Uranus er den syvende planet fra solen og er den største af isgiganterne. Det blå legeme indeholder en isatmosfære, der ligesom Neptun adskiller sig dramatisk fra de andre store planeter.

“Uranus og Neptun er virkelig enestående i vores solsystem. De er meget anderledes planeter end de andre planeter, som vi tænker på,” sagde planetforsker Amy Simon i NASA’s Gravity Assist-podcast. “En del af grunden til, at vi kalder dem isgiganter, er, at de faktisk har en masse vandis. Så mens nogle af de andre gasgigantiske planeter mest består af brint og helium, består de overvejende af vand og anden is.”

Radius, diameter og omkreds

Uranus’ gennemsnitlige radius er 25.362 kilometer, hvilket giver en diameter fire gange så stor som Jordens.

“Hvis Jorden var et stort æble, ville Uranus være på størrelse med en basketball,” står der på NASA’s hjemmeside Science.

Men ligesom mange andre legemer i solsystemet forårsager Uranus’ hurtige rotation en lille udbuling omkring centrum. Ved polerne har Uranus en radius på 15.517 miles (24.973 km), men ved ækvator udvider den sig til 15.882 miles (25.559 km). Denne udbuling giver Uranus en form, der er kendt som en oblat sfæroid.

Hvis du skulle gå en tur rundt om Uranus’ ækvator – en tur, der kan være udfordrende, da planeten ikke har nogen fast overflade – ville du tilbagelægge 99.018 miles (159.354 km).

Densitet, masse og volumen

Selv om Uranus, der blev opdaget i 1781, kun er fire gange Jordens fysiske størrelse, er den betydeligt mere massiv med en vægt på 86 septillion kilo (knap en billion billioner billioner billioner). Det gør den mere end 14,5 gange så massiv som vores klippehjem.

Planeten har et rumfang på 6,83×1013 kubikkilometer.

Uranus’ massefylde er 1,27 gram pr. kubikcentimeter, hvilket gør den til den næstmindste planet i solsystemet med den mindste massefylde. Dens lave densitet indikerer, at den overvejende består af is frem for gas. Den isagtige sammensætning af Uranus og Neptun adskiller sig begge fra de tungere gasgiganter, Jupiter og Saturn, og har gjort, at de er blevet betegnet som “isgiganter”. Uranus’ afstand til solen er betydelig, hvilket resulterer i den koldeste atmosfære i solsystemet og er forklaringen på de iskolde temperaturer.

“Disse planeter blev dannet meget længere ude i solsystemet, hvor der var meget is til rådighed,” sagde Simon. “Og de blev ikke helt så store som f.eks. Jupiter eller Saturn. Så de kunne ikke trække helt så meget gas ind. Det er en del af grunden til, at vi tror, at de er så forskellige.”

Ringe omkring planeten

Og selv om Uranus ikke er lige så berømt som Saturn, har den et sæt ringe omkring sin midte. Ringene omkring Uranus består af små mørke partikler, der er mindre end en meter. Kun to af de 13 ringe er større end seks miles i diameter.

Og selv om det var det andet ringsystem, der blev opdaget, blev ringene omkring Uranus ikke fundet før 1977, da astronomer forsøgte at studere planetens atmosfære, da den krydsede foran en lysende stjerne. I stedet for at forsvinde gradvist, som et legeme med en atmosfære ville gøre, forsvandt stjernen og dukkede op igen flere gange, hvilket tydede på ringe. Det var først, da NASA’s Voyager 2 besøgte Uranus i 1986, at ringene blev afbildet.

Uranus’ yderste ring lyser klart blåt. Saturn er den eneste anden verden i solsystemet med en blå ring. De blå ringe på begge verdener er forbundet med måner, Saturn med Enceladus og Uranus med Mab.

“Saturns yderste ring er blå og har Enceladus lige midt på dens klareste sted, og Uranus er slående lig med sin blå ring lige oven på Mabs bane,” sagde Imke de Pater, professor i astronomi ved University of California, Berkeley, i en erklæring fra 2006.

Uranus’ ringe omkranser planetens ækvator, men for observatører på Jorden ser det ud til, at de står næsten lige op og ned. Det skyldes, at planeten er tippet næsten helt på siden i forhold til solsystemets plan. Forskerne mener, at en kollision kort efter Uranus’ dannelse har forårsaget den fascinerende forskydning.

Sammenstødet kan have gjort mere end at tippe planeterne på siden. Det kan også have skabt nogle af de 27 måner.

“Materiale fra de to legemer bliver skudt ud i en skrotskive, og til sidst dannes satellitter fra skrotskiven,” siger forskeren Yuya Ishizawa fra Japans Kyoto Universitet til Space.com. “Det er muligt at forklare den aksiale hældning og dannelsen af Uranus’ regelmæssige satellitter på samme tid.”

Bølger i ringen antyder, at planeten kan have endnu flere satellitter.

“I kanterne af ringene … er det næsten som om, at mængden af ting går op og ned på en periodisk måde, der ligner en slags bølge med toppunkt og lavpunkt,” sagde den daværende kandidatstuderende Robert Chancia fra University of Idaho til Space.com. “Det ser ud til at være i overensstemmelse med noget, der forstyrrer ringene der.”

“Baseret på amplituden af dette bølgemønster og denne afstand fra ringen … og vores forsøg på at finde månen på billeder, peger det grundlæggende i retning af, at hvis de findes, er de ret små,” sagde Chancia. Han anslog, at månerne, hvis de eksisterer, sandsynligvis er mindre end 5 kilometer i radius.

Ud over at pege på potentielt usete måner kan de tynde ringe af smalle også hjælpe forskerne med at forstå mere om planeten.

“Ringe er fantastiske, fordi de er en måde, hvorpå vi faktisk kan lave en slags tilsvarende seismologi på planeterne,” sagde Simon. “Vi kan se på, hvordan ringene svinger, og hvordan deres form ændrer sig, og lære lidt om planeternes indre.”

Følg Nola Taylor Redd på @NolaTRedd, Facebook eller Google+. Følg os på @Spacedotcom, Facebook eller Google+.