— Minor Spoilers ahead (men bare rolig, da jeg har skrevet den næste linje ned, ved jeg ikke meget for at afsløre det) — 3 episoder er ikke meget, så jeg gør det hurtigt.
Historien drejer sig om Jean, denne psykolog, der er gift og har en lille trans-pige. Elsker hvordan de nærmer sig emnet som: “Det er kompliceret, men for fanden, det sker.” Og så går den videre til hovedhistorien: Jean er “effing” skør. Altså, ikke så meget. Hun har angstproblemer og begynder af en eller anden grund at gå ind i sine patienters bekendte (eller familie, eller hvad ved jeg) liv, og det giver virkelig ingen mening (for mig) om hvorfor hun gør det, for vi får ikke meget om hendes sindstilstand. Vi ved kun, hvad hun tænker på, når hun tænker på Sidney (ja, det er en pige, og ja, det er ret bøsset, hvad de har der). Der opstår seksuel spænding. Udover det, får vi lov til at se Jeans hverdag. Og det er ret kedeligt. Selvfølgelig har serien potentiale, men jeg har en fornemmelse af, at “Thriller”-mærket på IMDb er lidt (helt, som nu) ved siden af. Det er simpelt cheesy melodrama. Buuuut, jeg håber stadig, at det kommer til at gå ad helvede til med det her lille pis hun laver (blander sig i patienters liv). Jeg nyder dog, når alle karakterer pludselig står i et rum med en pistol i hånden, hver især peger på den næste, og før man ved af det, er der blod overalt. Det er min slags film (eller serie). Og det er det, jeg håber på her, så jeg er forudindtaget, når det gælder om at gætte på en slutning, der ikke er forfærdelig. Til dem af jer, der ikke kan lide den der blodige, spændte, klimaks-ting, kan I være forvisset om, at jeg tvivler på, at det kommer til at ske. Jeg er endda begyndt at håbe på en lykkelig (og homoseksuel) slutning! Men i betragtning af omstændighederne er det lidt svært at tro, at det kommer til at gå så glat.
Optagelses- og slutsekvenserne er fantastiske (indtil videre), og jeg kan ikke vente på, at nogen uploader soundtracket til YouTube, så jeg kan lytte til det og mindes serien. Og helst græde i et hjørne mens jeg gør det.
Hmm… hvad ellers?
Naomi Watts er fantastisk som altid, men jeg er bange for at Billy Crudup bare ikke kan følge med. Han har det her ansigt, at uanset hvor sur han skal være, så får hans øjne det til at se ud som om han hygger sig til en fest på en strand på Bahamas. Mens han er på ecstasy. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg tænkte (eller skrev) det. Anyways, den lille pige er sød og er fantastisk. Jeg ser en fremtid for hende. Eller ikke. Du ved, børneskuespillere. Sophie Cookson og Karl Glusman får mindre gode roller, men de er ikke desto mindre gode. De andre uvæsentlige karakterer er også fantastiske, især den pilleafhængige rødhårede, der ikke dukker op ret meget. Jeg forventer store ting af hende.
Om de tekniske ting er der ikke meget at sige, det er ret ligetil og efter bogen, og jeg vil ikke kede dig med detaljer. Lad os bare sige, at det er godt.
Slutteligt giver Gypsy en psykologisk thriller-vibe, men presser ikke det aspekt igennem hele serien (eller rettere, de 3 episoder jeg har set) og degraderer sig selv til et simpelt melodrama (“Skal jeg snyde eller skal jeg gå?”). Ikke desto mindre er den meget spændende, i en sådan grad at den gør mig ude af stand til at stoppe den klassiske (er den allerede klassisk?) Netflix-maraton.
Se den. Giv den tid. Og så vil vi se. Eller ikke, for hvis du holder op med at se den, er det kun mig, der kommer til at se den…