Kemisk forurening
I 1984 blev 30 tons dødelig methylisocyanatgas frigivet i luften i Bhopal, Indien, fra en Union Carbide-fabrik. Tusindvis af mennesker (skøn varierer fra 2.500 til langt over 8.000) døde øjeblikkeligt. Dødsfald og invaliditet fortsatte med at plage befolkningen i årevis efter det, der dengang blev betegnet som “den værste industriulykke i historien”. Et år senere, i Institute, West Virginia, udsendte et andet Union Carbide-anlæg giftig gas i atmosfæren, hvilket resulterede i sygdomme blandt byens indbyggere. Kongressen, der var dybt bekymret over muligheden for en Bhopal-lignende katastrofe i USA, handlede hurtigt og vedtog loven om beredskabsplanlægning og ret til viden i lokalsamfundet (Emergency Planning and Community Right-to-Know Act (EPCRA)). Loven kræver, at virksomheder, der håndterer farligt affald, skal give fuldstændige oplysninger om deres årlige forurenende aktiviteter, lager- og håndteringsfaciliteter, enhver utilsigtet udledning af farligt materiale i miljøet i en mængde, der overstiger en fastsat sikkerhedsgrænse, og alt det materiale, der er nødvendigt for, at de lokale myndigheder kan reagere på en ulykke, der involverer det eller de farlige materialer på stedet. Siden loven blev vedtaget, har de virksomheder, der er forpligtet til at deltage i EPCRA-oplysningerne, rapporteret om en betydelig reduktion i udledningen af giftige stoffer.
Olie forurener jord- og vandkilder, og det mest tragiske eksempel herpå er Exxon Valdez. Selv om det ikke er et af de største udslip i verden, betragtes det som det værste med hensyn til skader på miljøet. Natten til den 24. marts 1989 gik olietankskibet på grund ved Bligh Reef i Alaska og spildte 11 millioner galloner olie i det skrøbelige miljø i Prince William Sound. Manglende indeslutnings- og oprydningsudstyr forværrede problemet, og selv femten år efter udslippet kæmpede Prince William Sound-miljøet stadig for at komme sig efter de massive skader.
En af reaktionerne på Valdez-katastrofen var vedtagelsen af Oil Pollution Act fra 1990, som bl.a. krævede, at olietankskibe skulle være dobbeltskrogede, og som gav staterne mere indflydelse på deres standarder for forebyggelse af olieudslip. Udstyret til bekæmpelse af udslip og sikkerhedsprocedurerne på Prince William
.)
Sound, lasteterminal for den vigtigste tankskibsrute på Trans-Alaska Pipeline System, er blevet ajourført.
Atomkraft er et af de mest kontroversielle emner i vor tid. For mange mennesker overskygges de fordele, den medfører, af de enorme farer, der ligger i brændstoffets natur. Der er i årenes løb sket udslip af radioaktivitet i luften og atmosfæren, men ulykker som Tjernobyl og Three Mile Island skræmmer folk, og det er med god grund.
Den 28. marts 1979 blev der ved en delvis nedsmeltning af reaktoren i Three Mile Island, Pennsylvania, frigivet radioaktivitet i atmosfæren. Selve udslippet var lille, ifølge myndighederne. Men inde i indeslutningsbygningen voksede en brintboble, der truede med at sprænge bygningen i luften og spytte radioaktivitet ud i et område, hvor der boede omkring 300.000 mennesker. De virkninger, som en sådan eksplosion ville have haft på befolkningen, blev kun teoretiseret indtil 1986, hvor atomreaktoren i Tjernobyl i Ukraine faktisk eksploderede. Selv om det umiddelbare tab af menneskeliv ifølge de officielle tal var lille, steg dødstallet i løbet af flere måneder. Kræftraten, især hos børn, er steget kraftigt i Ukraine og Hviderusland. Og selv om den sprængte reaktor er begravet i beton, er der tegn på, at dækningen er ved at blive ødelagt.
Three Mile Island-ulykken førte til oprettelsen af Institute of Nuclear Power Operations (INPO). INPO har til opgave at fremme sikkerheden i kommercielle atomkraftværker i USA og samarbejder med lignende internationale organisationer.
Selv om sikkerhedsreglerne og tilsynsorganerne blev opgraderet og strammet som følge af de to ovennævnte ulykker, udgør atomaffaldet, både det civile og det militære, et enormt problem med bortskaffelse. Nedbrydningen af visse former for atomaffald kan tage tusindvis af år. Bortskaffelse af det kortlivede affald er let sammenlignet med at finde et sted, hvor man sikkert kan opbevare højradioaktivt materiale i tusindvis af år. Desuden er mange samfund imod transport og/eller nedgravning af sådant affald i deres område.
Miljøforurening er ikke ny, men dens omfang, type og kompleksitet er blevet forværret siden Anden Verdenskrig. Den gode nyhed er, at nationer over hele verden nu har en bevidsthed om konsekvenserne af forurening og de farer, de udgør for selve vores eksistens. Både regeringer og ikke-statslige organisationer arbejder på de mange facetter af forurening. Blandt de svar, de søger, er alternative, ikke-forurenende energikilder, en måde at kontrollere skadelige emissioner og giftige udledninger i luft og vand på, og metoder til at rydde op i ødelagte økosystemer og bringe arter tilbage fra kanten af udryddelse. Samtidig med dette arbejde er der en voksende forståelse af, at et sikkert og beskyttet miljø må begynde med social helbredelse, og at både fattigdom og velstand er årsag til miljøforringelse. Fattige samfund må koncentrere sig om den umiddelbare overlevelse, før de har tid eller energi til at bekymre sig om miljøets sundhed. Rige samfund må forstå, at deres behagelige livsstil har en høj pris i form af øget forurening – fra kilder som fabrikker, bilmotorer og kraftværker. De udfordringer, som det globale samfund står over for, når det forsøger at bekæmpe en økologisk krise, består i at skabe sociale forhold, der gør det muligt for alle medlemmer af samfundet at være lige engageret i og lige dygtige til at helbrede det sted, vi alle kalder hjem.