Der er en gammel legende om, at Dionysos, hersker af Syrakus, skrev til fremtrædende athenere og bad om oplysninger om “athenernes styreform”. Som svar sendte Platon ham Aristofanes’ komedier.

Aristofanes er den store producent af den attiske “gamle komedie” – den betegnelse, som sidstnævnte forskere har givet til et særligt mærke af det 5. århundredes atheniske satiriske komediespil (ordet “komedie” stammer fra det græske ord kōmōidia, når man sammenføjer ordene for “fest” og “sanger” eller “sang”). Der var helt sikkert andre forfattere af “gamle komedier”, såsom Cratinus, Crates, Pherecrates og Eupolis, men deres værker er ikke overleveret. Faktisk er kun 11 stykker af Aristofanes’ skuespil overlevet (ud af i alt 44 stykker, der blev tilskrevet ham) og er overleveret til os fra oldtiden, og den gamle komedie varede kun et kort glimt i det antikke Athen. Efter Peloponneserkrigens afslutning og den efterfølgende desillusionering opstod der nye former for komedie, som nogle har kaldt “Mellemkomedie” og “Ny komedie” (dvs. Menander), men disse værker er kun overleveret i meget fragmenterede former.

Vi ved meget lidt om Aristofanes’ liv. Han levede engang i det 5. århundredes Athen og var derfor samtidige med Perikles og Sokrates. Han kom fra en bygd (Cydathenaeum), og han var konservativ og længtes altid tilbage til “de gode gamle dage” – de athenske krigeres storhed ved Marathon frem for Athens fald i den peloponnesiske krig, tragediens højdepunkter under Aischylos frem for det moralske forfald hos Euripides, den politiske dyd i forsamlingen af fortidens mænd frem for de imperiale ambitioner hos Perikles og Kleon, intellektualismens sæde under lærere som Homer og Herodotus frem for Sokrates’ og sofisternes tilsyneladende sofisme. Dette billede af Aristofanes gælder både i hans overleverede skuespil og i hans skildring i Platons Symposion, hvor Sokrates og Aristofanes (sammen med Agathon) ved stykkets afslutning ligger vågen og ædru efter nattens drukfest. I sidste ende er Aristofanes enig med Sokrates i, at en god tragisk digter også er en god komisk digter, og omvendt.

Komedie kan siges at være en mis oks glæde og smerte. Det er en fornøjelse at se vores venner tro, at de har en større visdom, end de i virkeligheden har. Publikums viden overgår hovedpersonens, og karakteren kan virke latterlig. Komedie er imidlertid smertefuld, idet der er en vis misundelse, vi har over for hovedpersonen (se Platons Filebus). Vi misunder f.eks. Don Quijotes barnlige fantasi og hans ønske om at forfølge livets ultimative eventyr med en ridders ædle søgen efter en vildfaren ridder. Ligeledes er Aristofanes misundelig på Sokrates for hans fuldkomne frihed, da han ikke er bundet af teatrets klapsalver på samme måde som Aristofanes. Husk på, at Aristofanes blev kronet som sejrherre mange gange ved Dionysia og Lenaia. Men Aristofanes ser også sig selv som en opdrager i Athen, en mand, der underviser forsamlingen i borgerlig dyd.

Måske har Aristofanes ret, og at komedien ikke blot er uskyldig og upartisk. For at parafrasere Nietzsche: Der er ingen bedre måde at dræbe noget på end ved at grine af det. Tænk på Aristofanes’ andet (og nu tabte) skuespil Babylonierne, som gjorde ham til en fjende af Kleon, der derefter sagsøgte Aristofanes for bagvaskelse, men sagen blev afvist i retten. Desuden nævnes Skyerne af Sokrates i Platons Apologi som en af hovedårsagerne til, at folket i Athen vendte sig mod ham. Aristofanes’ skuespil er derfor af alvorlig betydning.