Fuger er målrettet placerede afbrydelser i et stift belægningslag. Alle typer fuger anvendes i alle metoder til konstruktion af stive belægninger for alle typer PCC-belægninger. CRCP anvender langsgående armeringsstål for at begrænse antallet af tværgående sammentrækningsfuger, men der anvendes stadig langsgående fuger og periodiske tværgående fuger.
Fuger kan dannes på to måder. Kontraktionsfuger saves oftest ind efter PCC-placering. Andre, såsom ekspansions-, isolerings- og konstruktionsfuger, skabes ved hjælp af forskalling, før PCC’en placeres. Hver af disse metoder til konstruktion af samlinger har sin egen metode og sit eget sæt overvejelser.
Typer
Kontraktionsfuger
En kontraktionsfuge er en savet, formet eller værktøjsformet rille i en betonplade, der skaber et svækket lodret plan. Den regulerer placeringen af de revner, der skyldes dimensionsændringer i pladen. Uregulerede revner kan vokse og resultere i en uacceptabelt ru overflade samt vandinfiltrering i underlaget, underlaget og undergrunden, hvilket kan give mulighed for andre typer belægningsskader. Sammentrækningsfuger er den mest almindelige type fuge i betonbelægninger, og derfor henviser det generiske udtryk “fuge” generelt til en sammentrækningsfuge.
Sammentrækningsfuger defineres hovedsageligt ved deres afstand og deres metode til belastningsoverførsel. De er generelt mellem 1/4 – 1/3 af pladens dybde og har typisk en afstand på 3,1 – 15 m (12 – 50 ft.), idet tyndere plader har kortere afstand (se figur 1). Nogle stater anvender et halvt tilfældigt afstandsmønster for at minimere deres resonansvirkning på køretøjer. Disse mønstre anvender typisk en gentagende rækkefølge af fugeafstand (f.eks. 2,7 m (9 ft.), derefter 3,0 m (10 ft.), derefter 4,3 m (14 ft.) og derefter 4,0 m (13 ft.)). Tværgående krydsningsfuger kan skæres vinkelret på færdselsretningen eller i en vinkel (kaldet en “skæv fuge”, se figur 3). Skæve samlinger skæres i stumme vinkler i forhold til færdselsretningen for at lette belastningsoverførslen. Hvis fugen er korrekt skæv, vil venstre hjul på hver aksel først krydse over på den venstre plade, og kun ét hjul vil krydse fugen ad gangen, hvilket resulterer i lavere belastningsoverførselsspændinger (se figur 4).
|
|
|
Dilatationsfuger
En dilatationsfuge placeres på et bestemt sted for at give belægningen mulighed for at udvide sig uden at beskadige de tilstødende konstruktioner eller selve belægningen. Indtil 1950’erne var det almindelig praksis i USA at anvende glatte, fugede plader med både sammentræknings- og ekspansionsfuger (Sutherland, 1956). I dag anvendes dilatationsfuger dog typisk ikke længere, fordi deres gradvise lukning har en tendens til at medføre, at sammentrækningsfuger gradvist åbner sig (Sutherland, 1956). Progressive eller endog store sæsonbestemte åbninger af sammentrækningsfuger forårsager et tab af lastoverførsel, især for fuger uden dyvelstænger.
Isolationsfuger
En isolationsfuge (se figur 5) anvendes til at mindske trykspændinger, der udvikles ved T- og usymmetriske kryds, ramper, broer, bygningsfundamenter, drænindløb, mandehuller og andre steder, hvor der kan forekomme differentielle bevægelser mellem belægningen og en struktur (eller en anden eksisterende belægning) (ACPA, 2001). De fyldes typisk med et fugefyldningsmateriale for at forhindre vand- og smudsinfiltration.
|
|
|
Konstruktionsfuge
En konstruktionsfuge (se figur 6) er en fuge mellem plader, der opstår, når betonen er placeret på forskellige tidspunkter. Denne type fuge kan yderligere opdeles i tværgående og langsgående konstruktionsfuger (se figur 7). Længskonstruktionsfuger tillader også, at pladerne kan skævvrides uden nævneværdig adskillelse eller revner i pladerne.
Arbejdere indsætter manuelt dyvelstænger i konstruktionsfugen ved afslutningen af arbejdsdagen. Konstruktionsfuger bør planlægges, så de falder sammen med afstanden mellem kontraktionsfuger for at eliminere ekstra fuger.
