I morges offentliggjorde Booker Prize-dommerne deres shortlist for 2019 og gav kun seks romaner – ud af de mere end 100.000 nye titler, der er udgivet på engelsk indtil videre i år – prisens stempel af godkendelse. Selv om de 2.500 £, som hver finalist vil modtage, blegner i sammenligning med den store pris på 50.000 £, er Booker-prisen hurtig til at påpege, at der ikke er nogen tabere her. “Både vinderen og de forfattere, der er på shortlisten”, lover prisfonden, “er garanteret en global læserskare samt en dramatisk stigning i bogsalget”. Men hvor pålidelig, og hvor holdbar, er denne “garanti” egentlig? Booker-prisen kan gøre meget for at flytte eksemplarer væk fra boghandlerbordene og ned i bogstavelige og digitale vogne, men kan den midt i den enorme mængde af det 21. århundredes litteratur virkelig påberåbe sig nogen indflydelse på, hvad vi vil læse – eller undervise eller studere – i de kommende år?

Prisen har trods alt sine problemer. Som James English har argumenteret for, er litterære priser som Booker-prisen skiftevis æret og foragtet. Mens Booker-tilhængerne kan hævde, at priserne “belønner ekspertise” og “giver opmærksomhed til ‘seriøs’ eller ‘kvalitets’-kunst”, hævder andre, at de “systematisk negligerer ekspertise og belønner middelmådighed … og udgør et lukket, elitært forum, hvor kulturelle insidere deltager i indflydelsessalg og gensidig bagvaskelse”.1 Denne sidste kritik peger på, hvor begrænset prisens indflydelse kan være på det litterære marked. Shortlistens forgyldte segl betyder måske noget for nogle få forhandlere og bagmænd, men hvad med de millioner af læsere, der køber deres romaner i lufthavnsterminaler, diskuterer og debatterer dem i onlinefora og møder dem (eller tildeler dem) på pensum på universiteter? Hvem interesserer sig egentlig for litterære priser? Og hvad kan de fortælle os om læsning, udgivelse og kanonskabelse i dag?

Der er mange måder, hvorpå bøger kan betyde noget, foranstaltninger, der kan konkurrere eller overlappe hinanden. For at indfange denne kompleksitet har vi udviklet en model (baseret på J.D.’s forskning om den litterære kanon), som gør det muligt at spore modtagelsen af en given bog på tværs af samfund. En bog, der er afvist af kritikere, elsket af lufthavnsfolket og i sidste ende overset af de engelske universitetsafdelinger, bør ifølge vores model dukke op i nærheden af andre, lignende bøger. Det skyldes, at hvert af disse forskellige læserfællesskaber genererer sit eget datafodaftryk – i form af anmeldelser, videnskabelige citater og undervisningsplaner på universiteterne – og at de hver især fortæller en anden historie om en bogs relative popularitet og/eller prestige.

For at udtage eksempler på moderne skønlitteratur byggede vi et korpus ud fra fem forskellige lister over de vigtigste romaner i det 21. århundrede, der hver især repræsenterer et andet hjørne af det litterære felt. Som repræsentant for forlagsbranchen inkluderede vi de 100 mest hyppigt citerede sammenlignende titler eller “comps” fra 2013 til i dag. (Som Laura har skrevet andetsteds, er comps tidligere udgivne, “sammenlignende” bøger, der bruges af redaktører til at retfærdiggøre en nyanskaffelse). For det andet inkluderede vi salgsdata, de 10 største årlige bestsellere som rapporteret af Publisher’s Weekly.2 For det tredje tilføjede vi data genereret af læserne, de 100 største skønlitterære værker, der af Goodreads.com-brugere blev identificeret som de bedste bøger i det 21. århundrede.3 For det fjerde indfangede vi kritikernes holdninger, de 100 bøger i “A Premature Attempt at the 21st Century Canon”, der blev identificeret af et panel af anmeldere i New York Magazine. Endelig inkluderede vi 100 bøger, som vi selv havde valgt: bøger, som vi elsker, bøger, som vi hader, men som vi mener er vigtige, og bøger, som vi gerne ville vide mere om. Vores stikprøve udgør 439 unikke skønlitterære værker, alle udgivet efter 2000, herunder alt fra de utroligt populære (The Da Vinci Code) til de obskure (Ghachar Ghochar), fra de store vindere (The Known World) til genstandene for akademisk opmærksomhed (Gilead) og bøger fra den glemte midte (The Forgotten Girls, som har fået et passende navn).

