Abstract

Dermis (syn : cutis) er langt det tykkeste hudlag og udgør ca. 7 % af kropsvægten. Dens bindevæv er specielt på grund af sin struktur, og fordi det rummer mange selvstændige små organer, hårene og svedkirtlerne, der tilsammen kaldes “hudens vedhæng”. Ligesom andre bindevæv ser dermis i første omgang ud som et net af indbyrdes forbundne kollagenfibre, elastiske fibre og en interstitiel grundsubstans, der er rig på proteiner og glykosaminoglykaner (GAG’er). Det meste af kollagenet er dannet ved, at der med regelmæssige mellemrum samles stærke fibriller (tykkelse: 20-100 nm), der er adskilt af proteoglykaner, og som er anbragt i indbyrdes forbundne bundter og danner et netværk uden påviselige frie ekstremiteter. De elastiske fibre har et fibrillært skelet bestående af fibrillin (type 1 og 2) (tykkelse: 1,0-1,3 nm) og andre fibrillære proteiner (fibulin, microfibril-associeret fibrillært protein, MAFP), i hvis centrum et amorft stof, elastin, er aflejret. De er vævet sammen med kollagenfibre. De fibrillære kollagener og de elastiske fibre er indlejret i en tyktflydende gel (den såkaldte grundsubstans), der består af ikke-fibrillære kollagener, proteoglykaner (sammensætning af proteiner og glykosaminoglykaner) og mikrofibril-associerede glykoproteiner (MAGP). Alle disse komponenter i dermis syntetiseres af fibrocytterne (også kaldet fibroblaster, selv om de er modne celler), som er talrige i ungt væv, men sjældne i ældre væv. Endelig tilbageholdes en stor mængde vand på grund af MAGP’ernes høje hygroskopiske evne. Mikroskopisk eller ultralydsundersøgelse afslører to typer dermisk bindevæv afhængigt af struktur og placering: den papillære/subpapillære og adventitiel dermis, der er 20 til 100 µm bred, og den retikulære dermis (eller chorion), der er ti til tyve gange tykkere.