Der er mange ingredienser, der skal til for at skabe et lykkeligt barn, der vokser op og bliver en lykkelig voksen. Uddannelse, gener, sundhed, miljø og andre variabler bidrager alle til den endelige brygning. Men på trods af, hvad du måske har hørt fra nogle autoriteter, der hævder, at forældre er ligegyldige, er forældreskab faktisk en af de mest afgørende påvirkninger. Forskning viser, at forældre virkelig har dybtgående og langvarige virkninger på deres børns evne til at være lykkelige, og nogle forældrestile har en tendens til at fremme udviklingen af lykke, mens andre gør det modsatte.
Så hvilken slags forælder er du? Der findes i grove træk fire forældrestile: autoritative, autoritære, overbærende og uengagerede.
Autoritative forældre elsker deres børn betingelsesløst og accepterer dem for dem, som de er. De holder nøje øje med deres børn, giver dem masser af støtte, sætter faste grænser og giver dem stor frihed inden for disse grænser. Autoritative forældre overvåger deres børn og griber ind, når det er nødvendigt, men lader dem komme videre med tingene, når der ikke er behov for at gribe ind. De mener, hvad de siger, og de viger ikke tilbage for konflikter, når de håndhæver de grænser, de har sat. Autoritative forældre er kærlige, men ikke overdrevent overbærende, involverede, men ikke overdrevent kontrollerende, klare grænser, men ikke overdrevent risikovillige, og eftergivende inden for disse grænser, men ikke forsømmende. De fleste mennesker vil gerne være en autoritativ forælder, uanset om de rent faktisk er det eller ej.
Autoritære forældre har derimod en koldere opdragelsesstil, som er mere krævende, men mindre lydhør over for deres børns reelle behov. Autoritære forældre er meget kontrollerende, men ikke særlig varme eller kærlige. De griber ofte ind og udsteder kommandoer, kritik og lejlighedsvis ros, men de gør det på en inkonsekvent måde. De forventer, at deres børn adlyder deres instruktioner uden forklaring, og de kan bruge følelsesmæssige taktikker for at få deres vilje, f.eks. ved at få deres børn til at føle sig skyldige, skamfulde eller uelskede. Autoritære forældre blander sig ofte, når der ikke er noget reelt behov for det, og fremsætter trusler uden altid at føre dem ud i livet. I yderste konsekvens griber nogle meget autoritære forældre til fysisk eller følelsesmæssig mishandling i deres forsøg på at kontrollere deres børn, hvilket naturligvis kan forårsage varige psykologiske skader. Børn, der bliver slået eller nægtet enhver form for hengivenhed, har en betydelig større risiko for selv at blive misbrugende forældre.
Indadvendte forældre er lydhøre, men ikke krævende og eftergivende. De er varme og kærlige, men slappe og sætter kun få klare grænser. De imødekommer ofte deres børns ønsker, selv når disse er urimelige eller uhensigtsmæssige. Der bliver sjældent truet med straf, endsige gennemført, og børnene synes ofte at have overtaget i forholdet. Overbærende forældre forsøger at være venlige, men viger tilbage for konflikter eller vanskeligheder.
Et fint eksempel på overbærende opdragelse findes i Roald Dahls Charlie og chokoladefabrikken i form af hr. og fru Salt. Deres datter Veruca er en modbydelig lille pige, der er blevet forkælet til ukendelighed af sine rige forældre. Hun får adgang til Willy Wonkas fabelagtige fabrik ved at vinde en af de eftertragtede gyldne billetter – men kun takket være sin hengivne far, som har købt en halv million Wonka-chokoladebarer.
Uindviklede forældre er uopmærksomme, ufrivillige, eftergivende og sætter få klare grænser, især fordi de egentlig er ret ligeglade. I modsætning til autoritative forældre er de hverken varme eller faste, og de overvåger ikke deres børn. I stedet er de afslappede og uopmærksomme i en grad, der til tider kan virke hensynsløs. I ekstreme tilfælde kan uengageret forældreskab bevæge sig over i direkte vanrøgt.
