Svaret er næsten helt sikkert ikke, fordi enhver rimelig analyse af, hvad der foregår, viser, at det er spil, hvilket betyder, at hvis det ikke er specifikt licenseret af staten, er det ulovligt. Men de love, som internetcaféerne overtræder, er ret tekniske og kræver en analyse fra sag til sag, så mange internetcaféer kan fungere i længere perioder, før der træffes foranstaltninger.

En internetcafé (også kaldet en “cybercafe”) er en butik, hvor man kan købe adgang til og bruge internettet. Selv om de engang var allestedsnærværende, før Starbucks og de fleste andre restaurantkæder eller kaffebarer begyndte at tilbyde gratis wifi, findes de stadig i stor udstrækning, fordi de i mange tilfælde har forvandlet sig til en form for sweepstakes gambling. Cybercafé-spil foregår ved, at en kunde køber internetadgang eller forudbetalte telefonkort og modtager gratis lottokuponer, som indløses på caféens computere. Det betragtes af domstolene i mange stater som ulovlige spilaktiviteter og ikke som legitime salgsfremmende aktiviteter for virksomheder.

Sådan fungerer spil på en internetcafé

“Spil” på internetcaféer fungerer på følgende måde: Du køber online minutter eller forudbetalte telefonkort. For hvert bestemt antal minutter, du køber, får du en “gratis” adgang til en lotterispilot. Hvis du køber nok minutter, kan du få dusinvis eller endog hundreder af gratis adgangsbilletter. Derefter går man hen til internetcafeens computere, som har forudinstalleret software, hvor man har adgang til at “afsløre”, om de “billetter”, man har modtaget, har vundet noget. “Afsløringen” er ofte ledsaget af et display og lydeffekter, der efterligner et casinospil, som oftest spilleautomater og videopokermaskiner. Gevinster er i form af “point”, som kan indløses til kontanter, ligesom jetoner på et kasino kan indløses til kontanter.

Promotionelle sweepstakes

Internetcafeoperatører hævder, at deres sweepstakes er lovlige “salgsfremmende” sweepstakes, der kan sammenlignes med McDonald’s velkendte “Monopoly”-shoepstakes, hvor dine sodavandsbægre eller madbeholdere er forsynet med et “peel-and-reveal”-klistermærke, som du fjerner for at se, om du har vundet gratis mad eller måske en chance for at vinde en eller anden form for hovedpræmie. Denne form for sweepstakes med øjeblikkelig gevinst er generelt lovlig som et markedsførings- eller salgsfremmende værktøj for den virksomhed, der tilbyder den. I stedet for gratis sodavand eller kaffe tilbyder internetcaféen “salgsfremmende” konkurrencer til gengæld for at købe internetadgang eller telefontid.

Der er imidlertid en grund til, at salgsfremmende sweepstakes er lovlige: De opfylder ikke definitionen på spil og er derfor ikke ulovlige. Der er tre elementer, som alle skal være til stede, for at en aktivitet kan udgøre et spil: 1) præmie, 2) modydelse og 3) tilfældighed. Salgsfremmende sweepstakes har helt klart en “præmie”: det, som kunderne kan vinde. De har “tilfældighed”, da det er tilfældigt (dvs. uden for din kontrol som spiller), om du får en vinder eller ej. Men de mangler “modydelse”, dvs. noget, der betales for chancen for at vinde. Det skyldes, at kunderne ikke betaler noget for deres chance for at vinde. Hvis en burger f.eks. normalt koster 4,00 USD, koster den stadig 4,00 USD, når konkurrencen afvikles – der er ingen ekstra omkostninger ved at deltage i konkurrencen. Med andre ord, du betaler 4,00 USD for en burger, og du får en burger til en værdi af 4,00 USD; denne burger leveres tilfældigvis med en deltagelse i en sweepstakes, men du har modtaget denne deltagelse gratis, som en kampagne eller et “tak” fra forretningen, uden at betale en eneste cent ekstra for den.