Figur 1. Popularitet og prestige i det samtidslitterære felt. X-akse: antal Goodreads-bedømmelser; y-akse: antal videnskabelige citater i MLA International Bibliography

Figuren ovenfor repræsenterer noget nær et landkort over samtidslitteraturen, hvor hver af vores 439 bøger er plottet efter popularitet (x-aksen, baseret på det rå antal Goodreads-bedømmelser) og prestige (y-aksen, baseret på antallet af videnskabelige citater i MLA International Bibliography).4 Hvis man bevæger sig fra venstre mod højre, bliver bøgerne mere populære; hvis man bevæger sig opad fra bunden, bliver bøgerne mere prestigefyldte. Ved første øjekast er det tydeligt, at kritikerens yndlinge (grøn, orange) og læsernes favoritter (blå) befinder sig i forskellige kvarterer, og at hver gruppe adskiller sig fra den tykke linje af bestsellere (rød), der trawler i bunden, uden en eneste videnskabelig citation.

Her kan det være nyttigt at fremhæve et par illustrative eksempler. Vi kan først og fremmest tænke i kvadranter. I den nordvestlige har vi prestigefyldte bøger som W. G. Sebalds Austerlitz, som er højt værdsat af de folk, der skriver akademiske artikler, selv om den ikke står i enhver amerikaners bogreol. I det sydvestlige område findes det, man kan kalde kultfavoritter: bøger, som nogle få kritikere eller læsere elsker, men som aldrig rigtig er slået igennem. Her ligger Helen DeWitts The Last Samurai (som New Yorks panel valgte som det mest kanoniske værk i det 21. århundrede, men som alle andre grupper i vores eksperiment ignorerede). På den anden side af vejen, i den sydøstlige del af landet, har vi trendy bestsellere som Divergent. Det er den kvadrant, man kan nå på godt salg alene.

Figur 2. Eksempler fra hvert kvarter i pop/prestige-kortet

I den nordøstlige kvadrant mødes popularitet og prestige. Her findes bøger, der har nydt stor videnskabelig opmærksomhed og enorm popularitet blandt de almindelige læsere, som Cormac McCarthys The Road (citeret i 239 videnskabelige artikler og vurderet mere end 600.000 gange på Goodreads).

Vi kan også sammenligne værker på tværs af og inden for kvadranter. For eksempel, mens Room og The Road – to romaner om enlige forældre under vanskelige omstændigheder – er lige populære, har sidstnævnte et langt større fodaftryk i akademiske tidsskrifter og videnskabelige monografier. Omvendt er The Hunger Games i størrelsesordener mere populær end Erasure – Percival Everetts roman om en esoterisk forfatter, der bytter sin kunstneriske integritet for en National Book Award – men begge har vakt tilsvarende interesse hos litteraturkritikere. Måske har forskellen i læsernes begejstring derfor at gøre med de to bøgers vidt forskellige plot. Når alt kommer til alt, følger den ene bog sin hovedperson gennem en skånselsløs konkurrence, hvor vinderen tager alt, i en verden, der sætter rå og voldelig underholdning højere end social retfærdighed; den anden handler om Katniss Everdeen.

Men for at vende tilbage til vores oprindelige spørgsmål: Har litterære priser nogen betydning?

Figur 3. Må oddsene altid være til din fordel!

Grafikken ovenfor repræsenterer de samme målinger af popularitet og prestige som i figur 1, blot er bøgerne her ikke farvet efter det fællesskab af læsere, der har valgt dem, men efter om de er blevet indstillet til en større litterær pris (orange for ja, blå for nej).5 Ved første øjekast synes der ikke at være nogen synlig forskel mellem spredningen eller koncentrationen af de 70 prisfinalister og resten. Den shortlistede skønlitteratur falder på tværs af alle fire kvadranter, som vi har diskuteret ovenfor, og for hver af vores forskellige målinger kan vi finde eksempler på succes eller fiasko. Der er ganske vist finalister og endda vindere, som har fået praktisk talt ingen interesse fra forskere, for slet ikke at tale om de 90 millioner læsere på Goodreads.com. Dette synes at understøtte kritikere, der hævder, at en pris’ glans ikke nødvendigvis giver sig udslag i substansen i form af æstetisk kvalitet, bred appel eller en varig læserskare.

