Hvis du er fan af Led Zeppelin, er musikken i sig selv måske nok for dig. Og når der er tale om et band med numre som “Whole Lotta Love” og “When the Levee Breaks” til sit navn, kan man ikke argumentere imod den tilgang.

Men når et band har så mange legender omkring sig, forstår man, hvorfor fans måske tager deres kærlighed til Zeppelin til et andet niveau. Det kan omfatte at læse fortællinger om Zep på landevejen, grave i Jimmy Pages Yarbirds-arbejde eller lære om Pages tilgang til at producere bandet.

Undervejs begynder man måske at undre sig over Pages signatur Gibson double-neck guitar. For kritikere kan dette instrument symbolisere overskuddet (måske den rene bombast) i 70’ernes hard rock. For Zep-fans kan det måske blot minde dig om bandets liveoptrædener.

Indead, Page begyndte ikke at spille på sin dobbelthals, fordi den så cool ud eller repræsenterede det “mere”, som Zep blev kendt for. Page fik sin specialfremstillede røde dobbelthals, fordi han havde brug for den til at spille “Stairway to Heaven”.”

Jimmy Page kunne ikke spille ‘Stairway to Heaven’ live på sine gamle guitarer

RELATERET: ‘When the Levee Breaks’: Med Led Zeppelin IV (1971) producerede Page og hans bandkammerater det definitive hard-rockalbum. Det startede med den eksplosive blues i “Black Dog”, fortsatte med “Rock and Roll” og nærmede sig det æteriske med “The Battle of Evermore”. Men de var kun lige ved at blive varmet op.

Hvor slutningen af side 1 fik lytterne også “Stairway to Heaven”, som stadig er genrens mest ikoniske hymne. På det nummer spillede Page på både 6-strenget og 12-strenget akustisk guitar samt på den elektriske model, som han brugte til “Stairway”-soloen.

Mens det var standardprocedure i studiet, kunne Page ikke skifte mellem tre guitarer i en liveoptræden. (Husk, at Zep ikke var The Beatles, som var holdt op med at turnere, da deres musik blev mere kompleks.)

“Den dobbelte hals var der som en nødvendighed,” fortalte Page til Telerama i 2014. “Jeg troede, at den eneste måde at replikere det ordentligt på, at gøre det nogen retfærdighed, var at få en guitar, der giver dig 12 strenge på den ene hals og seks strenge på den anden. Så jeg fik den dobbelte hals som et resultat af at indspille ‘Stairway to Heaven’.'”

Page erkendte, at dobbelthalsen er “et imponerende instrument”

Som Gibson producerede dobbelthalsede guitarer fra slutningen af 50’erne, havde de stoppet produktionen, da Zep lavede “Stairway”. Så Page bestilte en EDS-1275 i specialfremstillet model til liveoptrædener. Da Page var den store showman, han var, vidste han naturligvis, at dobbelthalsguitaren gav mere end bare en lyd.

“Det er et imponerende instrument,” fortalte han med et smil til Telerama. “Det ser godt ud. Det er en sexet kvinde med to halse.” Efter at have set Page thrashe og style med sin Gibson dobbelthals, lader det til, at bandkammeraten John Paul Jones besluttede, at han også havde brug for en opgradering.

På et tidspunkt i denne periode (ca. ’71) fik Jones selv en specialfremstillet multihalsk guitar. I hans tilfælde havde Jones en 6-strenget, en 12-strenget og en mandolin på den samme krop. (Hvis du holder regnskab derhjemme, ja, det er en triple neck.)

Siden Led Zeppelin III havde Jones også brug for at skifte guitarer ofte. (Zep begyndte at spille et akustisk minisæt under liveoptrædener dengang.) Og da “big” var den eneste vej at gå i det band, må en triple neck have virket som det oplagte valg.

RELATERET: Sådan reagerede Jimi Hendrix’ ingeniør på at høre Led Zeppelin for første gang