Den morderiske triade og Macdonald-triaden er i det væsentlige den samme. De fremhæver begge tre vigtige personlighedstræk hos børn, som siges at være advarselstegn for tendensen til at blive seriemordere. De blev først beskrevet af J. M. Macdonald i hans artikel “The Threat to Kill” i American Journal of Psychiatry.
Forrige fra barndommen er der tre hovedtegn, der kendetegner en morder. Disse tegn er kendt som den morderiske triade, der normalt omtales af kriminologer. De er ildspåsættelse, sengevædning (efter 15-årsalderen) og grusomhed mod dyr og andre børn (Douglas og Olshaker, 2000). Ved ildspåsættelse forstås, at et barn eller en voksen tænder bål, blot for at se noget brænde (pyromani). Pyromani kan også betegnes som pyrophillia, fordi pyromaner får seksuel tilfredsstillelse af at sætte og se på bål. Sengevædning efter 15 års alderen er et andet tegn på morderiske tendenser. Det er almindeligt, at indbrudstyve tisser eller affører afføring i de huse, som de er ved at begå indbrud i. Mordere har været kendt for at urinere eller afføring på lig. Dette kan være ledsaget af urophillia (seksuel ophidselse gennem urin) og vandladning eller afføring på upassende steder. Grusomhed mod dyr eller andre børn er et sikkert tegn på morderiske tendenser. Disse adfærdsmønstre er en advarsel om mulige fremtidige handlinger. Ofte afspejler dyremishandling fremtidig morderisk adfærd, den måde, de dræber og torturerer dyr på, vil afspejle, hvordan de i sidste ende dræber og torturerer mennesker.
Denne triade, der blev udviklet i 1963, er for nylig blevet sat spørgsmålstegn ved af andre forskere. De bemærker, at mange børn og teenagere sætter ild til eller skader dyr af mange forskellige årsager (kedsomhed, efterligning af voksnes afstraffelse af husdyr, udforskning af en “hård fyr”-identitet eller endog følelser af frustration). Det er derfor vanskeligt at vide, om disse variabler rent faktisk er relevante for seriemordets ætiologi, og i givet fald hvor præcist de har betydning (Macdonald, 1963).
Et af tegnene på den morderiske triade diskuteres i “Cruelty to Animals and Violence to People”. Eksisterende forskning nævner, at der er forbindelser mellem vold mod dyr og vold mod mennesker. Børn, der er grusomme over for dyr, har en højere risiko for at begå vold i hjemmet, børnemishandling og ældremishandling (Petersen & Farrington, 2007). Betydningen af grusomhed mod dyr sammenlignet med andre risikofaktorer i barndommen for vold i voksenalderen er uklar. Casestudier af massemordere og seriemordere tyder på, at mange af dem var grusomme over for dyr i deres barndom. Undersøgelser antyder, at børn, der er grusomme mod dyr, har en uforholdsmæssig stor tendens til at være voldelige mod mennesker senere i livet (Petersen & Farrington, 2007).
Alle tre tegn i den morderiske triade er nævnt i “What Makes Serial Killers Tick”? Disse hemmelige tvangstanker ses som kimen til større kaos. “Voldelige handlinger forstærkes, da morderne enten er i stand til at udtrykke vrede uden at opleve negative konsekvenser eller er uimodtagelige over for eventuelle forbud mod disse handlinger (Scott, 2008). For det andet afskrækker impulsiv og uberegnelig adfærd venskaber,” hvilket øger isolationen.” “Desuden er der ingen udfordring for gerningsmændenes tro på, at de har ret til at handle, som de gør.” (Ressler, et al, Sexual Homicide) “Al læring har ifølge Ressler et “feedbacksystem”. Torturering af dyr og opsætning af brande vil i sidste ende eskalere til forbrydelser mod medmennesker, hvis mønsteret ikke på en eller anden måde brydes (Scott, 2008).
Formative år kan spille en rolle i formningen af en seriemorder, men de kan ikke være den eneste årsag i alle tilfælde (Scott, 2008). Mange mordere giver deres familier skylden for deres adfærd og søger sympati. På ægte psykopatisk vis giver seriemordere en anden person skylden for deres handlinger end dem selv, som i virkeligheden er skyldige. Hvis deres dårlige barndom er den primære årsag til deres morderiske tendenser, hvorfor bliver deres søskende så ikke også seriemordere, hvis de rent faktisk har søskende (Scott, 2008)? Vi må se på andre komponenter for at se, hvad der styrer en seriemorder til at myrde eller skade andre mennesker.