Helligdagene er kommet og gået, og med dem er der endnu en mulighed for at blive forstyrret af blackface. Turner Classic Movies kører nemlig film uredigeret, med det, der nu anses for at være krænkende scener, intakt, så med hver julesæson kommer der en skamplet på ellers gode gamle film. En af de værste syndere er Bing Crosby-filmen Holiday Inn fra 1942. Ud over at være den film, der bragte os “White Christmas”, indeholder Holiday Inn en virkelig stødende sang om Abraham Lincoln sunget af Bing Crosby og Marjorie Reynolds i blackface og parykker. (Reynolds’ påklædning er… bare…) Duoen bakkes op af et band helt i blackface, hvilket gøres endnu værre af et klip til en sort mor, der synger for sine børn i køkkenet, mens Bing og kompagni boltrer sig i spisestuen. Det er afskyeligt.

Så er der Fred Astaire og Ginger Rogers-filmen Swing Time fra 1936. Swing Time er et næsten mesterværk, selv om den indeholder en meget forvirrende blackface-scene, den berømte “Bojangles of Harlem”-dans. På overfladen er scenen en hyldest til den store sorte stepdanser Bill “Bojangles” Robinson, men det sorte ansigt, som Astaire bærer, virker skurrende og unødvendigt racistisk. Alligevel indeholder scenen en hypnotiserende smuk dans. Faktisk kaldte New York Times’ Alastair Macauley den “en af Astaires mest rytmisk fantasifulde soloer” og beskrev dens indledning således:

Åbningsbilledet er en grov Robinson-karikatur: gigantiske skosåler er vendt op og ned for at vise et sort ansigt med tykke læber, som er kronet med en derby og over en prikket butterfly. Så trækker kvinderne i et kor skoene fra hinanden for at afsløre gigantiske bukseben – for enden af dem sidder Astaire. Kvinderne bærer disse ben væk. Astaire bryder frem og danser.

Se selv; spring til ca. 1:30 for Astaire, som faktisk bryder frem.

Det er svært at vide, hvor man skal begynde. Dansen og filmkunsten (se skyggefilmstricks mod slutningen) er fantastisk, men æstetikken er dårlig. Selvfølgelig var Robinson sort, og Astaire var hvid, men hvorfor bar Astaire blackface? Er dansen en hyldest, en parodi eller noget midt imellem? Og er Astaires løsthængende stil i “Bojangles of Harlem” et resultat af det sorte ansigt, han har på? Ved at iføre sig blackface (plus sit klovneagtige outfit) tillader Astaire sig selv at danse mere frit, selv om det ikke nødvendigvis er sådan, Robinson dansede? (Astaires portrættering er måske ikke specifikt Robinson, men det er hverken her eller der). Sammenlign Astaires Bojangles med manden selv i nedenstående klip fra filmen King for A Day fra 1934. Robinsons stil var mere oprejst og delikat. Hans jakkesæt er også ret smukt.

Hvis 2017 har lært os noget, så er det, at vi hele tiden skal passe på mod råddenskab. Fortidens fejltagelser forbliver ikke nødvendigvis der – især ikke, når de vedrører race. Se for eksempel på den genoplivning af hvide supremacister (undskyld: nationalister), på de vrede unge hvide mænd, der belejrer og bærer tiki-fakler. Se for nylig, da et medlem af en japansk komikerduo bar blackface til et nytårsspecial, eller da prinsesse Michael af Kent bar en blackmoor-broche til frokost med Meghan Markle, eller se på den fortsatte eksistens af den hollandske Zwarte Piete-tradition i Nederlandene. Eller tænk på, du ved, øh, i går, da USA’s præsident omtalte El Salvador, Haiti og hele Afrika som “lortehulslande” under en diskussion om indvandring. “Hvorfor har vi brug for flere haitianere, tag dem ud,” sagde vores forfærdelige, racistiske præsident.

Man kan hævde, at blackface-forestillinger fra 30’erne og 40’erne (og tidligere) ligger så langt tilbage i fortiden og er et produkt af deres tid, at de ikke kan bedømmes, men det er jeg ikke enig i. Jeg foretrækker, at bedømmelser af kunstnere foretages med kendskab til deres vorter og det hele. Hvis og når jeg f.eks. beslutter mig for at se en Woody Allen-film, ved jeg udmærket godt, hvad jeg gør. Hvad Roman Polanski angår, er jeg enig med Claire Dederer, jf. hendes artikel fra november i The Paris Review, “What Do We Do With the Art of Difficult Men?” Chinatown er et mesterværk, der blev instrueret af et monster, og man bør vride sig, når man ser den.

Bill “Bojangles” Robinson

Det er sådan, at jeg elsker Fred Astaire. Jeg er opvokset med en fast diæt af Astaire-film – især hans film med Ginger Rogers, som jeg også elsker. Top Hat er en perfekt film – hans dans er vidunderlig, ærefrygtindgydende og livsbekræftende. Så jeg finder “Bojangles of Harlem” både personligt foruroligende og intellektuelt forvirrende, fordi det sorte ansigt, som Astaire bærer, er en utrolig skuffelse, og fordi det – som så meget andet, vi lærer om vores helte – komplicerer opfattelsen af Astaire som en genial, bredt elsket stjerne på scenen og på film, hvis danserier glædede millioner af mennesker. Astaire var bestemt disse ting, men han deltog også i og videreførte en skadelig tradition for racistisk minstrelsytringer. Det sorte ansigt, som Astaire bærer i Swing Time, uanset hans intentioner eller den tid, hvor han bar det, ødelægger og vil fortsat ødelægge hans arv.

Men der er naturligvis også en god side af “Bojangles from Harlem”: den sætter spotlightet på Robinson, som stadig er mindre kendt end Astaire. Så uden videre er her endnu en scene fra “King From a Day”, hvor Robinson og koret laver Bill Robinson-stompen. “Here we go / on your toes / holla hidey-ho / Bill Robinson stomp!” Det er magisk.

Swing Time lobby card header image via Wikimedia Commons

Robinson image via Wikimedia Commons / Library of Congress

“Bojangles of Harlem” scence via Dailymotion

King for a Day scenes #1 and #2 via Youtube