Spansk Armada. Skal være. Ingen tvivl om det – det er den forklaring på mørkt hår og olivenfarvet hud, den ydre manifestation af utvivlsomt spansk afstamning fra sømænd, der er skyllet op på de vestlige øers eller Irlands kyster, som rutinemæssigt bliver fremført.

Den er fastlåst i det, man kunne kalde folkedNA, og tanken om, at tusindvis af hebrider, irere og walisere skulle nedstamme fra en håndfuld halvt druknede sømænd fra Armadaens galeoner, tåler ikke et øjebliks nærmere eftersyn.

Når Francis Drakes bredsider besejrede den enorme flåde i 1588 i Den Engelske Kanal, flygtede den spanske flåde nordpå for at sejle rundt om Storbritannien og tage den lange vej hjem.

Vinterstorme drev galeonerne ind på klippekyster, hvor de gik på grund eller blev smadret og sank.

For at det mørke hår og den olivenfarvede hud kunne finde vej ind i den lokale befolkning, må noget i retning af følgende scenarie have udspillet sig:

Når Atlanterhavets bølger havde ødelagt deres skibe, svømmede sømændene mod kysten, slæbte sig op på land, udmattede, sandsynligvis såret, sikkert uden at vide, hvor de var, som regel i bælgmørke. Og deres første tanke var? De må finde en kvinde. Eh, måske ikke.

De fleste skibbrudne sømænd blev dræbt af lokale mænd, da de kom i land, men dette stykke folke-DNA er så vedholdende, at mørkhårede walisiske børn ofte anses for at være deres efterkommere – selv om den spanske armada sejlede rundt om kysten i det vestlige Irland og ikke kom i nærheden af Wales.

Som altid er den videnskabelige og historiske virkelighed meget mere interessant. Hver eneste waliser er en indvandrer.

Den sidste istid dækkede dalene og bjergene med et tykt tæppe af is, og intet, hverken dyr eller planter, kunne overleve i dette polarlandskab.

Men da isen smeltede for omkring 11.000 år siden, kom de første pionerer nordpå. Og nogle kom helt sikkert fra det, der i dag er Spanien. I løbet af de årtusinder, hvor isen var der, søgte folk ly i det, der er kendt som istidens refugier, grotter på begge sider af Pyrenæerne.

Refugierne begyndte at tømmes, da isen smeltede, og de flokke, som folk var afhængige af, flyttede nordpå.

Det er allerede nu lykkedes at finde folk i CymruDNAWales-projektet, især i det sydlige Wales, som direkte nedstammer fra pionererne fra Pyrenæerne. Hvordan kan vi vide det?

To små stykker af vores DNA går mere eller mindre uændret i arv fra generation til generation. Mænd bærer Y-kromosom-DNA, der er videregivet af deres fædre, og mitokondrie-DNA fra deres mødre. Kvinder har kun mitokondrie-DNA, eller mtDNA, som de giver videre til alle deres børn. Mænd kan ikke videregive mtDNA, kun Y-kromosom-DNA.

I denne proces sker der undertiden små kopieringsfejl. Bogstaver kommer ud af stedet, og disse er kendt som markører.

Gennem et værktøj, der kaldes det molekylære ur, kan vores forskere fortælle, hvor gammel en markør er, og ved at se på, hvor den er mest almindelig i verden, kan de også sige, hvor den stammer fra.

Det er sådan, at vi alle bærer vores arts historie i vores krop. Og det er sådan, at CymruDNAWales-projektet kan udregne en nations genom og skrive en ny historie om Wales, et folks historie.

Da vi gjorde dette i Skotland i løbet af de sidste tre år, opdagede vi et bemærkelsesværdigt resultat. Der viste sig at være en stor mangfoldighed – folk med forfædre fra Sibirien, fra Sahara-ørkenen, fra indianerne og stort set alle dele af verden. Vi fandt også nogle bemærkelsesværdige forbindelser.

Da jeg ønskede at medtage italienske skotter, bad jeg den store skuespiller, Tom Conti, om at lave en test. Det viste sig, at han havde fælles forfædre med ingen ringere end Napoleon Bonaparte. Kejserens forfædre var italienske, og han og Tom havde en nyere fælles forfader fra Liguriens kyst.

DNA kan også give problemer. Jeg bærer skandinavisk DNA, en markør, der stammer fra Norge, Danmark og Nordtyskland for ca. 2.000 år siden.

Vi mener, at denne markør kom over Nordsøen med anglerne og sakserne, da de invaderede England efter den romerske provins’ fald.

I Radio 4’s Today-program talte jeg om dette og også om genvarianten med rødt hår, som vi mener, at 38 % af waliserne bærer på. Jeg nævnte også, at jeg i lighed med alle mennesker bar på mellem 2 og 4 % neandertaler-DNA. Alt dette har jeg givet videre til min søn. Som lyttede.

Da jeg kom ud af studiet, tikkede en sms ind på min telefon. “Rødt hår? OK, det kan jeg ikke benægte. Neandertaler? Lige ved siden af OK. Men ENGELSK? No way!”

Jeg fortalte ham, at vi ikke tilbød rådgivning.

Vi ved ikke, hvad vi vil finde i Wales. Dets forfædres DNA er blevet meget lidt undersøgt, men de første indikationer er fristende.

Dafydd Iwan, walisisk politiker og folkesanger, bærer en fascinerende markør, der er helt igennem walisisk, og som næsten helt sikkert forbinder ham med walisiske konger fra den mørke middelalder, som regerede i England.

Det, der vil hjælpe os, er tal. Hvis tusindvis af walisere køber DNA-test, vil vi kunne omskrive historien og tilbyde en folkelig historie om Wales, en historie, der er inkluderende, fascinerende og uendelig.

– Multimedieprojektet er et samarbejde mellem Daily Post og Western Mail, S4C, Green Bay Media og forskningsvirksomheden ScotlandDNA. For hvert testkit, der sælges via annoncen på denne side, doneres der 20 pund til Ty Gobaith Children’s Hospice i Nordwales. Se cymruDNAwales.com for at få mere at vide