En læsning af et klassisk Heaney-digt

‘Digging’ blev udgivet i Seamus Heaneys første samling, Death of a Naturalist, i 1966. Ligesom en række af Tony Harrisons sonetter – der blev født to år før Heaney – handler “Digging” om en digtersøns forhold til sin far og om følelsen af, at arbejderklassesønnen ved at vælge digterens kald (men hvem vælger det? Det vælger dem, kan man sige) vælger en vej, der er meget forskellig fra sin fars og hans fars før ham. Du kan læse ‘Digging’ her; i dette indlæg giver vi vores analyse af digtets betydning, sprog og virkninger.

I ‘Digging’ reflekterer Heaney kort sagt over sin far, der plejede at grave kartoffelbor (lavvandede furer i markerne, hvori kartoffelfrøene kan plantes), men som nu kæmper for at grave blomsterbede i sin have. Digterens bedstefar, husker han, plejede at grave tørv. Og nu graver han, sønnen og barnebarnet, slet ikke jorden – i stedet skriver han, med sin “squat pen” i hånden i stedet for en spade. Og alligevel, konkluderer Heaney, kan han bruge pennen til at udføre en anden slags “gravearbejde” end det, som hans far og bedstefar udførte: han kan bruge sin pen til at “grave” i sin fortid, i sin fars og bedstefars liv og i Irland i bredere forstand.

Digtets opbygning er betydningsfuld, ikke mindst fordi det næsten går hele vejen rundt: Heaney begynder med pennen i hånden, ‘snug as a gun’ – en suggestiv sammenligning, især i betragtning af komplementariteten mellem ‘snug’ og det ord, som det staver, når det omvendes, ‘guns’. En pistol er et våben, der forbindes med “mandige” forestillinger om krig (om end misforstået); en spade forbindes med ærligt manuelt arbejde, som det, der blev udført af digterens far og bedstefar. Men pennen er i sammenligning hermed ikke noget våben – ja, som ordsproget siger, er pennen mægtigere end sværdet (eller pistolen eller spaden). Alligevel forkaster Heaney denne sætning i slutningen af digtet og erstatter formuleringen “snug as a gun” med en simpel deklarativ sætning, der i modsætning til digtets indledning er afsat på sin egen linje, hvilket indbyder til en pause (og giver os en tænkepause?), før han beslutter sig for: “I’ll grave with it”. De sidste tre ord i denne fire ords erklæring om halv-uafhængighed proklamerer sig selv i stumme og direkte enstavelsesord, der hver især bruger den flade “i”-lyd for at antyde en no-nonsense tilgang til kunsten at skrive digte, som vil gøre det muligt for Heaney at forblive tro mod sine rødder. Pennen går fra at være “snusket” (om end farlig, som en pistol) til at være et redskab eller værktøj, der i sin hjertelige anvendelighed og arbejdsindsats kan sammenlignes med de spader, som hans far og forfædre brugte.

Men da emnet for “Digging” er at sammenligne kunsten at skrive digte med arbejdet med jorden, er det digtets ultimative triumf, at det giver en så levende og teknisk effektiv beskrivelse af kartoffelgravning ved hjælp af en behændig anvendelse af Heaneys redskaber: allitteration, assonans, onomatopoeia. Tænk på de tilfredsstillende lyde af “squelch and slap”, lyden af ordene, når de tales, som en måde at levendegøre lyden af den våde tørv, da hans bedstefar gravede i jorden, eller den barske, no-nonsense allitteration af “curt cuts”, eller det ordspil, som vi blidt kan grave frem i “living roots”, der antyder Heaneys rødder i sin familie af hårdføre gravemaskiner. Vi kan endda sige, at ‘Digging’ ikke blot handler om at blive digter for at dykke ned i sin egen historie: digtet i sig selv iværksætter en sådan dykning.

‘Digging’ er et digt, der fortjener en nærmere analyse på grund af sådanne lokale virkninger. Det er en af Seamus Heaneys første store triumfer som digter og er en af hans bedste præstationer.

Billede: Billede: Seamus Heaney i atelieret med sit portræt af Colin Davidson. Malet i 2013. Via Frankenthalerj på Wikimedia Commons.