Don Dokken mener, at Dokken ville have været “et kæmpe band, der spillede på udsolgte arenaer”, hvis det ikke var gået i opløsning i 80’erne
Dokken-frontmand Don Dokken blev for nylig interviewet af bogforfatter Greg Prato for Songfacts for at promovere Dokken’s nye album The Lost Years, der er på vej: 1978-1981, som udkommer den 28. august 2020.
Med hensyn til, hvor han tror, at Dokken ville være endt, hvis de ikke var gået fra hinanden i slutningen af 80’erne, udtalte Don Dokken bl.a.:
“Jeg ved allerede, hvad der ville være sket. Vi ville have været et kæmpe band, der spillede på udsolgte arenaer. Vi var totalt forberedt. Vores manager sagde: “Hør, I har lavet Monsters of Rock. I har spillet på stadioner. På den næste plade skal I lave en verdensturné som hovednavn – ikke mere support. Giv mig et hit, og så er det slut. Du skal være på.”
Og… vi gik fra hinanden. Vores management begyndte at flytte al deres opmærksomhed til deres andet band, som var Metallica, og så lavede de Black Album. Vi ville sandsynligvis have fået et Black Album, hvis vi var blevet sammen og havde taget vores hoveder sammen. Vi stod lige der på afgrundens rand. Vi spillede allerede på arenaer og solgte ud til 10.000 pladser, og så spillede vi på stadioner. Vi stod lige ved afgrunden til næste album, verdensturné, færdig aftale.
Og vi nåede det ikke, fordi jeg ikke kunne klare det længere. Narkotikamisbruget var så voldsomt. Jeg lægger ikke fingeren på dem, men jeg tog aldrig kokain – det var ikke min ting. Og de fyre var skæve, ligesom alle andre – man kan ikke bare sige Dokken. Dokken var kendt for interne stridigheder, fordi de offentliggjorde dem. Jeg kan nævne fem bands, der har det samme problem. Jeg ved ikke, hvorfor de offentliggjorde fejden mellem George og mig så meget, men der er mange bands derude, der har det samme problem med sangeren og guitaristen. Det er altid den slags “Eddie Van Halen og David Lee Roth”. Van Halen havde det samme problem.
Hvis vi havde overlevet Monsters of Rock-turnéen, tror jeg, at vi nok ville have været en stor hovednavn, men det var dårlig timing. Da vi lavede Monsters of Rock, havde vi allerede været på landevejen i over et år. Van Halen havde ikke turneret i to år, Metallica havde ikke turneret, Scorpions havde ikke turneret – de var alle sammen friske. Vi havde lige afsluttet en verdensturné med fem andre bands, hvor vi havde spillet over hele verden to gange. Vi var ret udbrændte.
De sagde: “Hey! I har Monsters of Rock-turnéen!” Og jeg sagde: “Du tager pis på mig, mand. Jeg har brug for en pause.” Vi var trætte. Og derfor, fordi vi var trætte, blev stofferne værre, og folk tog kokain for at holde sig i gang. Og jeg drak min vin.
Vi var ret udbrændte, så når man er irritabel, og spændingerne er høje, så skændtes vi bare hver dag, og det var ikke sjovt. Jeg var sådan: “Hey, min drøm gik i opfyldelse. Jeg kæmpede og kæmpede for det her, og her er vi så og spiller på stadions.” En million mennesker på seks uger.
Jeg var så glad for at være kommet så langt. Vi var på plakaten over Metallica. Jeg tænkte: “Nu er det nu, drenge. Endnu en god plade mere, og så er vi hjemmefra.” Men bandet var ved at gå i opløsning. Jeg var glad for at være derude på den stadionturné, men jeg var totalt deprimeret. Jeg var bare ulykkelig. At se sin guitarist på scenen foran 100.000 mennesker gå bag sin forstærker midt i en solo og sniffe coke, jeg mener, fuck, mand. Det drev mig til vanvid. Så det slog os bare fra hinanden. Det er sådan det går. Shit happens.
Og så er mit navn selvfølgelig Dokken. Det er ikke opdigtet som “Mick Mars” eller “Nikki Sixx”. Det er mit rigtige navn. Og da de tog mit navn fra mig og sagde, at jeg ikke kunne bruge mit navn mere, blev jeg helt forbløffet. Dommeren sagde: “Du må ikke bruge navnet Dokken mere.” Jeg sagde: “Men jeg har været Dokken siden 1977.” Og han sagde: “Du må ikke bruge det mere. Du kan kalde dit album Don Dokken.” Jeg sagde: “Det er ikke det samme.”
The Stones er “The Stones”. Hvis Mick Jagger udgiver en soloplade, kan du ikke give den væk. Folk køber ikke soloplader. Bon Jovi er “Bon Jovi”, ikke “Jon Bon Jovi”. Van Halen er “Van Halen”, ikke “Eddie Van Halen”. Der er noget ved at sætte sit efternavn i et bandnavn. Så jeg sagde til dommeren: “Hvis du tager mit navn fra mig, vil du ødelægge min karriere.” Og det gjorde han.
Men det var en fantastisk plade. Jeg elsker mit Don Dokken-album på Geffen. Jeg havde disse fantastiske musikere: Mikkey Dee på trommer, Peter Baltes fra Accept, John Norum fra Europa. Det var et helt stjernespækket band. Det var en fantastisk plade, men folk har bare ikke så stor interesse for de såkaldte “soloalbum”. Det var et bandalbum, men jeg kunne ikke kalde det Dokken. Den solgte en halv million, måske 600.000. Men jeg garanterer dig, at hvis det havde heddet Dokken, ville det have fået platin. Men jeg blev røvrendt.
Og det var der, jeg trak mig tilbage. Derefter opløste jeg bandet, og jeg slappede bare af i et par år. Jeg havde to små børn. Jeg arbejdede på mit hus, kørte på min Harley og slappede bare af. Så ringede Mick til mig og sagde, at han ville have en koncert efter Lynch Mob, og så ringede Jeff til mig, og så ringede George til mig. De var alle sammen sådan: “Vi er flade. Vi vil gerne være med i bandet igen.” Fordi de brugte alle deres penge på de typiske rockstjerne-ting – skilsmisser, børnebidrag, underholdsbidrag – det er bare den gamle historie.
Så jeg sagde: “Hvis I fyre vil komme tilbage, vil jeg have mit navn tilbage.” Det var aftalen: “Hvis I vil spille med mig igen, vil jeg have mit skide navn tilbage.”
Da vi var et selskab, havde alle en lige stor andel på 25 procent af mit navn. Det var derfor, jeg ikke kunne bruge mit navn. Så vi fandt sammen igen, og vi lavede et rigtig fedt album, Dysfunctional, på Columbia . Vi gik videre efter det, og så gik det selvfølgelig galt igen. Det er lidt ligesom at blive skilt fra sin kone, som man ikke kan enes med, og så fem år senere forsøger man at finde sammen igen. Det er bare ikke muligt.”
Du kan læse resten af det omfattende interview med Don Dokken af Greg Prato på Songfacts’ hjemmeside.