Freddy Got Fingered anses generelt for at være en af de værste film, der nogensinde er lavet. Roger Ebert sagde, at den “ikke skraber bunden af tønden… Denne film fortjener ikke at blive nævnt i samme sætning som tønder.” Leonard Maltin kaldte den “plakatbarnet for alt det, der er galt med filmkomedier”. CNN’s filmkritiker Paul Clinton sagde, at det var “ganske enkelt den værste film, der nogensinde er blevet udgivet af et stort studie i Hollywoods historie.” Toronto Star gav den bogstaveligt talt negativ én stjerne ud af fem.

Der var en del uenighed dengang – især fra AO Scott, der skrev, at filmens “komiske hjerte består af en række ubeskriveligt løsslupne, udførligt udtænkte happenings, der på en gang er stringente og kaotiske, idiotiske og geniale” – og siden, herunder en glødende retrospektiv af Nathan Rabin i The AV Club. Men den har endnu ikke nået den kritiske masse af kulttilhængere til at få udgivet en director’s cut, så jeg er her for at gøre min del.

Freddy Got Fingered er et mesterværk.

Tom Green er en komiker, der i en kort periode i slutningen af halvfemserne til begyndelsen af 2000’erne var lidt af en stor sag. Han havde et show på MTV, der hed The Tom Green Show (“det er The Tom Green Show, det er ikke The Green Tom Show, det er mit yndlingsshow, for det er mit show”), som var populært nok blandt de unge til, at de lod ham lave en film. “Jeg blev tilbudt disse andre film. Jeg havde egentlig ikke lyst til at lave dem, men jeg så muligheden for at lave filmen”, sagde Green. Så han skrev Freddy Got Fingered sammen med sin ven Derek Harvie og instruerede og spillede hovedrollen i den.

Han spiller Gord, en 28-årig aspirerende animator. Der er meget lidt, jeg kan give som plotbeskrivelse, for hvis du har set en hvilken som helst film nogensinde, vil du udfylde tomrummene, hvor du ikke skal: Hvis jeg skriver, at Freddy Got Fingered indledes med, at Gord flytter til LA for at forfølge sin drøm om at blive animator, vil du forestille dig, at den har form som en “tager til LA for at forfølge sin drøm”-film. Men Gord kommer tilbage fra LA inden for det første kvarter. Hvis jeg fortalte dig, at Gord falsk anklager sin far (Rip Torn) for at have forulempet sin bror Freddy, kunne du forestille dig, at det er en kulsort komedie om de uhåndterlige konsekvenser af den løgn. Men det sker bare på en måde. Hvis jeg fortalte dig, at Gord begynder at gå ud med en pige i kørestol og senere skal vinde hende tilbage, ville du måske tro, at det er en romcom, eller endda at han lærer en lektie om handicap eller noget, men hvis jeg fortalte dig, at et vigtigt plotelement er, at hun får lyst til at få sine ben slået med en bambuspind, ville du måske ikke være så sikker. Hun er også, for en god ordens skyld, en amatør-raketforsker, der drømmer om at lave en raketdrevet kørestol.

Hvis filmen handler om noget, så er det om Gord, der ønsker at få succes med animation, så hans far vil være stolt af ham. En af de første scener i filmen – hvor Gord skateboarder fra sine forældres hus for at møde sine forældre på busstationen, og så går han hen for at stige på bussen med den billet, hans forældre har købt ham, indtil de afslører, at de har købt ham en bil – understreger dette på morsom vis, da Gord og hans far bare siger ordet “stolt” frem og tilbage til hinanden i et stykke tid. Underplottet handler om, at han skal finde sammen med Betty, pigen i kørestolen. Det er umiddelbart en Farrelly Brothers-film fra 1990’erne, eller en af deres mere dårligt lavede efterlignere: historien om en slacker, der ender med at få pigen og drømmen, krydret med store komiske setpieces, der blander grovkomik og sød sentimentalitet.

