Ledsomhed. Vi har alle sammen oplevet det mange gange. Selv om vi har en tendens til at tænke på det som ubehageligt, men udholdeligt og harmløst kedsomhed, tyder nogle undersøgelser nu på, at kedsomhed kan være skadeligt for vores helbred – det er potentielt forbundet med alt fra vægtøgning, til depression, til fysiske smerter – og endda til at være sin ægtefælle utro!

Kedsomhed findes måske i folkeskolen eller på mellemtrinnet, men den er endemisk i gymnasiet. Faktisk er det praktisk talt et ungdomsritual at bekende sig til sin evige tilstand af ennui – som om ingen eller intet er sejt nok til at opretholde en sekstenårigs interesse.

Det, som underviserne er nødt til at tage alvorligt, er forskellen mellem typisk teenagejammer og tegn på, at eleverne rent faktisk er ved at miste interessen for deres formelle uddannelse. En sådan afstumpethed er et varsel om problemer, og ikke kun fordi elevernes engagement er tæt forbundet med akademisk præstation. Blandt de gymnasieelever, der overvejer at droppe ud, angiver halvdelen manglende engagement i skolen som en primær årsag, og 42 procent rapporterer, at de ikke ser nogen værdi i det skolearbejde, de bliver bedt om at udføre.

Lærerne spiller naturligvis en central rolle i at engagere eleverne i læring. En nylig undersøgelse viste, at når eleverne har en mere engagerende lærer, stiger deres fremmøde, og deres chancer for at fuldføre gymnasiet forbedres. Forfatterne fandt, at “engagerende lærere har omtrent lige så stor indflydelse på afslutningen af gymnasiet som lærere, der er meget effektive til at forbedre elevernes testresultater”. Det er en meget vigtig ting at vide.

Men lærere er ikke de eneste kilder til øget – eller formindsket – engagement hos eleverne. Andre faktorer omfatter selve faget, særlige undervisningsstrategier, aktiviteter uden for skoletiden og sport, kammeratgrupper og elevernes iboende motivation for at lære.

Vi undrede os over, hvor meget disse forskellige elementer i den samlede gymnasieoplevelse betyder for elevernes engagement. Den sunde fornuft siger, at ikke alle elever vil være motiveret til at lære på samme måde. I en rapport fra 2009 viste The New Teachers Project (TNTP), at lærere ikke er “widgets”, der kan udskiftes. Det er børn heller ikke. Vi spekulerede derfor på, om der var en måde at karakterisere og kvantificere sådanne forskelle for forskellige typer af elever.

Det er præcis, hvad vi gjorde, med hjælp fra et fantastisk forskerhold under ledelse af John Geraci, formand og grundlægger af Crux Research. John og hans team undersøgte et nationalt repræsentativt udsnit af to tusinde elever i 10.-12. klasse og undersøgte emner som deltagernes baggrund og karakteristika, skole- og klasseværelseserfaringer og generelle uddannelsespræferencer. Vi indlejrede også spørgsmål fra engagementinstrumenter, der er udviklet af vores ekspertrådgivere.

Efter at have beregnet de enkelte personers score på hvert sæt af emner (eller faktorer) placerede vi eleverne i grupper baseret på, hvilken faktor de scorede højest. På denne måde identificerede vi deres dominerende eller primære måde at engagere sig på. Crux indkaldte også flere fokusgrupper af gymnasieelever for at høre mere om, hvad der engagerede dem i skolen.

Resultatet er vores nyeste rapport, What Teens Want From Their Schools: A National Survey of High School Student Engagement. Her er højdepunkterne:

De fleste gymnasieelever rapporterer, at de er intrinsisk motiverede for at lære. Langt de fleste (83-95 %) rapporterer, at de er motiverede til at bruge sig selv i skolen ved at tænke dybt, lytte opmærksomt og gennemføre opgaverne. I litteraturen om elevernes engagement er dette kendt som “kognitivt engagement” og omfatter hovedsagelig intern adfærd som f.eks. at stille sig selv spørgsmål, finde ud af, hvor man gik galt, og gennemgå ting, som man ikke forstår. Det er opmuntrende, at de fleste elever rapporterer, at de gør disse ting i skolen, for det er usandsynligt, at underviserne vil maksimere elevernes potentiale, hvis de ikke udnytter elevernes iboende motivation for at lære.

Dertil kommer, at mange elever rapporterer, at lærerne er centrale for deres følelse af samhørighed og engagement i skolen, at de sætter stor pris på tid med og kontakt med jævnaldrende, og at de nyder lektioner og projekter, der involverer teknologi.

Ud over disse velkomne fællestræk identificerede vi imidlertid seks undergrupper af elever med forskellige engagementsprofiler:

*********************

Hvad betyder alt dette? Vi ser tre ting, som vi kan tage til efterretning.

For det første siger langt størstedelen af de amerikanske gymnasieelever, at de gør sig umage og ønsker at gøre deres bedste i skolen. Noget kontraintuitivt viser vores resultater, at de fleste gymnasieelever ønsker at arbejde hårdt i klassen og finde ud af tingene på egen hånd, hvis det er muligt. De stiller spørgsmål til sig selv, tjekker deres bog eller andre materialer, når tingene ikke giver mening, og forsøger at være opmærksomme på de ting, de skal huske. Lærerne bør støtte og maksimere dette hårdt armerede ønske fra elevernes side om at tænke og ræsonnere selvstændigt – og de politiske typer bør tilskyndes til at se, at selv om vi ikke er tilfredse med de nuværende præstationsniveauer, synes eleverne at være villige til at gøre det bedre. Det er også opmuntrende, at ønsket om at lære og klare sig godt går på tværs af alle typer af elever.

For det andet er forskellige grupper af elever primært engageret i skolen gennem forskellige håndtag. For nogle er forholdet til læreren afgørende, for andre er det faget eller de sociale aspekter af skolegangen. For endnu andre varierer graden af engagement på baggrund af, i hvilket omfang deres følelsesmæssige behov kan opfyldes i klasseværelset – eller i hvilket omfang de deltager aktivt i undervisningen. At skræddersy skolegang og undervisning til sådanne behov, præferencer og tendenser har potentiale til at give udbytte i form af større engagement – og i sidste ende i form af bedre præstationer.

For det tredje går engagement og valgmuligheder hånd i hånd. Vi har hørt det en million gange: Vi har hørt det for mange gange. Vi har hørt det for mange gange: Et uddannelsessystem, der er ens for alle, er næsten en garanti for, at nogle elever vil blive holdt udenfor – og i sidste ende vil blive hægtet af. Både engagement og valgmuligheder tager mange former. I dette tilfælde behøver valget ikke nødvendigvis at være mellem skoler (selv om mere af det helt sikkert ville hjælpe). Det kan også være mellem lærere, mellem kurser, mellem leveringsmuligheder, mellem undervisningsstrategier, mellem programmer og mellem skoler inden for skoler.

Summarummet er dette: For at imødekomme behovene hos elever, der er engageret på flere forskellige måder, skal udbudssiden tilbyde valgmuligheder på flere niveauer, der virkelig er forskellige, og ikke blot flere versioner af stort set det samme. Det, vi anbefaler, er en form for tilpasning. Det er fordi elevernes engagement og valgmuligheder – i alle deres forskellige former – virkelig er to sider af samme sag.