Dahl giver igen et nyttigt eksempel – denne gang i form af hr. og fru Wormwood i Matilda. De ugidelige Wormwoods er så opslugt af deres eget tomme forstadsliv, at de ikke lægger mærke til, at deres datter Matilda er en usædvanlig genial lille pige. For dem er hun ikke meget mere end et irriterende skrog.
Disse korte penneportrætter er naturligvis overforenklede beskrivelser af en kompleks virkelighed. De fleste virkelige forældre passer ikke pænt ind i blot én af de fire kategorier, og mange udviser en blanding af to eller flere stilarter, om end ofte med et dominerende tema. Desuden kan de samme forældre udvise forskellige opdragelsesstile ved forskellige lejligheder eller over for forskellige børn.
Tænk f.eks. på Harry Potters adoptivforældre, de skrækkelige hr. og fru Dursley. I deres adfærd over for Harry er Dursley-parret hovedsageligt autoritære omsorgspersoner med et strejf af uengageret. De er kræsne, krævende og overkontrollerende, men også kolde, ukærlige og i sidste ende ligegyldige.
I skarp kontrast hertil falder Dursleys’ kælen holdning til deres biologiske søn, den uhyrlige Dudley, klart ind i den overbærende lejr. Mens Harry ikke kan gøre noget rigtigt i deres øjne, kan “Ickle Dudleykins” ikke gøre noget forkert. (Da autoritative forældre i øvrigt er den ideelle type at have, optræder de ikke så ofte i den berømte litteratur som de ubehagelige, utilstrækkelige typer.)
Så, hvordan påvirker disse fire kontrasterende opdragelsesstile et barns tilbøjelighed til at være lykkelig, og hvorfor? Store mængder psykologisk forskning viser, at autoritativ opdragelse har en tendens til at være forbundet med bedre resultater. I gennemsnit er børn af autoritative forældre lykkeligere, akademisk mere succesfulde, følelsesmæssigt bedre tilpasset og har bedre personlige relationer end børn af autoritære, overbærende eller uengagerede forældre. De tilpasser sig bedre til skolen eller universitetet og klarer sig bedre i begge dele. Som om det ikke var nok, har undersøgelser også vist, at børn af autoritative forældre er mindre tilbøjelige til at ryge, tage ulovlige stoffer eller misbruge alkohol.
Nøglen er, at autoritativ opdragelse fremmer mange af de personlige egenskaber, der kendetegner lykkelige mennesker. Disse omfatter gode sociale og følelsesmæssige færdigheder, frihed fra overdreven angst, en følelse af kontrol, modstandsdygtighed, selvværd, optimisme, legesyge og frihed fra overdreven materialisme.
Tag f.eks. sociale og følelsesmæssige færdigheder. Vores personlige relationer er grundlæggende for vores lykke gennem hele livet. At have et rigt netværk af tætte, støttende relationer med partnere, venner, familie og kolleger er sandsynligvis den vigtigste ingrediens i lykke. Men for at kunne udvikle og vedligeholde disse relationer skal enhver person mindst have et minimum af sociale færdigheder og følelsesmæssig forståelse. At hjælpe børn med at blive socialt og følelsesmæssigt kompetente er derfor en af de mest effektive måder at hjælpe dem med at blive lykkelige mennesker.
Børn af autoritative forældre har bedre sociale færdigheder og mere vellykkede relationer til deres jævnaldrende i barndommen, ungdomsårene og det tidlige voksenliv. De udviser også en bedre forståelse for andre menneskers tanker og følelser. I modsætning hertil synes autoritære forældre at være dårlige nyheder for udviklingen af følelsesmæssige færdigheder, især når det gælder aggression. Børn af meget autoritære forældre fortolker andre menneskers intentioner som fjendtlige, selv når de ikke er det, hvilket gør dem mere tilbøjelige til at opføre sig aggressivt.
