Kareem Abdul-Jabbar er uden tvivl den største Laker, der nogensinde har iført sig det lilla og gyldne tøj, men han er stadig en gåde for mange af nutidens casual mesterskabselskende Lakers-fans. Spørg børnene til din datters fødselsdagsfest i Riviera Country Club, hvem der er den største Laker, der nogensinde har levet, og de vil råbe unisont: “KOBE BRYANT!” Tal med et par stamgæster på Katsuya over for Staples, mens du venter på din toro, uni og amaebi, og de vil måske tilbyde “Magic Johnson” mellem bidderne af Kobe Beef Sliders og Lobster Dynamite. Tal med de fyre, der voksbehandler din bil på Malibu Auto Detail, og uundgåeligt vil en af dem sige “Ron Artest”. Kun når du gør din kristne pligt og arbejder frivilligt i suppekøkkenet eller på alderdomshjemmet omkring ferien, er der tilsyneladende nogen, der nævner “Kareem”. Hvorfor er det sådan? Når man ser på Abdul-Jabbars karrieremæssige resultater, er det let at konkludere, at han ikke blot var den bedste Laker nogensinde, men at han var en af de bedste NBA-spillere nogensinde, punktum.

Ud over at vinde to scoringstitler i sin karriere vandt Abdul-Jabbar fem mesterskaber med Lakers, herunder to MVP-priser i finalerne, og endnu et mesterskab med Milwaukee Bucks, hvilket er lig med Jordan i antallet af ringe. Så hvorfor har Abdul-Jabbars arv ikke levet op til hans bedrifter? Meget få mennesker vil turde sige det, men det er sandsynligt, at det at Abdul-Jabbar er muslim har ændret offentlighedens opfattelse af ham til det værre siden de tragiske begivenheder den 11. september 2001. Nu er der ingen, der direkte har beskyldt Abdul-Jabbar for at være terrorist, men ville Abdul-Jabbar siden 2001 stadig være i stand til at få en rolle som pilot i en stor Hollywood-film som “Airplane”? På trods af at han har fremmet tolerance mellem mennesker med forskellige religioner, herunder mellem afroamerikanere og jøder, ville der så være nogen anden NBA-legende end Abdul-Jabbar, der ville være med i en malebog for børn med titlen “I Don’t Want To Blow You Up!”? Abdul-Jabbar har længe udtrykt ønske om at blive cheftræner i NBA og har taget assistentjobs rundt omkring i ligaen, bl.a. hos Knicks, SuperSonics, Clippers og nu Lakers, for at “arbejde sig op”. Men når man har Abdul-Jabbars spiller-cv og undervisning under legendariske trænere som John Wooden og endda Pat Reilly, er det så overhovedet nødvendigt at “klatre op ad stigen”? Især når man tænker på, at fyre som Mike Brown, Van Gundy-brødrene og Lawrence Frank har fået store job som cheftræner uden nogensinde at have trådt ind mellem banerne på en NBA-bane som spiller. Faktisk var det eneste cheftrænerjob, som Abdul-Jabbar har haft, i USBL, hvor han førte Oklahoma Storm til mesterskabet i 2002. Efter at have forladt ligaen blev han endda afvist til cheftrænerjobbet på Columbia University, der næppe er et NCAA-magtselskab.

Nu kan man argumentere for, at Abdul-Jabbar har haft ry for at være iskold og reserveret gennem det meste af sin karriere indtil hans sidste år med Lakers, hvor han “åbnede” sig betydeligt over for offentligheden og pressen. Man kan argumentere for, at hans ry som hashryger har skadet hans chancer for at få et job som cheftræner i NBA. Man kan også argumentere for, at der er andre muslimske spillere i NBA, som ikke har lidt et knæk på deres popularitet på grund af deres religion, især Shaquille O’Neal, som i sin storhedstid var en af de mest populære spillere i ligaen. Men når man tænker på Shaq, hvor mange tilfældige basketballfans ved så overhovedet, at han er muslim? Og “Shaquille O’Neal” er næppe et indlysende muslimsk navn som “Kareem Abdul-Jabbar”. Når man tænker på spillere som Shareef Abdur-Rahim, Mahmoud Abdul-Rauf og Nazr Mohammed, har disse spillere aldrig været de mest populære spillere blandt fansene, og selv modstandernes speakere havde nogle gange problemer med at udtale deres navne. Nu er det svært at sætte fingeren på præcis, hvorfor Abdul-Jabbars arv ikke er blomstret i offentlighedens bevidsthed, som hans bedrifter ville fortjene, og det er tvivlsomt, at Abdul-Jabbars religion er den eneste faktor. Han har i hvert fald ikke Johnsons udadvendte, glade og heldige persona eller Bryants konkurrencemorderlignende kvaliteter. Han har bestemt ikke den ydre “gudelignende” aura som Jordan. Men når en velkendt misantrop som Russell eller en egoist som Wilt Chamberlain kan blive elsket af generationer af sportsfans længe efter deres tid i spillet, så kan det, at en selvbeskrevet “mild og munter” legende som Abdul-Jabbar ikke nyder samme grad af beundring som sine legendariske jævnaldrende, være en elefant i rummet.