gud har lagt foran mig. Jeg har centreret mig om et budskab om udholdenhed, om at holde kursen og om at være med i dette løb på den lange bane. Men jeg ved, at vi står over for en fælles fjende, og at Djævelen har sat sit sigte på mange i år. Han ønsker at splitte familier ad. Han ønsker at ødelægge ægteskaber. Han vil gerne have, at den ild og lidenskab, der brænder i vores hjerter, bliver kold; at den knap nok bliver en flimmer.

Så jeg slutter denne uges blog med en bøn og en anmodning. Hvis jeg kan bede for dig på nogen måde, vil jeg meget gerne gøre det. Det er helt mellem os. Det kan endda være en uudtalt. Men lad venligst ikke nogen byrde, som du bærer, blive båret alene. Jonas gik ned i hvalens mave, men Jesus var der. David sagde, at der ikke var noget sted, han kunne flygte fra Guds nærvær (Salme 139:7-12). Jeg ønsker, at du skal vide, at Kristus er tæt på dig i alle situationer. Jeg vil gerne være der for at støtte dig i bøn og stå i kløften med dig.

Guys jeg elsker jer! Det er en glæde og et ydmygt privilegium at løbe dette løb sammen med jer.

Lad os komme i forbindelse:

E-mail: [email protected]

Facebook:

https://www.facebook.com/derekcharlesjohnson1/

Instagram: https://www.facebook.com/derekcharlesjohnson1/

http://instagram.com/derekcharlesjohnson
Andre blogs til yderligere læsning:

The Home Is A Mission Field (Parenthood Series)
Choosing The Right Path: To The Young & Single Man (Raising The Standard Series)
Dear Worried & Afraid (Letter To The Hurting Series)