The Choice er et eksempel på en film, hvis trailer var bedre end selve filmen. Men filmen har nok hjerte til at drive den frem til slutningen. Fra en person der har set de fleste af Nicholas Sparks film, synes jeg at The Choice ramte alle de relevante punkter, der minder os alle om hvem der har skrevet historien. Romantik, der skete på et øjeblik, men som var lige så episk som de kan være, hjertesorger, der rammer lidt for tæt på hjemmet, og en hovedperson, som man ikke kan lade være med at heppe på, gjorde alt sammen sit indtog i filmen. Men der var dele af filmen, der gjorde mere skade end gavn for værket som helhed, og der var et plot, der ikke havde nok af det Nicholas Sparks touch.

The Choice foregår i en lille by hvor alle kender alle, og i denne lille by bliver Travis Parker (Benjamin Walker) forelsket i Gabby Holland (Teresa Palmer) så snart de to naboer mødes. Deres frem og tilbage frække drillerier giver kun næring til deres kærlighed til hinanden, hvilket fører til, hvad de antager at være deres lykkelige til deres dages ende, indtil en tragedie rammer, og Travis må træffe et valg, der vil ændre begge deres liv for altid.

Det største problem, som filmen havde, kom fra deres behov for at passe alt vitalt ind, og endte med at forhaste plot, der ellers ville give mere mening, hvis de havde haft tid til at blomstre mere. Travis og Gabby møder hinanden, og derfra knytter de bånd med lynets hast. Da Gabbys kæreste belejligt nok rejser væk i en måned, har de to tid til at vokse sammen, og før man ved af det, er måneden gået, og Travis frier. Det virkede meget for tidligt for et par, der tilbragte mere tid adskilt end sammen på det tidspunkt. Og umiddelbart efter frieriet kom en hurtig opsummering af de næste syv år fyldt med et bryllup, to børn og lykke. Det er måske romantisk, men det tempo, som filmen tog for at få handlingen fremad, var mere forvirrende end noget andet. Der var ikke tid nok til at falde for de to hovedroller sammen, og pludselig var de gift i næsten et årti. Scenerne, der førte op til, at de to blev sammen, fik vores interesse for deres forhold til at holde til det tragiske twist mod slutningen, men ikke så markant, som forfatterne ville have ønsket.

En anden fejl, som filmen begik, måtte være den måde, Gabby blev skrevet på. Hendes valg undervejs gav ikke mening, og hun virkede til at være hendes største fjende i begyndelsen. Hendes vrede mod hendes nye nabo var tung, men for meget på en gang, hans musik var højlydt, men er det virkelig en grund til at gå hen og råbe i stedet for at forsøge at tale tingene ud på en høflig måde? Hun bliver ved med at skændes med Travis, for senere at hænge ud med hans venner og søster. Men da han beder hende om at blive og spise, siger hun nej, for så selv at invitere ham til en privat middag. Aftenen bliver kun mere varm, da hun indrømmer, at hun siger nej til ham, fordi hun vil have ham til at blive ved med at flirte med hende. Disse blandede budskaber fra en kvinde med en kæreste giver bestemt anledning til nogle spørgsmål. For ikke at nævne det faktum, at hun sover (og bliver ved med at sove) med Travis fra den aften og fremefter, mens hendes kæreste er væk. Gabbys beslutninger om sit kærlighedsliv fortsatte i en spiral, indtil Travis tog styringen i deres forhold og fik det til at give mening igen. Disse dele af hendes historie ændrer helt sikkert vores mening, især da hun ender i koma, er der spørgsmålet om, hvor investeret vi skal være? Set up’et for Gabby var ikke stærkt, og hun skubbede sig selv den forkerte vej nok til, at hendes tro ikke ramte så hårdt, som den måske ville have gjort, hvis der var øjeblikke for publikum til at falde for hende.

Den gode del af filmen måtte være den måde, den udnyttede Travis på. Han blev introduceret som den sædvanlige Nicholas Sparks-type af hovedrolleindehaver, playboy, der ikke slår sig ned, før han møder hovedpersonen. Travis’ kærlighed til Gabby var drivkraften bag de fleste af hans beslutninger i løbet af filmen, og de gav meget mere mening set i bakspejlet. Der var ikke behov for at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor han gjorde noget, han elskede Gabby, og så enkelt var det. Det hjalp også på investeringen i Gabbys tro, hvor Travis kæmpede med at håndtere smerten og valget om, hvorvidt han skulle slukke for Gabbys livsstøtte eller ej. Hans smerte var rå og ægte, med mulighed for et par tårer for den meget følelsesladede og romantiske. Travis kom langt mere ud af skærmen i filmen end i traileren, hvilket fik os til at favorisere Gabby mere, fordi hendes følelser virkede mere ægte. Når det i virkeligheden var Travis, der hurtigt faldt for Gabby og derefter brugte halvdelen af filmen på at få hende til at indrømme sine følelser, og derefter den anden halvdel på at forsøge at bringe hende tilbage fra komaen.

Overordnet set var plottet forhastet, men for dem, der elsker Nicholas Sparks og løftet om en episk romance, bør denne film ikke skuffe. Den har nok tragedie til at få dig til at føle ting, men ikke for meget, hvor du ender med at tude og se verden som et skræmmende sted. Hovedrollerne har en dynamisk kemi, der ikke er The Notebook-værdig, men som helt sikkert vil få dig til at investere nok, når tragedien indtræffer. De små øjeblikke af humor løfter filmen og minder os om, at den ikke kun er centreret om romantik. Spørgsmål om tro, død og valg bliver bragt op i løbet af filmen, og de vil måske også få dig til at sætte spørgsmålstegn ved dig selv undervejs. The Choice er en mere opløftende type historie, der kommer fra en forfatter, som vi forventer død og stjerneskudte kærlighedshistorier fra. Hovedpersonerne kæmper for at finde vej til hinanden, men når de først gør det, er der intet, der er der til at bryde dem fra hinanden, hvilket er mere betryggende i denne tid.

Hvis du er i humør til noget mellem let og deprimerende, er The Choice værd at prøve. Den kan give anledning til et par tårer, men beroligelsen af en lykkelig slutning til alle tider burde skubbe dig igennem det. Det er ikke den mest opfindsomme eller nye tilgang til et romantisk parforhold, men den er sød og trøstende nok til at være det hele værd. Især Benjamin Walker trækker filmen i en retning, som traileren ikke viser, og hans figurs kærlighed til hovedrollen bliver kun mere og mere realistisk, som tiden går.