Men når vi bevæger os ud over de enkelte tilfælde og foretager en bredere analyse af prisen som institution, finder vi, at de shortlistede romaner er langt mere tilbøjelige til at blive studeret, undervist og læst end de ikke-nominerede. Bøger, der ikke modtager nogen prisnomineringer, har en median på ca. 48 500 Goodreads-bedømmelser og optræder som de primære emner i ingen MLA-artikler. Men hvis en bog er nomineret til mindst én af de priser, vi følger, stiger disse tal til omkring 56 000 Goodreads-bedømmelser og 17 MLA-citater. Og for bøger, der har vundet en pris, er tallene ca. 98.500 Goodreads-bedømmelser og 23 MLA-citater.

Dette mønster gælder også, hvis vi skifter fokus fra akademiske tidsskrifter til klasseværelser. Baseret på læseplaner indsamlet af Open Syllabus Project, en online ressource, der har samlet over en million universitetsplaner, er bøger uden nomineringer i medianen ikke medtaget på nogen universitetsplaner; med en nominering kommer man op på 3,5 læseplaner, og med en sejr helt op på 15,6

Kort sagt, priser betyder noget. Men mere overraskende er virkningen af en nominering alene. Med blot en optræden på Booker-listen bevæger en bog sig fra total ubemærkethed i klasseværelset og på litteraturkritikkens sider til respektable placeringer i begge dele – og den får et sundt popularitetsboost undervejs. Selvfølgelig øger en sejr statistikkerne over hele linjen, men forskellen mellem fuldstændig ubemærkethed og beskeden berømmelse er nok større end forskellen mellem beskeden og en løbsk succes. Det er det første skridt, der adskiller din bog fra de 100.000 bøger, der udgives ved siden af den. Når det drejer sig om moderne skønlitteratur, er det en ære bare at blive nomineret.

Litterære priser som Booker kan ganske vist ikke tage hele æren for den effekt, som deres insignier har på læsere, lærere og forskere. Lige så meget som hver enkelt pris er en institution i sig selv, så udkrystalliserer den også en række andre indvielseskræfter og aktører, lige fra de forlag, der udvælger og promoverer en titel, til de forfattere, der blurb’er den, og de anmeldere, der roser den. Litteraturpriserne har en udrensningsfunktion for nutidens læsere, idet de indsnævrer de hundredtusindvis af tusinder ned til en udvalgt stak på seks. Denne nødvendige reduktion er måske så meget desto mere betydningsfuld for lærere i samtidslitteratur, som i stedet for en mere eller mindre stabil kanon årligt kan trække på prislisterne for at finde ny og potentielt lærerig skønlitteratur.

Et af de allerbedste aspekter ved at studere og undervise i samtidslitteratur er muligheden for at være med til at forme en kanon, der er meget under opbygning. Det er derfor ikke underligt, at mange forskere er uvillige til at overlade denne rolle til institutioner som Booker- eller Pulitzer-priserne. Det er let, endda fristende, at afskrive prisen som en reklamefokuseret MacGuffin, et stunt, der ikke altid rammer rigtigt og ofte rammer forkert. Men i betragtning af den enorme mængde og mangfoldighed af samtidslitteraturen og den enorme magt, som litterære priser har til at forudsige – om ikke styre – den videnskabelige, pædagogiske og læserrelaterede opmærksomhed, fremstår prisen og dens shortlist mest af alt for forskere som en ideel, om end uventet, prøve for fremtidig forskning.

Uventet måske fordi prisen, når den har mest ret, har mindst betydning. Tag f.eks. det enkeltstående værk inden for amerikansk litteratur, som der er blevet undervist mest om, skrevet mest om og kanoniseret mest i de sidste 70 år: Toni Morrisons roman Beloved fra 1987. Den indgår i mere end 1.500 universiteters læseplaner og er central for næsten 1.000 videnskabelige artikler og monografier. Når det er sagt, synes romanens status som vinder af Pulitzerprisen i 1988 næsten at være en eftertanke.

Og alligevel, i månederne før Pulitzerprisen blev uddelt, da Beloved blev forbigået af National Book Award, skrev en gruppe på næsten 50 sorte forfattere, kritikere og forskere et åbent brev i New York Times Book Review, hvor de fejrede værkets “seismiske karakter og skønhed” og lobbyede for dets plads som den retmæssige vinder. Forfatterne af dette brev vidste dengang kun alt for godt, hvad de af os, der venter på denne morgens Booker-liste, ved nu: prisen er måske mangelfuld, men den er også værd at kæmpe for.

Denne artikel er bestilt af Richard Jean So.