Men Freddy Got Fingered er også noget af det mest underlige, du nogensinde kommer til at se. At se den, skrev Nathan Rabin, er at “være vidne til fremkomsten af en blændende original komisk stemme”. Det er den slags film, som man ikke kan tro, at man ser, og som man ikke kan tro, at den nogensinde er blevet lavet: På et tidspunkt ser Gord en oprejst hest på et stutteri fra vejen og holder skrigende ind til siden, så han kan give den en omgang afrystning. Han skærer en buk op og bærer dens hud. Han sætter en navlestrenge fast på sin navle (“Har du aldrig fået den fjernet?”). Han gør dette:

Der er tegn på indblanding fra studiet, i den uundgåelige panik over at indse, hvad de havde brugt deres penge på. Der blev foretaget redigeringer for at få en R-klassificering i stedet for en NC-17. (På dvd’en er der en “PG-cut”, der løber op i tre minutter.) Det er svært at sige, hvad der blev udeladt, fordi der blev skåret i materialet, og hvad der blev udeladt, fordi det var en del af vittigheden, men Freddy-subplottet var næsten helt sikkert mere udviklet i den oprindelige klipning, scenen på ostesandwichfabrikken var sandsynligvis Green’s version af I Love Lucys samlebåndsscene, og da drengen bliver flået i stykker af en flypropeller – hans indvolde bliver kastet ud over publikum – ville der helt sikkert ikke have været ADR af drengen, der fortæller sin far, at han er okay.

Det er lidt utroligt, at Freddy Got Fingered overlevede disse redigeringer intakt. Det er en film så dejligt mærkelig, at oprigtige forsøg på at gøre den sympatisk og mindre ekstrem efterlod os med en film så bizar og ekstrem, at jeg hele tiden tænkte, at jeg ikke kan tro, at den eksisterer.

“Det giver ingen mening, okay? Det er fucking dumt, okay?” siger den administrerende direktør for et animationsstudie (Anthony Michael Hall) om Gord’s tegninger, “Der skal ske noget, som faktisk er sjovt. Hvad fanden sker der her?”

Gord forsøger at forklare, at det er en banan, der er bundet med en snor til en pose med bavianøjne, der drypper med sovs. Masser af mennesker har påpeget, hvor let det er at forestille sig den samme samtale mellem Tom Green og studiebestyrerne under produktionen af Freddy Got Fingered, en fucking dum film, der ikke giver mening. Og ligesom Gords tegning af en banan bundet med en snor til en pose med bavianøjne er den hylende morsom.

“Den dag kan komme, hvor Freddy Got Fingered bliver set som en milepæl inden for neo-surrealismen,” skrev Roger Ebert dengang, “Den dag kan aldrig komme, hvor den bliver set som sjov.” Og ja, mange af revurderingerne af Freddy Got Fingered fokuserer på den som en surrealistisk, dadaistisk spøg mod studiet. Alt det er helt rigtigt: En af de centrale vittigheder i filmen er, at den overhovedet eksisterer. Den har masser af metakommentarer og “fejltagelser” for at få det understreget: nær slutningen holder nogen bogstaveligt talt et skilt op, hvor der står “When the fuck is this movie going to end?” Freddy Got Fingered er en vanvittig, vanvittig ting, der glippede lige akkurat nok til, at Tom Green kunne give alle fingeren, inden han forviste sig selv fra Hollywood for altid. Det er en satire på 1990’ernes grovkomedier og et stykke surrealistisk kunst. Jeg har aldrig set noget lignende, og det har du heller ikke.

Men den fik mig også til at grine så meget, at jeg fik ondt i maven. Den har dele så øjeblikkeligt klassiske som baglæns mand og ligesom hele scenen i restauranten, men hvis jeg skal vælge noget, så er det Gord, der tager nonsensgrafer med på sin date. Den har i den grad brug for en revurdering, fordi dens fucked-up absurditet, dens anti-humor, dens særlige nuance af grovhed (med ikke en skid eller en prut i sigte) og den måde, hvorpå dens gags sker ud af ingenting og uden konsekvens, er blevet en fast del af komedie-landskabet, især for millennials. Jeg ser dens surrealistiske anti-humor i Tim og Eric og en generation af rip-offs. Jeg ser dens absurde tangenter i gamle Lonely Island-numre (især “cool beans”-scenen fra Hot Rod) og en generation af rip-offs. Der er også Jackass, som i bund og grund bare kopierede Green’s skik, og den legion af efterlignere, som den udløste.

Men intet formindsker Freddy Got Fingered’s evne til at få din kæbe til at falde ned. Og hvad vigtigere er, intet formindsker, hvor vildt morsom den er: den slags film, som man kan citere og referere til hele dagen uden at løbe tør for materiale, selv om den kun er 83 minutter lang.

“Jeg tror, at mange mennesker ville være faldet om… Man skal ikke diskutere med studiet. Man siger bare ja. Vi satte hælene i blød, og vi gjorde det.” Green sagde: “Det var den perfekte storm af muligheder og lyst til at lave en skør film.”