“Hotspots” og afhjælpende foranstaltninger
Med hensyn til eutrofiering kan “hotspots” være områder, der er overnaturificeret, såsom flodmundinger (f.eks. Ythan, Skotland) eller områder, der viser regelmæssige symptomer på eutrofiering, f.eks. Østersøen. Andre gode eksempler er den næsten manglende forekomst af bæverdæmninger i USA i dag og fraværet af store naturlige vådområder som følge af indvinding i mange lavtliggende lande. Tidligere var disse naturlige hindringer som bæverdæmninger og store vådområder medvirkende til at tilbageholde næringsstoffer, hvilket resulterede i lavere og mere “næsten” naturlige belastninger af kystsystemerne. Det er klart, at genopretning af flodsystemer eller rehabilitering af hele flodsystemers integritet i kombination med anvendelse af de bedst mulige teknikker er den bedste afhjælpende foranstaltning, der kan gennemføres, sammen med forvaltning af vandløbsoplande og afvandingsområder.
Generelt er “hot spots” alle tæt på intensiv arealanvendelse (landbrug og urbaniserede områder) med ringe spildevandsrensning og ingen fjernelse af P og N. Stigende udvikling ledsages normalt af bedre affaldsbehandling, f.eks. kræver de europæiske direktiver bedre rensning afhængigt af lokalbefolkningen og modtagervandets evne til at optage affaldet. Det er imidlertid en selvfølge, at spildevandsrensning fjerner organisk materiale, men medmindre der installeres næringsstofstripping, hvilket er dyrt, kan det være, at den ikke fjerner eller næsten ikke fjerner næringsstoffer. På samme måde vil oprettelsen af nitratsårbare områder, der kræver gødningskontrol, som det er tilfældet i EU’s nitratdirektiv, reducere tilførslerne, men det forhold, at grundvandet kan tilbageholde næringsstoffer i mange år, selv årtier i forbindelse med grundvandsmagasiner, vil betyde, at resultaterne af rensningen ikke vil være synlige før om et stykke tid.
De områder, der kræver opmærksomhed, omfatter befolkede områder, landbrugsarealer og lav-energiområder (Østersøen med Ålandsøerne, German Bight i Nordsøen, Long Island Sound, Chesapeake Bay), dvs. hovedsagelig de store flodmundingssystemer samt udviklingslande med ingen eller næsten ingen spildevandsbehandling. Der skal tages fat på antropogen eutrofiering, især ved at forbedre spildevandsbehandlingen og de tekniske processer yderligere for at reducere udledningen af næringsstoffer og relaterede (NOx)-forbindelser til atmosfæren.
Trods stigende viden viser de fleste lande den samme historie, når de fokuserer på eutrofiering. Det forhold, at ovenstående oplysninger tyder på en reduktion af emissionen af næringsstoffer, bør fortolkes med forsigtighed, fordi forskelle i næringsstofforholdene i kombination med ændringer i koncentrationerne kan føre til udvikling af uønskede mikro- og makroalger. Sveriges reduktionspolitik, som fokuserede på fosfor, slog f.eks. fejl, da fosfor blev udtømt langs kysterne, men ikke i den centrale del af Østersøen, hvor det blev tilført i overskud fra anoxisk dybt vand – og dermed opretholdt algeopblomstringer nær overfladen. I betragtning af de handlingsplaner, som de udviklede lande har vedtaget for yderligere at reducere næringsstofbelastningen, kan man hævde, at eutrofiering i den nærmeste fremtid vil blive forårsaget af havvand, der har været beriget med næringsstoffer i årtier, i stedet for ferskvand. Dette skyldes forventningen om, at den nuværende næringsstofpolitik vedrørende “diffuse kilder” og den stigende anvendelse af moderne, sofistikerede spildevandsrensningsanlæg vil medføre en yderligere reduktion af ferskvandsbelastningen. Den atmosfæriske deposition af kvælstof og fosfor (i støv) vil imidlertid få stadig større betydning som følge af de mange næringsstofkilder, der skyldes arealanvendelse (afbrænding af fossilt kulstof, marker og skove).
Nitrogenfikseringsprocessen vil i fremtiden få stadig større betydning som en mekanisme under forhold med lavt næringsindhold for at kompensere for de afhjælpende foranstaltninger, som de forskellige regeringer har truffet. Denne forventning betyder en velafbalanceret reduktion af næringsstofbelastningen for at forhindre skadelige opblomstringer. Det betyder også, at man fortsat skal være opmærksom på eutrofiering i alle dens aspekter. I øjeblikket er kvælstoffiksering sandsynligvis en lille N-kilde, som det er tilfældet i de fleste næringsrige flodmundingssystemer, men nogle arter har udviklet en evne til at klare sig med meget lave kvælstofkoncentrationer under forhold, hvor kvælstoffiksering lige akkurat er tilstrækkelig. Det er nødvendigt med en yderligere global reduktion af kvælstofemissionerne for at beskytte miljøet. Det er muligt, at problemet som følge af N-fiksering vil blive tydeligt, når reduktionen af fosforbelastningen er nået så langt som muligt.
Det vigtigste “hot spot” på denne planet er den hurtigt voksende verdensbefolkning. Det store spørgsmål og den store udfordring er, hvordan vi kan tilbyde hvert enkelt individ “bæredygtige” levevilkår og samtidig bevare integriteten af vores akvatiske systemer. Denne markante stigning i befolkningens størrelse er hovedårsagen til det mest almindelige og alvorligste miljøproblem i dag og i fremtiden.