For et stykke tid siden faldt jeg et sted i Youtube’s dybder over folk, der delte deres foretrukne første linjer i bøger. Jeg blev fascineret og begyndte at spekulere over mine yndlingsførste linjer. Hvad gør en første linje fantastisk? Hvorfor husker vi nogle første linjer for evigt og glemmer andre? For mig er en god første linje en kombination af poetisk ords skønhed og en klog introduktion til bogens verden. Der findes naturligvis utallige bøger med gode første linjer, men i dag vil jeg dele fire bøger med mine yndlingsførste linjer med dig.

Hobbitten af J.R.R. Tolkien

“I et hul i jorden boede der en hobbit. Ikke et grimt, beskidt, vådt hul, fyldt med ender af orme og en ulækker lugt, og heller ikke et tørt, nøgent sandhul uden noget at sidde på eller spise: det var et hobithul, og det betyder komfort.”

Selvfølgelig måtte jeg starte med Hobbitten. Bortset fra min åbenlyse besættelse af Tolkiens Midgård, er Hobbittens første linjer bare smukt skrevet. Den første linje er enkel, men alligevel fascinerende. Den får en straks til at spekulere på, hvem eller hvad en hobbit er (hvis man antager, at man aldrig har hørt om dem før). Den anden linje fortæller en hel del om, hvad hobbitter er. På dette tidspunkt ved læseren måske stadig ikke, hvad en hobbit er, men læseren ved allerede nu, at hobbitter elsker komfort, og at mad spiller en vigtig rolle i deres liv. Den enkle sætningsstruktur trækker en ind, og før man ved af det, er man allerede færdig med at læse det første kapitel.

Harry Potter and the Philosopher’s Stone af J.K. Rowling

“Hr. og fru Dursley, fra nummer fire, Privet Drive, var stolte af at kunne sige, at de var helt normale, mange tak. De var de sidste, man kunne forvente, at de var involveret i noget mærkeligt eller mystisk, for de holdt bare ikke med sådan noget vrøvl.”

Som i Hobbitten får den enkle sætningsstruktur i Rowlings Harry Potter og de vises sten dig til at springe fra sætning til sætning, indtil du er nået til slutningen af det første kapitel uden at vide det. Et interessant aspekt ved Harry Potter and the Philosopher’s Stone er, at den ikke starter med sin hovedperson. Når man læser bogens titel, ville man forvente alt muligt, men at starte med de mest ikke-magiske personer i romanen. I stedet for at introducere læserne til Harry Potters troldmandsverden tager romanen læserne ved hånden og lader dem opleve magiens vidundere gennem Harry efterhånden.

Lolita af Vladimir Nabokov

“Lolita, lys i mit liv, ild i mine lænder. Min synd, min sjæl. Lo-lee-ta: tungespidsen, der tager en tur på tre skridt ned ad ganen for at banke, ved tre, på tænderne. Lo. Lee. Ta.”

Hvis det ikke var for Nabokovs smukke poetiske stil, ville Lolita nok ikke have været så kontroversiel, som den er. Lad mig forklare. Hvis Lolita var skrevet af en mindre talentfuld forfatter, ville den måske have fået midlertidig opmærksomhed, men ville være blevet afvist som “ulækkert skidt” og til sidst glemt. Men på grund af Nabokovs talent kan læseren ikke undgå at føle sig inddraget i Humbert Humberts tankegang. Læseren er splittet mellem virkeligheden i et, mildt sagt, “upassende forhold” og romanens poetiske skønhed. Kun fordi læseren er i stand til at relatere til Humbert til en vis grad (hvor lille denne grad end måtte være), er Lolita blevet så kontroversiel.

Ud over den poetiske skønhed i disse linjer afslører denne korte passage en masse om fortælleren. Først og fremmest får læseren at vide, at der er tale om en førstepersonsfortæller. Dette er for så vidt betydningsfuldt, fordi det allerede fortæller, at man ikke skal tro på alting uden at sætte spørgsmålstegn ved det, da førstepersonsfortællere altid er meget upålidelige. For det andet viser denne passage, der meget indgående forklarer, hvordan navnet Lolita dannes, når man taler, at den endnu unavngivne fortæller ikke blot elsker Lolita, men at han er usundt besat af hende. Endelig afslører den også, at fortælleren er klar over, at hans kærlighed eller besættelse af Lolita er upassende ved at forklare, at hun er hans synd.

The Bone People af Keri Hulme

“He walks down the street. Asfalten triller forbi ham.
Det er helt stille.
Stilheden er musik.
Han er sangeren.
De forbipasserende smiler og ryster på hovedet.
Han rækker en hånd ud til dem.
De åbner deres hænder som blomster, genert.
Han smiler med dem.
Lyset er blændende: han elsker lyset.
De er lyset.”

Jeg begyndte at læse The Bone People for et stykke tid siden, men jeg har stadig ikke nået at læse den færdig. Ikke fordi jeg ikke kan lide den. Tværtimod er denne roman en af dem, man er nødt til at lægge fra sig en gang imellem for at sætte pris på de ord, man lige har læst. Så smukke disse første linjer er, så ude af stand til at udtrykke mine følelser for dem. Hulmes brug af metaforer er forbløffende. Læseren har ingen anelse om, hvem denne karakter er, og hvad det hele handler om, men læseren bliver alligevel draget ind i romanen.

Som sagt tidligere er der utallige andre bøger med fantastiske første linjer, såsom Bradburys Fahrenheit 451 eller Barrys Peter Pan, men disse fire er mine absolutte favoritter. Hver af disse fire tekster tryllebandt mig og lod mig glemme mine omgivelser allerede i den første sætning.