3 Statslige programmer og andre faktorer

Det mest fremtrædende træk ved Kinas overgang til fertilitet er den rolle, som de statslige familieplanlægningsprogrammer har spillet. Det mest drastiske fald i fertiliteten faldt sammen med lanceringen af de mest kraftfulde regeringspolitikker og programmer for befolkningskontrol. Udviklingen af regeringens politik kan spores tilbage til begyndelsen af 1950’erne. De første bekymringer om den hurtige befolkningstilvækst og behovet for et statsligt familieplanlægningsprogram opstod i begyndelsen af 1950’erne, da Kinas folketælling i 1953 bekræftede Kinas store befolkningstal. Abort blev legaliseret, og man begyndte at give præventionsmidler i begrænset omfang. I modsætning til senere programmer, som var motiveret af regeringens mål om fødselskontrol, skulle disse tidlige bestemmelser i høj grad imødekomme en stigende efterspørgsel blandt befolkningen efter fødselskontrol. Disse tidlige bestræbelser blev imidlertid snart viklet ind i ideologiske debatter om, hvorvidt Kina havde brug for at kontrollere sin befolkningstilvækst, og blev afbrudt af en række politiske kampagner. Som følge heraf var det først i 1960’erne, at regeringen for alvor fremmede fødselskontrol i byerne og de tætbefolkede landområder. Samlet set kan regeringens familieplanlægningsprogrammer på dette tidlige tidspunkt have lettet den tidlige nedgang, men de var ikke den vigtigste drivkraft.

Regeringens indgreb i reproduktionen nåede en ny fase i begyndelsen af 1970’erne, da politikken om wan (senere ægteskab), xi (længere fødselsintervaller) og shao (færre fødsler) blev dannet. Selv om den i vid udstrækning blev accepteret af de fleste mennesker på frivillig basis, blev gennemførelsen af politikken i stigende grad intensiveret og reguleret. Regeringen udnyttede sin kontrol over medierne til at fremme familieplanlægning som en national politik og mobiliserede et helt system af vertikalt kontrollerede arbejds- og politiske organisationer til at gennemføre politikken. Særlige statslige organisationer med ansvar for familieplanlægning blev også organiseret og udvidet i løbet af denne periode. Den officielle ægteskabsalder blev fastsat til 25 og 23 år for mænd og kvinder i byerne og til 22 og 20 år for unge på landet. To børn blev anset for at være den passende familiestørrelse for et bypar og tre for de fleste par på landet. Under dette program steg den kinesiske alder ved ægteskab kraftigt, og fertiliteten faldt hurtigt. På nationalt plan steg kvindernes gennemsnitsalder ved første ægteskab fra 21 år i 1970 til 23 år i 1979, og fertilitetsniveauet blev halveret (Banister 1987).

På trods af dette hurtige fald i fertiliteten i 1970’erne var den kinesiske regering ikke tilfreds. I stedet, motiveret af et stærkt ønske om hurtigt at øge levestandarden pr. indbygger inden for en kort periode, lancerede den i 1979 et endnu mere ambitiøst og langt mere kontroversielt familieplanlægningsprogram. Dette program, der er kendt som etbarnspolitikken, krævede, at hvert par kun skulle have ét barn, og var en nødforanstaltning for yderligere at reducere Kinas befolkningstilvækst. Under presset fra en så uhørt og ekstrem politik greb embedsmænd og især familieplanlægningskadrer til alle metoder, herunder fysisk mishandling på visse steder, for at nå de mål, der var fastsat af forskellige regeringsniveauer. Kvinder med to børn, nogle gange endda kun et barn, blev tvunget til at få indsat en intrauterin spiral, og kvinder med tre eller flere fødsler blev tvunget til at blive steriliseret. Graviditeter, der ikke opfyldte kravet om familieplanlægning, måtte afbrydes. Der blev også iværksat familieplanlægningskampagner i 1980’erne, hvilket resulterede i en kraftig stigning i antallet af aborter og sterilisationer (Hardee-Cleaveland og Banister 1988).

Denne ekstreme politik mødte fra starten stærk modstand fra den kinesiske befolkning, især fra den store befolkning på landet. Mens den tidligere familieplanlægningspolitik i det store og hele var acceptabel for de kinesiske bønder, krævede denne nye ekstreme foranstaltning, at de ikke blot skulle give afkald på deres traditionelle opfattelser af familie og slægtskab, men også at reducere eller endog fjerne deres afhængighed af børn som arbejdskraft og støtte i alderdommen. En sådan modstand førte til en lempelse af gennemførelsen på den kinesiske landbefolkning og til ændringer i politikken. Som følge heraf adlød kinesiske par i byerne (som udgjorde omkring 20 procent af befolkningen i slutningen af 1970’erne) etbarnspolitikken, mens de fleste par på landet havde to, og nogle mere end to, børn (Wang 1996, Feeney og Yuan 1994).

Den drakoniske regeringspolitik kan have maskeret den rolle, som mange andre faktorer, der ligger til grund for Kinas fertilitetsovergangsproces, spiller. Ud over den historiske tradition for demografisk regulering bidrog mange nutidige sociale og økonomiske ændringer til Kinas fertilitetsovergang, især før 1980’erne. Disse ændringer omfattede et drastisk fald i dødeligheden, især børnedødeligheden, en stigning i beskæftigelsen uden for landbruget og uden for familien, et hurtigt fald i analfabetismen blandt kvinder og øget levering af social velfærd, især til bybefolkningen (Peng 1989). En skiftende social og økonomisk kontekst medførte således en hurtig tilpasning til ændringerne i forhold til fødslen af børn på det kinesiske fastland, ligesom det var tilfældet andre steder i Østasien (Greenhalgh 1988). På både regionalt og individuelt niveau fandtes der allerede fra midten af 1950’erne fertilitetsforskelle i forbindelse med beskæftigelsestype, bopæl, uddannelse og indkomst (Lavely og Freedman 1990).