En anden vigtig ingrediens i lykke, som autoritativ opdragelse er med til at skabe, er frihed fra overdreven ængstelse. Autoritative forældre er involverede og støttende; de overvåger deres børn, lægger mærke til, hvad de laver, og reagerer på deres behov. De gør måske ikke altid præcis det, som deres børn ønsker, men de reagerer i det mindste. Deres børn lærer derfor fra en tidlig alder, at de har en pålidelig sikker havn, hvis der opstår problemer. Barnet har mindre behov for at overvåge sine forældre, fordi det implicit ved, at de vil være der, hvis det har brug for hjælp. Ved at skabe denne iboende følelse af tryghed isolerer autoritativ opdragelse det barn i udvikling mod den nagende angst, der let kan underminere lykken.
Legevenlighed er en anden vigtig bidragsyder til langvarig lykke, der trives under autoritativ opdragelse. Den autoritative kombination af sikkerhed og autonomi tilskynder børn til at udforske og lege, hvilket igen er med til at udvikle deres sociale, følelsesmæssige, fysiske og tænkefærdigheder.
Overbeskyttende forældre er blandt de værste fjender af leg. Der er en stigende tendens til, at ængstelige forældre beskytter deres børn mod enhver ubehagelighed eller risiko. Leg, især leg i det fri eller grov leg, betragtes som potentielt ubehagelig eller endog farlig: barnet kan blive ked af det, mobbet, slået eller det, der er værre. Problemet her er, at hvis man forsøger at isolere børn fra alle risici, vil man også fratage dem mulighederne for leg og social interaktion, som kan være afgørende for deres udvikling.
En anden ingrediens i lykke, som nyder godt af autoritativ opdragelse, er frihed fra overdreven materialisme. Omfattende forskning udført af psykologer og økonomer har bekræftet, at det at akkumulere mere og mere materiel rigdom blot bidrager bemærkelsesværdigt lidt til varig lykke, mens jagten på rigdom faktisk kan forårsage ulykkelighed. Meget materialistiske mennesker er generelt mindre lykkelige end mennesker med mere afbalancerede prioriteringer. Forskning viser også, at det er mere sandsynligt, at autoritære forældre har børn, der er meget materialistiske, end autoritative forældre. Børn af autoritære forældre udvikler ofte et stærkt ønske om penge, efterhånden som de vokser op. Dette større behov for ekstern belønning i form af materiel rigdom kan være et svar på følelser af usikkerhed, der er opstået i barndommen af kolde, kontrollerende forældre.
Sagen er, at autoritative forældre skaber frugtbare betingelser for, at børn bliver og forbliver lykkelige mennesker. Og det mest grundlæggende aspekt af autoritativ opdragelse er sandsynligvis ubetinget kærlighed og accept. Om ikke andet bør forældre, der ønsker, at deres børn skal være lykkelige, stræbe efter at elske deres børn for dem, de er, og ikke for dem, de gerne vil have dem til at være, eller for det, de opnår. Forældrenes kærlighed bør ikke gøres betinget af, at de opfylder præstationsmål.
– Dr. Paul Martin er videnskabelig forfatter og tidligere adfærdsforsker ved Cambridge University. Denne artikel er hentet fra hans nye bog, Making Happy People, som er udgivet af Fourth Estate.
{{topLeft}}
{{{bottomLeft}}}
{{topRight}}
{{{bottomRight}}}
{{/goalExceededMarkerPercentage}}
{{/ticker}}
{{heading}}
{{#paragraphs}}
{{.}}
{{{/paragraphs}}}{{highlightedText}}
- Familie
- Børn
- Del på Facebook
- Del på Twitter
- Del via e-mail
- Del på LinkedIn
- Del på Pinterest
- Del på WhatsApp
- Del på Messenger