Sommetider går vi pludselig i stå midt i en historie, når vi fortæller en historie, fremfører en pointe eller forklarer en anmodning, og så sidder vi pludselig fast i et ord. Det vil bare ikke komme, selv om vi har en stærk fornemmelse af, at det burde være lige der.

Det er ikke fordi vi ikke har ordforrådet til at beskrive det, vi ønsker at sige; vi kender helt sikkert ordet. Vi kan bare ikke få det ud. Hvad sker der, når ordene svigter os? Eller måske er det os selv, der svigter ordene?

Tungespids

Den psykologiske betegnelse for denne oplevelse er “tip of the tongue”-tilstanden. Den blev først undersøgt af eksperimentelle psykologer i 1960’erne, som viste, at mennesker i en tilstand med tungespids kunne få adgang til oplysninger om bogstaver, lyde og betydninger i forbindelse med det ord, de søgte efter, selv når de ikke kunne finde frem til ordet.

Når man glemmer et ord, er det ikke forsvundet fra hukommelsen; det er der stadig, men i det øjeblik, hvor man taler, er der noget, der forhindrer det i at blive hentet fuldt ud.

Hvad forhindrer, at et ord kan hentes frem? Et ord kan opfattes som en samling af egenskaber: det har en betydning og tilknyttede betydninger og billeder. Det har en form, som omfatter dets udtale, en skriftlig gengivelse og et stavelses- og betoningsmønster.

Det efterlader også spor i neurale forbindelser af, hvor ofte eller for nylig det er blevet brugt.

Hentningen af et ord kan blive forstyrret af et problem med at aktivere et eller blot nogle få af disse træk. Stress, træthed og distraktion kan alle føre til utilstrækkelig aktivering til genfinding.

Mere alvorlige problemer, der beskadiger eller forsinker de nødvendige neurale forbindelser, kan også forårsage problemer for ordgenoprettelse. Den manglende evne til at finde ord kan være tegn på hjerneskade eller infektion, slagtilfælde og degenerative sygdomme som Alzheimers.

I disse tilfælde vil ord-glemme imidlertid kun være et af mange andre symptomer. I sig selv er det at glemme et ord lejlighedsvis en helt normal del af livet.

Tip af tungen tilstande er en fælles oplevelse på tværs af sprog. Selv døve brugere af tegnsprog oplever “tip of the finger”-tilstande, når de glemmer et tegn. De er også almindelige på tværs af aldersgrupper. De bliver dog hyppigere, når vi bliver ældre.

Glemmer man et ord, kan det være frustrerende, men for det meste løser situationen sig hurtigt. Ordet kommer tilbage, og vi fortsætter. En undersøgelse foretaget af Burke et al (1991) viste, at de fleste tilstande med tungespidserne helbredte sig selv spontant uden alt for mange problemer.

Faktisk syntes yngre mennesker at være mere ophidsede af tilstanden og prøvede flere aktive strategier for at tvinge sig selv til at huske, mens ældre mennesker passivt ventede på, at ordet skulle komme tilbage.

Det er næsten som om, at jo længere livserfaring man har med ordforglemmelse, jo mere kan man slappe af og stole på, at ordet nok skal dukke op til sidst.

Men ordforglemmelse giver ældre mennesker en særlig form for uro, fordi de bekymrer sig mere om, hvad det betyder for deres hukommelses sundhed.

Selv om det er rigtigt, at nogle hukommelsesfunktioner falder med alderen, så er tip-tunge-tilstande uafhængige af denne nedgang.

I en undersøgelse af aldersrelaterede stigninger af tip-of-the-tongue-tilstande fandt Salthouse & Mandell (2013), at “selv om øget alder er forbundet med lavere niveauer af episodisk hukommelse og med hyppigere TOTs , som kan ses som fejl i adgangen til information fra hukommelsen, synes de to fænomener stort set at være uafhængige af hinanden.”

Med andre ord behøver en manglende evne til at huske et ord ikke at blive betragtet som et generelt hukommelsesproblem. Det er blot en manglende evne til at huske et ord.

* * *

“Off Topic Verbosity” og andre måder, hvorpå aldring påvirker sproget

Et problem, som undersøgelser har vist bliver værre med alderen, kan udfordre vurderingen af, hvad “værre” egentlig betyder, når det drejer sig om sprog.

“Off Topic Verbosity” (OTV) er den måde, hvorpå forskere beskriver den praksis, der består i at afvige fra emnet, mens man taler, og tilføje irrelevante eller uvedkommende detaljer til en fortælling, der er i gang. OTV øges med alderen, men ikke for alle typer samtaler.

OTV påvirker ikke opgaver med at kommunikere faktuelt indhold som f.eks. at beskrive et billede. Det er, når emnerne fortæller mere personlige, biografiske oplysninger, at OTV bliver et problem.

Og måske er det slet ikke et problem. Vores kommunikative mål ændrer sig, efterhånden som vi bliver ældre. Vi har mere at reflektere over, og vi har mere at formidle. Hvis vi vokser til at værdsætte målet om at dele erfaringer højere end kortfattethed og økonomi, ligger problemet måske ikke hos taleren, men hos lytteren.

Det er ikke at gå uden for emnet, hvis emnet har ændret sig.