Mens Alliance for Wild Ethics arbejder flydende med det trykte ord og med digitale medier, prioriterer vi ikke desto mindre den mundtlige kultur – kulturen med historiefortælling fra ansigt til ansigt (og fra ansigt til sted) – højt. Vi mener faktisk, at revitaliseringen af den mundtlige kultur er en økologisk nødvendighed!
Hvorfor? Lad os overveje:
Litterær kultur (det lag af samfundet, der implicit informeres af bøger, aviser og magasiner) muliggør en udveksling af fortællinger og indsigter fra forskellige tider og steder. Læsning er en yderst vidunderlig form for oplevelse, men den er nødvendigvis abstrakt i forhold til vores direkte, sanselige møder i vores lokales umiddelbare nærhed. Ved at blande begreber fra forskellige tidsaldre og kulturer skaber den litterære diskurs ofte en nyttig distance og afstand til vores umiddelbare omgivelser (hvilket er en stor velsignelse, når den situation, vi befinder os i, er særlig undertrykkende og smertefuld). Den litterære kultur er i denne forstand i sagens natur kosmopolitisk.
Digital kultur (den computeriserede kultur med e-mail og sociale medier og websider som denne) giver os næsten øjeblikkelig information fra hele verden og giver os mulighed for virtuelle interaktioner med mennesker på vidt forskellige steder. Internettet er en forbløffende bedrift, der er rig på potentiale. Men trods al sin tilsyneladende umiddelbarhed er den digitale kommunikation ofte mere uhåndgribelig og stedløs end vores kontakt med trykte bøger og håndskrevne breve. Faktisk synes cyberspace ikke at have noget sted overhovedet, medmindre det “sted”, som vi møder via internettet, er selve planeten, der er omdannet til et vægtløst informationsfelt. Hvis den litterære kultur i sagens natur er kosmopolitisk, involverer vores stigende deltagelse i sociale netværk, e-handel og digitale indlæg af enhver art os i et endnu mere abstrakt lag af kultur, der i sagens natur er globalt og globaliserende.
Oralsk kultur er imidlertid i sagens natur lokal og stedbaseret. Den indebærer udveksling ansigt-til-ansigt af historier, der ikke er nedskrevet – fortællinger, der ofte i deres fortælling indeholder præcise oplysninger om det lokale terræns finesser. I titusinder af år før den nylige indførelse af formelle skriftsystemer var vi mennesker fuldstændig afhængige af den mundtlige overlevering af sådanne historier, hvori der var indlejret instruktioner om f.eks. hvilke lokale planter der var gode at spise, og hvilke der var giftige, og hvordan man tilberedte visse planter som medicin mod bestemte lidelser. Historierne bevarede afgørende oplysninger om, hvor man kunne finde vand i tilfælde af længerevarende tørke, og hvordan man bedst jagede bestemte dyr, og hvordan man forberedte deres skind til at danne ly eller beklædning …
Traditionelle mundtlige historier bar med andre ord i deres eventyr al den viden, som forfædrene havde opsamlet om, hvordan man overlevede og blomstrede i et bestemt område. I mangel af det skrevne ord var det sanselige landskab i sig selv desuden den nødvendige mnemonik (eller hukommelsesudløser) for at huske de mundtlige fortællinger. For eksempel optrådte lokale dyr ofte som hovedpersoner i fortællingerne; derfor ville et uventet møde med en prærieulv eller en kolibri, mens man gik sin daglige gang, straks udløse hukommelsen om en fortælling, hvor det pågældende dyr spillede en fremtrædende rolle. På samme måde ville mødet med en bestemt klippe, en bækbund eller en klynge af klippeblokke udløse minderne om de historier om begivenheder, der menes at være sket på det pågældende sted. For medlemmerne af en indfødt, mundtlig kultur har enhver del af det regionale landskab sine historiske associationer – fortællinger, som hele tiden synes at fortælle sig selv, når man vandrer rundt på den lokale jord. For det er selve jorden, der taler. Sproget er for en dybt mundtlig sansning ikke en udelukkende menneskelig besiddelse, men en egenskab af den levende jord – en magt, som vi (sammen med bjørnene, aspetræerne og de sammenbragte bjerge) alle deltager i.
En sådan sanselig intimitet med den levende jord – en sådan usentimental, respektfuld gensidighed med det mere end menneskelige terræn – er kendetegnende for enhver dybt mundtlig kultur. Det er en legemlig, jordisk form for intelligens, som i dag i høj grad mangler.
Alliance for Wild Ethics arbejder for en foryngelse af den mundtlige kultur – ikke for at udelukke den boglige kultur eller den digitale kultur, men snarere under disse mere abstrakte samfundslag, idet den tilvejebringer den nødvendige jordbund og næring til dem. For når det litterære intellekt, der er overladt til sig selv, glemmer det let sin afhængighed af kroppen og den åndende jord, når det er overladt til sig selv – ligesom det digitale sind, der er blændet af sine egne kreationer, ofte glemmer alt om de sanselige, levende omgivelser. Uden jordforbindelse kommer disse abstrakte og selvrefleksive lag af den menneskelige bevidsthed til at tro på deres egen autonomi – og når de gør det, begynder de at skabe ravage på den mere end menneskelige jord.
Alliance for Wild Ethics mener, at hverken den kosmopolitiske læse- og skrivekultur eller internettets globaliserende kultur nogensinde kan blive virkelig bæredygtig (virkelig nærende for den levende jord), før de begge igen er forankret i en blomstrende mundtlig kultur. Eller snarere inden for en blomstrende mangfoldighed af mundtlige kulturer, hvor hver enkelt kultur er afstemt efter stedets særlige puls, og hvor hver enkelt kultur er et dynamisk udtryk for det lokale økosystem eller den bioregion, som den bebor.