Selv uden modydelse er der ikke tale om spil i lovens øjne. Nogen kan give dig en chance for at vinde en præmie eller penge gratis og uforpligtende, uden at du gør eller betaler noget som helst for det, og det er lovligt. Staterne har også en tendens til at kræve, at folk skal kunne deltage og modtage i det mindste et begrænset antal chancer for at vinde uden selv at købe burgeren, f.eks. ved at skrive til virksomheden (eller i dag ved at sende en e-mail, en sms eller registrere sig på virksomhedens websted) for at få chancer i forbindelse med sweepstakes. Et meget almindeligt eksempel er landets mest kendte sweepstakes, Publishers Clearing House Sweepstakes, som man kan deltage i “uden at købe noget”.

Internetcafeoperatører hævder, at deres sweepstakes er legitime markedsføringsfremstød for virksomheder, hvor en kunde får gratis adgang med sit køb af internetminutter. Dette argument virker ofte ikke, og mange stater betragter disse sweepstakes som ulovligt spil af følgende grunde:

(1) Hvis minutterne sælges for mere end den omkostning pr. minut (plus en lille, rimelig fortjeneste), som det kræver at levere dem, betragtes denne overskydende omkostning som en modydelse eller noget, der betales for at spille. Lad os f.eks. sige, at du kan købe et dataabonnement, hvis omkostning svarer til 0,08 $ pr. minut. Hvis en internetcafé sælger sine minutter for 0,15 USD pr. minut, betaler du 0,7 USD mere pr. minut, end du behøver. Denne ekstra omkostning på 0,07 USD pr. minut betragtes som betaling (“modydelse”) for deltagelse i konkurrencen.

(2) Hvis folk køber mange flere minutter, end de faktisk bruger – eller med rimelighed kunne bruge – kan prisen for de overskydende minutter ses som et vederlag for spil, da det er penge, der i praksis ikke er betalt for andet end sweepstakes-chancerne. Hvis den gennemsnitlige internetcafékunde f.eks. er der i to timer pr. session, eller 120 minutter, men hver gang køber 1 000 minutter, betaler han/hun for 880 minutter, som han/hun ikke har brug for, ikke bruger og ikke får noget af værdi. Da de ikke modtager noget af værdi for disse 880 minutter, kan den pris, der betales for dem, betragtes som et vederlag for sweepstakes, hvilket gør sweepstakes til spil.

For at opsummere

Der findes ingen nationale regler eller love om spil på cybercaféer. Da spil primært reguleres på delstatsniveau, har de fleste delstatsdomstole, der har behandlet sagen, fastslået, at hvis kunderne betaler mere pr. minut end den gængse pris for internetadgang eller regelmæssigt køber betydeligt flere minutter, end de med rimelighed kan bruge, så har internetcaféoperatøren modtaget et vederlag, og sweepstakes er faktisk spil.

Da staterne imidlertid ikke har forbudt internetcaféer eller salg af onlineadgang på sådanne steder (selv om enkelte amter i nogle stater, f.eks. St. Johns County i Florida, kan nægte at give licens til disse virksomheder) og også tillader salgsfremmende sweepstakes, der opfylder statens regler på området, er det en sag for sag at håndhæve spillelovgivningen over for internetcaféer. Myndighederne er nødt til at indsamle beviser, ofte fra undercover-politiet, der spiller cafeens sweepstakes, om hvor meget der betales for minutterne, hvor mange minutter kunderne typisk køber, hvor mange minutter kunderne rent faktisk bruger osv, og derefter vurdere, om de mener, at disse fakta viser, at denne internetcafé overtræder loven, og hvis myndighederne mener, at den gør det, kan de derefter rejse en sag om ulovligt spil mod caféen.

Det betyder, at internetcaféer kan – så længe det amt, hvor de er beliggende, vil give internetcaféer licens som virksomheder – fungere, indtil og medmindre de dukker op på myndighedernes radarskærm, og myndighederne træffer foranstaltninger til at lukke dem.