Af Chuck Queen

En blomsterhandler forvekslede to ordrer på en travl dag. Den ene skulle gå til en ny forretning, den anden til en begravelse. Den næste dag stormede manden med den nye forretning ind i butikken. “Hvad er den store idé? På de blomster, der kom til vores reception, stod der: ‘Hvil i fred’.” Blomsterhandleren svarede: “Hvis du synes, det er slemt, skulle du have set de mennesker til begravelsen, der fik blomster, hvor der stod: “Held og lykke på jeres nye sted.”

For nogle kristne betyder opstandelse ikke andet end at skifte sted, hvilket repræsenterer beviser på livet efter døden. Selvfølgelig kan man tro på et liv efter døden uden at tro på opstandelse overhovedet.

For de første disciple betød opstandelse retfærdiggørelse og den fortsatte tilgængelighed af det guddommelige liv, som Jesus inkarnerede. Vi kan kun sige: “Jesus er opstået”, fordi Gud oprejste ham fra de døde (han oprejste ikke sig selv). Guds opstandelse af Jesus viste Guds bekræftelse og retfærdiggørelse af alt det, som han stod for og døde for. Det var Guds godkendelse af hans medmenneskelige liv, hans identifikation med de fattige og de rettighedsløse, hans lidenskab for at befri de undertrykte og den måde, hvorpå han i døden absorberede de religiøse og politiske magters had uden at gengælde dette had.

Hvis den apostolske forkyndelse i Apostlenes Gerninger historisk set afspejler den tidlige kristne tankegang, så tolkede de første disciple Jesu opstandelse som Guds godkendelse af Jesus og hans fortsatte deltagelse i hans efterfølgeres liv. Peters budskab til de jødiske ledere i Jerusalem var, at Gud “oprejste” denne Jesus, “som I korsfæstede”, og “har gjort ham til både Herre og Messias”. (ApG 2:32-36)

Lukas fortælling om himmelfart er hans metaforiske/teologiske uddybning af troen på, at Gud oprejste Jesus fra de døde. Det mytiske billedsprog om Jesu svæven op i skyerne er en poetisk måde at sige, at Jesus er blevet ført ind i Guds eget liv, som er tilgængeligt for alle. Med teologen Hans Kungs ord var Jesu opstandelse hans “indtagelse i den ultimative virkelighed”. Han blev oprejst af Gud for at få del i Guds transcendente liv, og nu formidler han som den kosmiske Kristus netop dette liv til sine disciple.

Dette liv er skjult, skjult, åndeligt, men ikke desto mindre virkeligt, dynamisk og kraftfuldt. Den åndelige forfatter broder David Steindl-Rast bemærker, at det er “skjult som kilden er skjult i strømmen”, og “vi kan fornemme strømmen af hans skjulte liv, som det styrer alle ting indefra og pulserer som velsignelse … gennem universet og gennem vores eget inderste væsen”. Den paulinske forfatter beskriver dette liv som “skjult med Kristus i Gud”. (Kol. 3:3)

Det poetiske og teologiske billedsprog om Jesus siddende ved Guds højre hånd, tronende i det høje, skildrer den opstandne Kristus som den, der udøver den ultimative magt og autoritet som Herre. Den tidligste kristne bekendelse var ganske enkelt: “Jesus er Herre”. Men denne magt og autoritet kan i betragtning af det liv, Jesus levede, og den død, han døde, kun være den guddommelige kærligheds magt og autoritet.

Lord var den titel, der blev tildelt den romerske kejser. For kristne var det at kalde Jesus for Herre lig med højforræderi. Kun én kunne have den ultimative autoritet. Jesu herredømme var en modfortælling til imperiets tvangsmagt, og det krævede en form for personlig og fælles forvandling, som krævede stort mod.

Jesus blev korsfæstet, fordi den livsstil, som han legemliggjorde og lærte, blev betragtet som en trussel mod det dominanssystem, der udøvede tvangspolitisk og religiøs magt. Den alternative fortælling – som afspejles i Jesu liv og død, som bekræftes i opstandelsen og gøres tilgængelig gennem hans opstandne liv – er baseret på kraften til at tilgive og genoprette, til at forløse og forsone, til at helbrede og befri, til at gøre hel og rette op. Den skaber tro og inspirerer håb i en vision om en retfærdig verden.

Jesus’ opstandelse betyder, at Guds rige er sluppet løs blandt verdens riger, at kærlighedens kraft er på arbejde midt i massive systemer, der er drevet af magtens kærlighed, at livets kraft kan opleves og udtrykkes selv under de mest livsnedbrydende forhold.

En levende tro på Jesu opstandelse betyder, at man bekender Jesus som Herre. At bekende Jesus som Herre betyder trofasthed over for Guds husstand, ikke over for imperiet. Det betyder at deltage i en ikke-voldelig social revolution, der anerkender ethvert menneskes og hele skabningens værdighed, og som betragtes som en trussel af ethvert socialt system, der opererer med magt til at kontrollere og etablere en hakkeorden.

Jesus’ opstandelse betyder, at uanset hvor lang tid det tager, eller hvilken form det tager, så vil kærlighedens kraft i sidste ende sejre.